Ud af kærlighed - en lille historie om Leonard Cohen

Leonard_Cohen_erik.jpg

Kærlighed er, når et hjertet bæres hjem til sig selv. Det er kærlighedens øjne, der ser den elskede som en engel. Vi går derfor i stykker, hvis vi ikke kan være en andens engel. Vi er hinandens engle. Hvem skulle ellers være det? Vi går i stykker, hvis vi ikke kan være en andens engel.  

”Du skal skabe en engel. Ikke en engel i det høje, selvsagt ikke en af skaren. En jordisk engel, skyggen af en engel. Den skal være en koncentration af kræfter, en knude af lys og kærlig-venlighed. Den skal være usynlig, men den vil leve i verden. Dette er arten af din opgave i haven. Når englen ligger sin tiggerdragt, vil den være usynlig og den vil nære alt”.

Sådan skriver den canadiske lyriker, forfatter, sanger og sangskriver Leonard Cohen i bogen ”En dameelskers endeligt”. - ”Kald ikke dig selv for en hemmelighed, med mindre du kan holde den”, siger han et andet sted. Og opgaven er umulig, siger Cohen. Du kan ikke holde dig selv som en hemmelighed, for du afsløres i kærligheden. ”Velkommen til dig, der lægger mit hjerte til ro. Velkommen til dig, ven og elskede, der altid vil savne mig på din tur frem mod afslutningen. At bringe et hjerte hjem til dets plads, dette er kærlighedens virke. Til disse brokker har jeg støttet min ruin”. Leonard Norman Cohen blev født den 21. september 1934 i Montreal i Canada og døde af kræft i sit hjem i Los Angeles den 7. november 2016, 82 år gammel. Det lykkedes familien at hemmeligholde hans død til efter begravelsen på familiegravstedet i Montreal den 11. november. Leonard Cohen voksede op som andengenerations indvandrer i Canada. Hans fars familie udvandrede fra Polen i 1870’erne, og hans mors fra Litauen i 1920’erne, og familien udgjorde en velstående, jødisk enklave i Montreals Westmount kvarter, hvor også Leonard voksede op. Famileenheden blev brudt, da faren i 1944 takkede verden ret farvel som følge af skader, han pådrog sig under krigen. Leonard Cohen tog en akademisk eksamen fra McGill University i 1955, for, som han siger, ”at indfri gælden til familie og miljø”. Han gik i en årrække i digtereksil på en græsk ø, og vendte i mange år kun tilbage til Montreal for ”at forny mine neurotiske forbindelser”. Han har gjort eksilets mellemland til sin nation. I en årrække var han i buddhistisk kloster og tavs som lyden af én hånds klappen. Leonard Cohen er blevet kendt for sine sange. Han udgav sine første sange i 1967, og var 33 år, inden han debuterede som sing- and songwriter, men gjorde det så eftertrykkeligt, at han siden på tværs af generationer kloden rundt har været den melankolske talsmand for hjertets veje og vildveje. Det blev kun til 13 studiealbums og otte liveplader. Cohen gav sig god tid, det kunne tage ham fem år at skrive en sang. Cohens sangkunst er ikke børnevenlig - sådan en flad, tør og tonalt begrænset bariton, der blev stedse dybere med årene. Cohen var og er mest for liebhavere. Længe før Cohen blev berømt og feteret for sin sangkunst, var han kendt og anerkendt i Canada som poet. Han debuterede allerede som digter, da han var 22, og hans digtsamlinger og romaner - begrænset i omfang som hans sange - er en alt for ofte overset side af hans kunstværk. Temaerne i hans sange anslås allerede i hans første roman, Yndlingslegen, fra 1963, hvor hovedpersonen er Cohen selv som digterspiren Breavman - berøveren - hvis skæbne det er at bruge, såre, give og tage. ”Et ar er det, der sker, når kødet bliver til kød”, står der på bogens første side. Bogen handler om ”arrenes mening”. Vi elsker vore ar, fordi de viser, vi har levet, og hvert liv er som et mærke på sneen, efterladt i haven unde en yndlingsleg i den nyfaldne, uberørte sne. Og smerten er med hos Cohen hele vejen og herfra kommer følsomheden. Som Charlotte Strandgaard skriver i digtsamlingen Brændte Børn: Skal vi nu ikke en gang for alle os brændte børn smide brandsalven væk og vise at den fine hvide hud over de brændte sår er mere følsom og nemmere at nå igennem end uberørt tyk hud Det er sådan en følsomhed og en såden dybde i levet hverdagsliv, Cohen digter på. Hans digtning er spændt ud mellem livshunger og dødsangst. I forelskelsen, lysten, kærligheden er det vi beruses over livet, og glæden er, når kærligheden udfolder sit virke over mig og bringer mit hjerte hjem på dets plads. ”Kærlighed er, når et hjertet bæres hjem til sig selv”, digter han. Men tabet lurer altid, og jo højere jeg tør elske, desto større er tabet - og der er kun en knivsæg mellem kærlighed og dæmoni. Når kærligheden forlader mig, forlader mit hjerte sin plads for at gå på rastløs vandring med jalousien, tabet eller sorgen, og da er det at livshunger bliver til dødsangst og glæden en rose af pigtråd. – Alt sammen i det selv samme liv. Tragedien ligger indbygget i kærlighedens konstruktion. Og det er her Cohen griber fat - om rosens rod - i tabet, jalousien og det håbløse øjeblik. Når masterplanen kikser, som det lyder i Anders Dohns oversættelse af Everybody Knows. Det er her Cohen griber fat og transformerer tab og sortsyn til dybde for nye erkendelser og opdagelser i hjertets og livets kringelkroge. Der er steder, hvor kun den sårede finder vej til håbet. Fra korsfæstelse til genopstandelse. Alle ved besked - du er i knibe Alle ved hvad du har måtte gennemgå Fra det høje kors på Golgatha Og til en strand ved Malibu Alle ved besked - for længst er det for sent. Men! kast et blik på mit håb - så rent Før det går ned - og alle ved besked. There is a crack in everything, that’s where the lights get in - som Cohen selv synger et sted. Cohen digter ikke om kærlighed - men ud af kærlighed. Vi er hinandens engle. Hvem skulle ellers være det? Vi går i stykker, hvis vi ikke kan være engel for nogen.

Asbjørn LindsøComment