Foredrag:
Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder

 
 

Om kunsten at være en glædesspreder

Nogle skaber glæde, hvor de går - andre når de går. De sidste har behov for, at en glædesspreder kigger forbi. Et muntert og livgivende foredrag - et mentalt kurbad.

Jeg har samlet på historier om glædesspredere. Det var derfor, jeg begyndte at gå med hat, så jeg kan tage den af, når jeg møder dem. Jeg har skrevet en hel bog om dem, som har samme titel som foredraget. Foredraget bygger på bogen.

Det fortælles om Storm P., at en dag, hvor han maler et portræt, kommer en af hans venner på besøg. Vennen siger: ”Kan du ikke tegne de mennesker, så de ligner?” Storm P. svarer: ”Jo, det kan jeg godt, men jeg nænner det ikke.”

Jeg kan sagtens tegne dig, sådan som du ser ud i dag, hvor du har fået det forkerte ben ud af sengen eller ligner noget, katten har slæbt ind. Men ved du hvad? Det nænner jeg ikke. Derfor tegner jeg dig ikke, som du ser ud, men som fortjener at se ud. Det er derfor, jeg giver dig farver på og en fjer i hatten, pakker dig ind i regnbuen og hæver himlen over dig.

Det fortrinlige ved Storm P. er, at han træner vores evne til at springe over skygger – ikke blot vores egne, men de skygger vi hver især har.

Livet er en gave, og en gave pakker man ud.  
Man skal tage imod de danse, man bliver budt op til.

Foredraget rummer den livsoptimisme, vi ikke kan leve foruden med bud på, hvor man finder det gode liv - i hverdagen, i digtene, i sangene, i fællesskabet med andre. Det er et muntert og livgivende foredrag - et mentalt kurbad.

 

 
 
Man bliver glad, når man stiger på Erik Lindsøs livskarrusel i selskab med Kierkegaard, Dostojevskij, Benny Andersen, Aksel Sandemose, H.C. Andersen og Storm P.
— Anette Sørensen, sognepræst ved Frederiksberg Slotskirke.

Ønsker du at høre mere om foredraget eller booke mig?

...så udfyld formularen her. Så kontakter jeg dig hurtigst muligt.