Frihed til forskellighed - med og uden burka og bh
Integration opstår ved at favne forskellighed. Jo, mere mennesker føler sig accepteret og inkluderet, desto mindre ønsker de at skille sig ud. Forbud og kontrol skaber ikke et fungerende samfund, men det gør frihed til forskellighed.
Klumme i Sjællandske 30. oktober 2017
I min barndom i en himmerlandsk landsby gik de fleste kvinder simpelthen ikke udenfor en dør uden tørklæde.
I 1970'erne begyndte tilflytterne at kommr og blandt dem Brian og Grethe, der var pædagoger og fra København, og det sidste var det værste. Brian og Grethe lignede os ikke. Grethe gik godt nok også med tørklæde, men det var en lilla ble, og det havde vi aldrig set før, så det brød vi os ikke om. Min far konkluderede: "Der kan du selv se, de københavnere har røv i begge ender."
Grethe var frigjort, og vi havde nok set det på billeder, at den slags kvinder gik topløse. Men ikke hos os - altså ikke før Grethe kom. Hun gik i haven med barmen bar. Hun var også med i en demonstration inde i Viborg, hvor alle de frigjorte kvinder gik topløse gennem byen, og jeg husker, at folk i landsbyen fnyste: "Det sku' forbydes". Det var vel en slags bh-lov, de tænkte på, der burde indføres.
Sådan en lov fik vi aldrig, men nu har vi fået en burkalov som indfører "forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum", som der står, og som skal træde i kraft senest i juni 2018. Indtil da har vi så tiden til at finde ud af, hvad vi gør med min søn, der går i hættetrøje og med solbriller, mine venner, der kører motorcykel i MC-beklædning og hjelm med visir, så man ikke kan kende forskel på dem, når de sidder på maskinen, og en klovn, jeg kender, der ikke ved, om han næste år kan optræde på gader og stræder i heldragt og med maske.
Første gang jeg ser en kvinde i Burka i Danmark var for nogle år siden i en kø i Netto i Hasle. Bag hende står en ung mand med tatoveringer og rygmærke. Han siger pludselig til hende: "Flyt så dit telt, for helvede." Jeg tænkte, at nu bryder en lille racismekrig ud for øjenen af mig. Men kvinden i burka vender sig om og siger: "Ah Johnny, du er altid så sjov." Og så griner de begge to, og det gør vi andre også. Siden har jeg tænkt, at der også kan gemme sig noget muntert bag sådan en burka.
Men jeg ser sjældent en kvinde i burka eller niqab - kun i TV. Det er måske naturligt nok, for en forskerundersøgelse fra 2010, viste, at kun mellem 150 og 200 bærer burka eller niqab i Danmark - heraf er ca. 60 - 80 danske kvinder, hvoraf de fleste er unge piger, der gør oprør mod et eller andet, vi måske skulle blive bedre til at snakke med dem om. Der er ikke lavet nogen undersøgelse siden. Nogle mener, at antallet er steget, men ikke i et omfang, så en skrædder kan leve af det.
Jeg kan heller ikke mindes at have set en kvinde i burka i Sorø.
Men så på en løbetur rundt om søen sker det. Ved Parnas kommer imod mig på stien et ægtepar med hinanden i hånden, hvor kvinden er i burka. Jeg noterer mig i forbifarten det her lille netgardin, der er for øjnene, men også at dragten er farverig og ikke kulsort, som den altid er, når jeg ser en burka på TV.
Jeg hører, de snakker og har det morsomt sammen. Jeg løber forbi, men vender om og løber tilbage. Tanken har ramt mig: Tal dog med dem! Noget af det gode ved at bo i Sorø er, at folk er gode til at hilse - også når vi ikke kender hinanden. Jeg var løbet forbi dem så opslugt af dragten, at jeg ikke fik hilst.
Jeg undskylder og siger, at jeg blot blev lidt nysgerrig: "Bor I her? Hvor kommer I fra?" Sådan spørger jeg, og de svarer på et dansk, jeg sagtens forstår. De bor i Slagelse, men var på søndagstur til Sorø sø. Den farverige nikab er fordi, de stammer fra Kashmir i det nordlige Indien, hvorfra de måtte flygte, da stridighederne opstod mellem hinduer og det muslimsle mindretal. Jeg fortæller, at jeg en gang som ung var i Kashmir og boede på en husbåd i Srinigar, og pludselig har vi lidt til fælles. Kvinden taler også til mig, og måske derfor jeg tager mig sammen og halvt i sjov, halvt i alvor siger til hende: "Hvis jeg nu spørger pænt, må jeg så se dit ansigt?" Lidt forbavset over spørgsmålet svarer hun nej, og manden siger, at det er kun derhjemme
Vi ønsker hinanden en fortsat god tur, inden jeg løber videre.
Jeg husker i min barndom, at Brian og Grethe blev holdt ude. Min fars begrundelse var, efter hun var set i haven topløs: "Hvad bliver ikke det næste? Hun kommer vel gående op i Brugsen uden en trævl på kroppen." Og andre sagde: "De sku' sendes hjem til København på en enkeltbillet."
Mine forældre bestyrede det lokale alderdomshjem. En dag sker det, at Grethe søger et ledigt job. Far siger, at hos os skal man gå med bh. Grethe svarer, at et forbud strider imod vores frihedsrettigheder. Landbetjenten fortæller far, at Grethe har ret. Men det var også før, vi fik en regering, der, som det netop er sket, detaillovgiver om måden, den enkelte borger kan gå klædt på.
Grethe får jobbet, og de begynder at tale sammen. Det er på den måde, der opstår god integration. Grethe fortæller om en barndom som omsorgssvigtet barn på Vesterbro, som gør, at min mor tager hende til sig. Pludselig bliver det sådan, at der ikke er nogen, der skal sige et ondt ord om Grethe, når mor hører på det.
Brian og Grethe blev aldrig som os andre, men de blev accepteret som Brian og Grethe i blandt os, og på den måde var det som om, de mindre og mindre skilte sig ud.
Integration opstår ved at favne forskellighed. Jo, mere mennesker føler sig accepteret og inkluderet, desto mindre ønsker de at skille sig ud. Forbud og kontrol skaber ikke et fungerende samfund, men det gør frihed til forskellighed.
Jeg fortrød, at jeg ikke spurgte ægteparret ved Parnas, om jeg måtte komme hjem og besøge dem. Jeg er ret sikker på, at de havde sagt ja, og kvinden havde vist mig sit ansigt. Og jeg burde have inviteret dem hjem og hørt noget mere om Kashmir.