Erik Lindsø
- en af Danmarks mest benyttede foredragsholdere
Jeg har gennem årene holdt mere end 3.000 foredrag i alle tænkelig sammenhænge i det danske samfund: på skoler og uddannelsessteder, på private virksomheder og i den offentlige sektor, ved konferencer og på kurser, i oplysningsforbund og folkelige foreninger, i sognegårde og forsamlingshuse, ved familiefester og i loger. Lejlighedsvis er jeg gæsteprædikant i den danske folkekirke.
Overskriften for mine foredrag kunne være, som Storm P. siger: ”Livet er en gave, og en gave pakker man ud.” Med den muntre alvor giver jeg en tolkning af tilværelsen og meningen med livet.
Foredragene trækker på litteratur og filosofi, suppleret med gode historier fra hverdagslivet, formidlet med humorens bid. Jeg har det som Dario Fo: "Vil du proppe alvor ned i halsen på en mand, skal du først få ham til at åbne munden af grin."
Livsmod er, hvad vi løbende får sat ind på vores glædeskonto. Med mine foredrag sætter jeg ind på kontoen.