Humørpiller mod corona

 Klumme i Sjællandske 12. september 2020

Da Kong Corona tog magten, og Danmark den 12. marts lukkede ned, blev en vestjyde på TV spurgt, hvad han mente om, at vi nu skal holde en meters afstand. Han svarede: "Ska' vi virkelig stå så tæt?" 

Jeg har boet i Vestjylland, og jeg kommer der ofte. Her har man ikke den krammekultur, vi kender fra Sjælland. Jeg dristede mig for et par år siden til at give en god ven fra Skjern en omfavnelse, men der var ingen gengældelse. Hans arme blev hængende slapt ned langs siden. Og så træder man automatisk et skridt tilbage. Sådan har de det bedst på de kanter. Intim kontakt er noget, man har derhjemme. At omfavne en vestjyde er ligesom at kysse en kæreste, der vil slå op med en. Hendes læber er blevet tørre. Men det nedsætter smittefaren, og smittetrykket har da også i det vestjyske været langt lavere end andre steder i landet.

Jeg var i sidste uge med færgen fra Odden til Aarhus. Alle havde mundbind på,  og vi lignede en flok banditter, der var klar til at kapre færgen. En mand ved nabobordet var oppe for at købe to franske hotdog. Knapt havde han sat sig, inden han glubsk angreb den ene. Men han glemte at tage sit mundbind af. Mundbindet havde trampolineffekt, så den første bid røg ud igen hurtigere, end den kom ind. Synet var kosteligt, og de omkringsiddende kunne ikke skjule latteren. Men at  grine med mundbind på er ligesom at høre skud fra en pistol med lyddæmper.

På Facebook læste jeg dette opslag: "Corona-virussen burde ikke holde længe - den er made in China". Eller: "Den første kinserer, der blev konstateret med corona, hed Ah-Chu". Et kor i Arhus blev smittet,  og det forlød, at de nu hed Kor Ona. 

Der er noget befriende ved, at mens amerikanerne hamstrede våben, da Kong Corona angreb, hamstrede vi toiletpapir. På et opslag på Facebook ser man en mand komme trillende ud fra indkøbscentret med indkøbsvognen fuld af toiletpapir, og billedteksten lyder: "De største røvhuller har brug for mest".  Vi bruger humoren til lægge låg over de værste sider ved os selv.

Samtidig er humoren et middel til at afværge det værste. Russerne har rendyrket en sådan afværgehumor. En russisk ven her i Danmark viste mig et postkort, hun havde fået fra sin søster i Moskva. Der stod: "Nu har Putin, for at spare på energien, slukket lyset for enden af tunnelen".

I krisetider bliver humoren og evnen til at se det sjove i det alvorlige et af de vigtigste midler, vi har, til at holde modet oppe. Humoren mildner, og humoren forløser. Når nervøsitet og bekymringer hober sig op i os som negativ energi, kan selv de dårligste vittigheder fungere som afløb for denne energi. Med vittigheder kan vi bedre håndtere det, der er svært. Ved at joke med corona-virus punkterer vi noget af dens alvor. Kan vi ikke grine af det alvorlige, lurer vanvidddet lige om hjørnet, siger Zigmund Freud. At se det komiske i det tragiske er derfor en sund reaktion. Humor en sindets modstandskraft.

Men humoren ryster os også sammen, og derfor har den stor betydning i en tid, hvor vi hver for sig kan føle os skrøbelige. Vi får det bedre, når det sjove opstår. Man kan heller ikke blive sur på den, man griner sammen med. Samtidig ved man, at latteren udløser lykkestoftet dopamin i hjernen. Det udløses også, når vi synger sammen. Og når vi elsker!

I Netto hørte jeg denne ordveksling mellem to mænd:
 "Jeg er på tredje uge alene hjemme med min kone." 
"Hvad laver I?" 
"Ja, hvad tror du?". 

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I Danmark er jeg født, og jeg bli'r hjemme - og holder dopaminfest med konen.,

Storm P. siger i en af sine fluer: "Hvis det hele var sørgeligt, ville vi dø af grin".  Storm P. vidste at alvoren er humorens afsæt, og at afstanden mellem humor og alvor derfor ikke er stor. Vi kender det også fra talessproget, når vi siger, at vi ikke ved, om vi skal græde eller grine. Eller måske begge dele. Med Piet Hein: "Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt".