Hils nye borgere velkomne med et års abonnement på avisen

Klumme i Sjællandske 31. oktober 2020

Avis er et fransk ord, som kommer af det latinske ad, 'til' eller 'mod' og visum'syn' - oprindelig et organ, der skulle bringe 'anskuelse og syn på'. En avis skal altså gøre mig bedre til både at anskue og nuancere mit syn på det samfund og liv, der omgiver mig.

 En gang, og det er ikke længere siden, end det er i mands minde, havde de fleste danske provinsbyer flere aviser. De fire partier Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre havde deres egen avis afhængig af, hvor stærkt de stod i byen og på egnen.

I Sønderborg, hvor jeg har boet, havde man indtil 1980'erne både Socialdemokraten og  den konservative Jydske Tidende, og det tyske mindretal havde og har fortsat deres egen avis, Der Nordschleswiger. En del med tilknytning til Sydslesvig holdt også Flensborg Avis.

I min barndom i Himmerland var venstreavisen Viborg Stifts Folkeblad den eneste. Fordi det var en bondeegn, hvor stort set alle var venstrefolk. Men den havde til gengæld forskellige sektioner afhængig af, hvor man boede. Der var jo ingen grund til at os, der boede i flækker nord for Viborg, skulle læse om dem, der boede på småsteder syd for byen. Det betød, at Ulbjerg, en landsby med 350 indbyggere, hvor jeg boede, og den lidt større naboby Skals ofte var i avisen. Det var vi med stort og småt og mest småt, for der skete sjældent noget stort. Men næsten alle husstande holdt "æ blad" - det kaldte vi avisen, der var jo kun den ene, og det var simpelthen for besværligt at sige Viborg Stifts Folkeblad. Og holdt man den ikke, så delte man abonnement med naboen. Det var simpelthen utænkeligt, at man ikke læste den. 

Vi blev på den måde også opdraget med en avis i huset. Min mor har fortsat en scrapbog med udklip fra alle de gange vores familie var i avisen. 

Avisen var vores identitetsmarkør, den var fællesskabsskabende og på en eller anden måde gav den os betydning. Den var egnens historiefortæller, der også jævnligt bedrev kritisk og undersøgende journalistik. Da nogle bønder i 1960'erne kom i klemme mellem sogneråd og amtsråd, som ikke kunne blive enige om, hvem der skulle rense åen op, hvorved bøndernes engdrag kom til at stå under vand, var det "æ blad", der redede trådene ud. 

Avisen havde en betydning, så vi slet ikke var i stand til at forestille os, at den ikke kom hver eftermiddag, og jeg kan huske, hvordan folk kunne stå i døråbningen og vente på den. Dens betydning sidder så dybt i mig, at hver gang jeg besøger min mor, læser jeg Viborg Stifts Folkeblad med en fornemmelse af gammelkendt tryghed.

I Sorø, hvor jeg har boet i nu seks år, var der helt frem til slutningen af 1950'erne fem dagsbladsredaktioner: Den socialdemokratiske, den konservative, den radikale og to venstre-redaktioner. Frem til 2008 var der fortsat to aviser: Sjællandske Tidende og Dagbladet, inden de to aviser fusionerede og blev til Sjællandske.

Sjællandske, som alle andre lokalaviser, har det vanskeligt, fordi abonnementstallet falder. Sjællandske vil end ikke oplyse, hvor mange i Sorø Kommune, der holder avisen, hvad man sikkert gerne gjorde, hvis det var et tal, man var stolte over. En Gallupundersøgelse i 2018 viste, at det hovedsagligt er folk over 55 år, der holder en lokalavis og kun 10 % af dem. Det er, hvad man kan betegne som forsvindende få. 

Jeg kender også kun få i Sorø, der holder Sjællandske. Det er et oplysningsproblem og hermed også et demokratisk problem. Holder man ikke Sjællandske, ved man alt for lidt om, hvad der foregår, hvor vi bor. Og allerværst: Man ved problematisk lidt om, hvad der foregår og vedtages blandt politiske beslutningstagere. Jo færre, der holder Sjællandske, jo nemmere bliver det at sidde i byrådet. I værste fald opdager vi først de politiske beslutninger i det øjeblik, de er tråd i kraft. Herved opstår i nogle tilfælde en politikerlede, som kunne undgås, hvis man gennem sin avis var orienteret om forløbet med mulighed for at blande sig.

Nogle vil sige: Jamen, vi har jo Sorø Avis, og vi har jo 4180 Sorø på Facebook, nyhedsbrevet Dit Sorø. Osv. Men nej, det rækker ikke. Netaviserne er ved at tage over for landsdækkende dagblades papiraviser, men det samme gælder slet ikke for de lokale dagblade. 

Mister vi den daglige journalistisk bearbejdede nyhedsdækning af, hvad der sker i vores by og kommune, kan vi miste både forankring og ansvarsfølelse. Vi har som borgere en demokratisk forpligtelse til at holde os orienterede. Derfor skal vi holde avis.

Jeg har i den proces, det som tilflytter er at blive borger i Sorø, ikke kunnet klare mig uden min lokale avis. Bl.a. fordi den daglige avis oplyser mig om alt det, jeg ellers intet ville vide om. Den anskuer, hvad der sker, og giver mig syn for sagn. Som ordet avis betyder.

Derfor vil det være berigende for Sorø, hvis kommunen hilste nye borgere velkomne med et års abonnement på Sjællandske. Det ville samtidig være demokratisk håndsrækning til et dagblad, som en by og kommune som Sorø ikke kan undvære.