Jeg - en boomer
Min datter på 11 år er begyndt at sige ”ok boomer” til mig, når jeg udfolder min viden, indsigt og årelange livserfaring som en visdom, jeg kan have det med at mene er uomgængelig for hende.
En boomer er blevet ungegenerationens betegnelse for en person, der bilder sig ind, at have en indsigt i livet, som man gerne finder lejlighed til at udbrede overfor dem, der er yngre.
I min præpubertære datters vokabularium findes også ordet ”spurgt”, som overbærende smides efter mig, når jeg synes, at en opdragelse af hende er påkrævet. ”Spurgt” betyder noget i retning af, at ”jeg har vist ikke spurgt dig om noget”.
Boomer-udtrykket er kendt som slang og hashtag siden 2009, men fik international popularitet i 2019. Et ungt newzealansk parlamentsmedlem, Clöe Swarbrick, holder tale om klimaforandringer. Hun bliver afbrudt at et ældre medlem af parlamentet, der mener at vide bedre. Med overbærenhed i stemmen svarer hun ham: ”Ok boomer”, inden hun fortsætter sin tale. Klippet gik viralt, og siden har vendingen også figureret i det danske sprog.
”Ok boomer” er blevet den unges ironisk overbærende modsvar til en ældre persons bedrevidenhed.
Men boomer-vendingen markerer også en generationskløft. Tværs over kløften ser ungegenerationen en forældre- og bedsteforældregeneration domineret af bedrevidende egoistiske livsnydere, der på grund af deres samfundsindsats mener at have en selvfølgelig adgang til velfærdsstatens privilegier. Værst af alt ser de en forældregeneration, der bruger deres samfundsmagt til at fastholde eller fastlåse en samfundsudvikling, hvor deres forstokkede meninger fortsat kan råde og regere. Derfor slår ældregenerationen sig i tøjret, når de møder den omvæltning, vi i disse år oplever i de unges ændrede syn på køn, seksualitet, ligestilling og etnicitet.
Jeg hørte en unge pige dømme sin far ude som en ”heteronormativ privilegieblind boomer”. Underforstået, at han er ude af stand til at se indse, at de privilegier, han tager som selvfølgelige, er hverken samfundsøkonomien eller klimaet i stand til at honorere. Oveni har han et syn på køn og identitet, som fastholder en norm, der er ude af trit med fremtiden.
En sådan heteronormativ privilegieblind boomer kan også kaldes ”cheesy”. Betegnelsen cheesy lærte jeg for nylig at kende, da jeg deltog i en kønspolitiske debat. I mit indlæg gav udtryk for, at vi lige nu er ved at marginalisere en ældre generation af mænd, der er opvokset i et patriarkat, hvor faren og manden naturligt sad ved bordenden. Jeg tog disse mænd i forsvar, fordi disse mænd har svært ved at finde fodfæste og identitet i det, som lige nu kan opleves som et matriarkat, der er ved at tage over.
En unge pige udbrød efter mit indlæg: ”Hold kæft, hvor er du cheesy at høre på”. Jeg lærte, at cheesy er beslægtet med, hvad vi i min ungdom kaldte ”stok konservativ” om ignoranter, der måske nok fatter, at tidens hjul drejer, man ikke vil lade det dreje hurtigere, end de selv kan følge med.
En gang var jeg en oprører mod de stok konservative. Nu er jeg selv en af slagsens. Som den unge i debatten sagde: ”Det er kun ved at tage privilegierne fra dig, du får øjnene op for, hvor blind du er”.
Der ruskes i mig – det tegner godt for fremtiden.
Klumme i Sjællandske 18. marts 2023