Til trøst

Den 16. februar 2023 udkom min bog Menneske først på Forlaget Eksistensen i serien “Kristendommen ifølge…”. Her bringes et enkelt afsnit. Bogen koster 135 kr.

Trøst forklares almindeligvis som lindring – lindring for bekymring, tristhed, sorg. Men den største trøst er at få den styrke, der skal til, for at leve med den vished, at et uundgåeligt og selvfølgeligt mørke findes i ethvert liv, hvor det pludseligt kan tage magten over lyset. Sårbarheden er sådant et mørke, hvor tilværelsen byder mig at koble fra for at opleve stilfærdighed og få den nødvendige hvile, hvor eftertanker uundgåeligt viser sig som fødested for de førtanker, der befordrer, at jeg får tilværelsen forandret.

Skulle det lykkes for videnskaben at slukke for mørket, måtte vi genopfinde det, som Søren Ulrik Thomsen digter det i et af digtene i Rystet spejl:
Hvis mørket en dag var brugt op

måtte det genopføres som en fornem villa
med utilnærmelige tårnværelser
hvori vi omsider kunne få lidt søvn

Omsider at kunne få lidt søvn! Kommet dertil at kroppen råber efter søvn, oplever vi mørket som en befrielse. Det er ved nattehvile, vi bliver genfødt, som Grundtvig digter i “Morgenstund har guld i mund”.

Kirken og kirkegården har i mange år været mit trøstested. I de år, hvor jeg i oprør mod min missionske barndom ikke kom til gudstjeneste, blev jeg optaget af kirken som et historisk sted – kirken er den ældste kulturinstitution, vi har – og kirkegården som et erindringssted, hvor levet menneskeliv kan mindes. Den interesse har jeg fortsat. Der går ikke en måned, hvor jeg ikke besøger 2-3 kirker. Skal jeg holde foredrag i en sognegård, kommer jeg gerne en time for tidligt for først at se kirken og gå en tur på kirkegården. Derfor er det forstyrrende, at kirkerne i stigende grad er aflåste. Jeg ville en sommer besøge Vestervig Kirke i Thy, Danmarks største landsbykirke med hele historien om Liden Kirsten og Prins Buris. Min irritation over at være kørt 50 km fra vores feriested for at møde en aflåst kirke i Vestervig gik ud over graveren. Den sindige thybo svarede: “Vi kan jo ikke have Gud og hver mand løbende!”

Det samme gælder kirkegårdene, hvor gravstederne, med de historier gravsten ofte fortæller, alt for hurtigt sløjfes. Et gravsted burde bevares så længe, der er nogen, der husker den afdøde. Kommer jeg til min barndoms landsby, kan jeg ikke længere finde gravsteder og hermed erindringssteder for de koryfæer, der betød noget for mig, og som derfor gav mig historier med. En gravsten kan få mig til at vende tilbage til en kirkegård, men pludselig en dag kan den være væk. I Brønderslev var der en gravsten for møbelpolstrer Ejnar Johansen, hvor der nederst stod: “En glad mand”. Jeg blev i godt humør første gang, jeg så stenen. Da jeg et par årtier senere ville gense den, var gravstedet sløjfet og stenen fjernet. Og mit gode humør forsvandt. En god ven i Sorø fortalte mig, at der på kirkegården var en sød gravsten for en pige, der døde blot et år gammel. På stenen stod: “En lille engel kom, så sig lidt omkring og vendte om.” Da jeg ville finde gravstedet, var det blevet sløjfet, og man havde endog ikke fundet den smukke gravsten minderig nok til bevarelse.

Jeg er med årene blevet en flittig kirkegænger. Jeg kommer gerne i min egen kirke, Sorø Klosterkirke, men som vagabonderende foredragsholder er jeg ofte et andet sted i landet, når det bliver søndag, og jeg har derfor gjort det til min lille specialitet at gå til gudstjeneste i den kirke, jeg er i nærheden af. Jeg har gennem årene været til gudstjeneste i mere end hundrede kirker ud over landet.

Som kirkegænger har jeg erfaret, at kirken med sine ritualer mere end noget andet, jeg møder på min vej, repræsenterer et åndehul af langsomhed og uforanderlighed, stilhed og genkendelighed. Den er et sted for sinds ro og sjæls dybde. Den er et trøsterigt sted. I en tid, hvor den mest sikre konstant – også i mit eget liv – hedder forandring, og hvor meget lidt undervejs føles stabilt, står kirken som en pæl ned gennem vores kultur med en historie, jeg i mit samfundssyn og min selvforståelse kan læne mig op ad.

I nogle år gik jeg efter en god prædikant, men prædiken har fået mindre betydning for mig. Det er selve den sikkerhed, jeg oplever ved det uforanderlige i ritualet, der har fået betydning. Jo, ritualet er blevet justeret gennem generationer, men hver gang så lidt, at det ikke opleves som ændret.

Ingemann skrev en gang til sin gode ven Grundtvig, at han ikke forstod alle hans salmer. Grundtvig svarede: “Jeg kan heller ikke selv forstå dem.” Det kan sammenlignes med en drøm, vi har om natten. Vi vågner og grunder over den uden at forstå den, men fornemmer dog en vis betydning ved den – at den vil mig noget. Sådan er det også med gudstjenesten og salmerne, vi synger – noget opleves grundlæg- gende betydningsfuldt, uden jeg kan forstå det.

Samfundslivet og tidsånden har innovation som et buzzword, og den gode samfundsborger er den innovative borger, der er omstillingsparat og kompetenceudrustet. I kirkelivet og ved gudstjenesten oplever jeg en renovation, en renselse for den betydningsblindhed, vi kan komme til at lide af, når vi tror, at vi skal vækste og plastre os til med velfærdsgoder for at opnå det gode liv.

Jeg går fra en gudstjeneste med trøst og fred i sind, når velsignelsen er blevet lyst, uden jeg kan forklare hvorfor. I perioder har netop velsignelsen ligefrem været det, jeg ventede på, og den eneste årsag til, at jeg gik i kirke.

Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,

Herren løfte sit ansigt mod dig
og give dig fred!

Det er den lille pause, som en god præst holder inden, der siges “og give dig fred”, der giver mig den fred, som mit urolige hjerte kan bie på. Et øjeblik i kirkens rum finder jeg fred i sind, og blot det at vide, at dette øjeblik gives, giver en vished om, at der findes en fred, der kan lyses over min eksistentielle grunduro – at denne fred er vejen til at forsone mig med livet, som det arter sig. Der er samtidig i ritualet en eksistentiel og historisk forankring, der gør, at jeg godt tør bidrage med forandring i det liv, jeg træder ud i efter gudstjenesten. Uden forankring mister vi modet til forandring. Netop her viser ritualet sin styrke og vedholdende nødvendighed. Det er trøsterigt.

Jeg går altid i kirke 1. søndag i advent – ene og alene for at synge “Vær velkommen, Herrens år” – Grundtvigs salme til kirkeårets begyndelse. Salmen er mit årshjul, en rytme for året, der trods al foranderlighed gentager sig år efter år.

Julenat tændes lyset i mørket. Påskemorgen slår livstræet rod i graven. Pinsedag nedstiger Guds Ånd med kraft til vor skrøbelighed. Denne cyklus bringer mig om ikke glæde “hver Herrens dag”, så minder den mig dog om, at glæden findes, og kræver min opsøgende virksomhed. Som Storm P. siger i en af sine fluer: “Er der ikke noget at glæde sig over, er der noget at glæde sig til.” Mit nytår skydes derfor ind 1. søndag i advent, og måske er det derfor, at nytårsaften den 31. december er blevet en anstrengende nærmest påklistret klaphatteaften, jeg skal have overstået.

Når Grundtvigs salmer i dag giver en sindsro, hvor sjælens dyb fornemmes, er det fordi, de har rytme – at der er en cyklus, hvor livets ender bindes sammen: Nat, morgen, dag. Vi skal blot se på spædbarnet og barnesindet for at forstå, hvad sådan en rytme betyder. Når denne rytme brydes, når cirklen rettes ud, rammes vi af det trivielle og det udsigtsløse, og vi ligger søvnløse og må spise piller for at falde i søvn.