Man kan sagtens kende uden at genkende

Klumme i Sjællandske 20. februar 2021

Jeg anede ikke, der var noget der hed det, men nu ved jeg, hvorfor jeg har svært ved at genkende mennesker. Jeg er ansigtsblind.  

På fagsprog hedder det prosopagnosi,som er sammensat af degræske ordprosopon, 'ansigt', og agnosi, 'ukendskab'. Manglende kendskab til ansigter. Det lyder pænere end ansigtsblind, som er den danske betegnelse hentet fra det engelske faceblind. 

Jeg har gennem årene godt bemærket, at jeg har sværere end andre ved at genkende mennesker, jeg kender. Men jeg har givet det forskellige årsager: at jeg kan være både distræt og fokuseret, at jeg er farveblind, at jeg som foredragsholder hele tiden møder hundredvis af nye mennesker og derfor har sværere ved at skelne osv. Det var først, da jeg for nylig læste et interview med forfatteren Leonora Christina Skov, hvor hun fortæller om, hvordan det er at være 100 % ansigtsblind og ikke engang kan kende sin egen kæreste, at jeg blev opmærksom på, at ansigtsblindhed er noget, man kan lide af.

Det menes, at 2-3 % af befolkningen i en eller anden grad er ansigtblinde. Jeg er ikke ansigtblind i alvorlig grad, men dog så slemt at jeg, engang hvor jeg skulle møde min kone i en tøjforretning, gik hen og kyssede den forkerte. 

Når jeg skal hente mine børn i børnehave eller skole, kigger jeg altid efter deres påklædning, for går jeg efter deres ansigt, sker det, at jeg går hen til det forkerte barn og siger "hej Rosa" og først opdager fejlen, når barnet undrende siger: "Rosa er altså derovre".  Jeg er dog aldrig (endnu) kommet til at tage det forkerte barn med hjem!

Da jeg i sidste uge besøgte min 91-årige mor på det plejecenter, hvor hun bor, sad hun i spisesalen, da jeg kom. Jeg kiggede ud over forsamlingen og kunne ikke få øje på hende, før hun vinker: "Jeg sidder her!" Og hun har kun 25 % syn tilbage!

Nogle genkender jeg nemmere end andre. En stor krøllet hårpragt eller en rød manke øger min sikkerhed på, hvem jeg møder. Hvorimod mænd med skaldede isser - og det er på mode for tiden - har det med at glide i et for mig.

Når jeg møder andre på gaden, kan de godt sige "hej Erik", og det lyder altid varmt og imødekommende, når ens navn nævnes, men jeg siger blot 'hej' af skræk for at følge op med det forkerte navn. Standser vi op og snakker, må jeg altid bruge tid på at spore mig ind på, hvem vedkommende er. Jeg lytter til stemmen, for jeg er god til at genkende stemmer. Jeg kigger efter særpræg ved deres påklædning eller gangart, som jeg har det med at bide mærke i. Eller deres bil. Når vi er lidt henne i samtalen, er jeg som regel kommet på sporet, og først da tør jeg bruge deres navn. Hænder det så, at jeg er kommet på det forkerte spor - og det sker - ja, så opstår nemt en pinlig situation. Jeg mener, hvem bryder sig om fem minutter inde i en samtale at blive kaldt ved et forkert navn? Nogle kan ligefrem i skuffelse udbryde: "Nu må du altså stoppe, kan du ikke engang huske mig?" Jo, det kan jeg godt, men jeg kan ikke genkende dig. 

At blive betragtet som arrogant er nok den værste pris, man betaler som ansigtsblind. Det er forståeligt, for at blive overset af et menneske, man kender, kan føles både sårende og nedværdigende. Vi vil langt hellere gennemskues, end vi vil overses.

Det har dog hjulpet mig, at jeg nu kan jeg sige det, som det er: "Det må du undskylde, men jeg er ansigtsblind." Efter interviewet med Leonora Christina Skov ved mange nemlig, hvad det er, for ansigtsblinde har siden været i Go' morgen Danmark, Aftenshowet og lignende programmer, hvor en skavank kan være interessant. Og tak for det - oplysning har aldrig skadet en sag!

En svensker fortalte mig, at i Sverige ved alle, hvad ansigtsblindhed er, for den svenske kronprinsesse Victoria lider af det. Det har betydet en omsorgsfuld accept af skavanken i Sverige. Det skader heller ikke en sag med noget royalt shine. Ligesom med rollatoren i Danmark, der for år tilbage var en rullemaskine, det var flovt at tage i anvendelse. Indtil dronning Ingrid begyndte at støtte sig til den. Så kom der noget kronebil over rollatoren og hermed en folkelig accept.

Lige nu diskuteres det, om offentlige myndigheder skal have lov at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi, f.eks. når politiet jager forbrydere. Tanken strejfer mig, at for den ansigtsblinde kunne det være en handicapvenlig teknologi. Kommer du imod mig, og jeg godt ved, jeg kender dig men ikke genkender dig, så kan jeg diskret holde mobilen op, og vupti: den sætter navn på dig.

Benny Andersen digter i "Mørkets sang":
Vis mig dit ansigt
før alt er forbi
så er vi begge til stede.

Det er stærkt at stå ansigt til ansigt, at se et smil og mærke det i et par øjne. Vi signalerer det meste med vores ansigt, og vi har udtrykket ‘at lægge ansigtet i de rette folder’. Det er jeg ikke blind for, selvom jeg ikke altid ser det ved første øjekast. Men husk da, at man kan sagtens kende uden at genkende.