Coronatidens børn

En klog lærer sagde til klassen: "Alt bliver ikke som før, men alt bliver godt igen." 
Nogle årgange af børn vil for altid have coronatiden med sig som noget, der stod i vejen, da et godt barndomsbillede skulle tages. Ordet corona vil for altid være i deres sprog.
Min datter Rosa på fire år forbinder ordet corona med både forandring og fravær, og med de fornøjelige misforståelser, børn kan have, når de tilegner sig sproget. Hun diskutede corona med en legekammerat og sagde med en vis stolthed i stemmen: "Vi kan ikke besøge Bedste, for hun har virkelig meget corona". 
Da en skolelærer i Vestjylland forklarede sin 4. klasse, at de skulle holde én meters afstand, svarede en af drengene: "Så tæt plejer vi da ikke at stå."
Det var et barn, der lærte mig at sige Kong Corona, da barnet forklarede: "Corona er ligesom den onde konge i et eventyr, der kommer og vil ødelægge det hele."
Min datter Thea går i 2. klasse, hvor de i dansk skulle skrive de ord, de forbinder med corona, og hun skrev ordene: Hjemmeundervisning, drenge og piger adskilte, udeundervisning, håndvask, ikke besøge nogen, ikke kramme. Og så til sidst: Normal skoledag er det bedste.
Min mor er 91 år, men forsat en god bedstemor, og børnene har savnet hende. Hun bor på plejehjem. Her har de været isoleret fra omverdenen i tre måneder. Da vi endelig kunne besøge hende, var min første tanke, at børnene selvfølgelig skulle med. Men da jeg læste reglerne for besøg, lod jeg dem blive hjemme. Det var godt, for besøget havde været en dårlig erindring for dem at få lagret. Vi skulle bestille tid til besøget. Vores ankomst skulle vi melde ved et telefonopkald, hvorefter en ansat kom for at tjekke os for symptomer. Vi blev herefter anbragt i et telt, hvor to ansatte førte vores mor ud til os med beskeden: "Besøgtstiden er på 30 minutter". Ingen knus, ingen håndtryk, ingen medbragte blomster eller gaver. Det mindene mig om en gang, hvor jeg besøgte en indsat i Herstedvester Fængsel.
Min mor var barn under Besættelsen, og hun har de seneste par måneder sammenlignet nedlukningen med besættelsestiden: udgangsforbud, rationering, afsavn, forsigtig omgang med andre. Besættelsestiden mærkede hende som barn på en måde, så hun altid har omtalt fem af hendes barndomsår som de onde år.
I foråret 2020 har børn omstillet sig til, at enhver forbipasserende eller bekendt er en potentiel smittebærer. De tager det pænt de små, men der er ingen tvivl om, at ordene "hold afstand", som de igen og igen har hørt som en ordre, på nogle vitale områder gør ondt på dem. Deres elskede bedsteforældre har de ikke måtte se, og når de nu endelig må se dem igen, må de ikke få knus og kram. Ingen nussen på farfars skød, ingen middagssøvn sammen med mormor. 
Fra børnepsykologien ved vi, at har man haft tæt kontakt med et barn, som pludseligt ophører, så opleves det som et brud og knæk i tilliden, som kan sætte sig dybt i barnet. 
Da vores Thea var tre år gammel, fik hun sig en vidunderlig voksenven, der betegnede sig selv som hendes faster. Faster hentede hende nogle gange i børnehaven, faster tog hende med på ture, og nogle gange overnattede hun hos faster. Thea elskede sin faster. Men efter tre år ophørte forholdet, da faster af familiære årsager ikke længere magtede relationen. For Thea var det en sorg, vi måtte bearbejde, og som fortsat kan poppe op, f.eks. når vi kører forbi fasters hus.
Det dummeste, vi kan gøre under coronakrisen, er at tænke, at børn ikke forstår, hvad der foregår. Børn forstår rigtig meget, og de tænker mere over det, end vi tror. Det handler derfor om, hvordan vi forklarer dem det. Og hele tiden medtænke, at krisen er ikke det værste, men krisens følger - hvad det betyder for børn på længere sigt.
Jeg kender en femårig pige, som blev dybt ulykkelig over pludselig at miste en meget tæt kontakt til sin mormor. Mormoren reagerede fantastisk. Hun har under nedlukningen mødtes med sit barnebarn, og på afstand har de set hinanden i øjnene. De har haft en leg med, hvad øjne kan fortælle. En dag siger mormor: "Jeg tror alting bliver godt igen." Pigen svarer: "Må jeg godt tro med?" 
En mormors tro kan give barnet ro. 
Jeg sagde til pigen: "Det er godt nok en sød mormor, du har". Pigen svarede: "Ja, og i hendes øjne kan man se, at corona holder op." 
Vi skal ikke lære børnene, at alt bliver som før, men som den gode mormor med troværdige øjnene fortælle dem som læreren, at alt bliver godt igen.

Klumme i Sjællandske 6. juni 2020