Nøjsomhed som en dyd

Når jeg fortæller mine børn og børnebørn om min barndom i dansk bondeland i 1960’erne, hvor jeg f.eks. kan fortælle om overgangen fra selvbinder til majetærsker, måber de: ”Så gamle er du da ikke!” Denne afstand er med til at gøre min barndom til en fjern fortid, og når fortiden føles fjern, kan man føle sig hægtet af. Men man kan også se det som om, man har en visdom eller en livserfaring, man kan give videre.

Vi er et par generationer, der er vokset op med nøjsomhed som en dyd. Den nøjsomme er den, der er tilfreds med lidt, og som ikke stiller store krav til livets fornødenheder. Fra den nøjsomme stammer devisen om, at ”et rigt menneske ikke nødvendigvis er et lykkeligt menneske, men at et lykkeligt menneske altid er et rigt menneske”.

Nogle af mine første erindringer er fra et måltid, hvor min bror og jeg får en leverpostejsmad, mens min mor grædende spiser en rugbrødsskive uden noget på. Hun græder, fordi vi var fattige – nogle år tæt på armod.

I 1960’erne kom mine forældre med på velfærdstoget, arbejdede sig op i middelklasen og kom hermed også til penge. Men når velfærdstoget blev til et væksttog, hvor det i perioder har heddet, at vi skal forbruge os ud af krisen – at øget vækst forudsætter øget forbrug – så kunne de ikke være med. Sparsommelighed og nøjsomhed forlod dem aldrig.

I min barndom i 1960’erne var der kun varme på i nogle af rummene, og på gårdene var ’æ pæn stow’ lukket af, og møblerne var dækket til med lagner, for her opholdt man sig kun ved højtider og til fest.

Faste vendinger i opdragelsen var: ”Sluk lyset efter dig” og ”Luk døren for varmen”.

Min mor døde sidste år 94 år gammel, og hun blev ved med til det sidste at afvaske frostposer, så de kunne genbruges. Allerede før bæreposerne i Brugsen kom til at koste penge, genbrugte hun dem, til de var slidt op. Da hendes helbred medførte, at hun måtte tage til takke med kommunens vakuumpakkede færdigretter, gemte hun det, hun ikke spiste, i fryseren.

Min mor har aldrig bidraget til madspild. Hun hørte til dem, der levede så nøjsomt, at hun sparede op af sin folkepension, som i mere end 25 år var hendes eneste indtægt. Men fattig var hun ikke - hun kunne blot nøjes med lidt. Og alligevel har der altid været penge til fødselsdagsgaver til børnebørn og oldebørn og noget ekstra godt på bordet, når vi kom på besøg.

På første side i min mors livslærerbog stod der: ”Lev ikke over evne”. Hendes egen grundsætning var: ”Jeg kan godt klare mig for lidt”. Og det var, hvad hun kunne. På sin 90 års dag så hun tilbage på det, hun kaldte et godt liv.

Krise kommer af græsk, hvor det betyder ’afgørelse’ og ’dom’. Tanken kan godt slå mig, at krisen, vi står midt i, skyldes en uhæmmet vækst og overflod, der nu fælder dom over os.

Jeg er derfor glad for, at jeg har en nøjsom tids erfaring med mig - at der fra min barndoms fjerne fortid er nogle brugbare historier at fortælle om, hvordan et godt liv også kan være et mere nøjsomt liv.