Hele den vide verden mødes i ægte dansk jul

Traditioner og skikke fra alverden har vi gennem årene puttet ned i julesækken, rystet den, og når vi åbnede den, var det på forunderlig vis den ægte dansk jul, vi trak op af sækken.

Klumme i Sjællandske 17. december 2017

Den gode gamle danske jul er i store træk kommet indvandrende hertil. Alligevel er den på forunderlig vis blevet ægte dansk.

   Den 24. december hen sidst på eftermiddagen, bliver julefreden, der ellers har sænket sig over København brudt af en usandsynlig nyhed: Hjemme hos familien Lehmann i Ny Kongensgade har man slæbt et træ ind i stuen og pyntet det og sat lys i. Folk bliver så nysgerrige, at de strømmer til huset - ja, nogle sætter stiger til, så de kan kigge ind af vinduerne på første sal for at se, hvad i alverden, der foregår. Året er 1811, og det år, hvor det første juletræ tændes i København.

   Men det allerførste juletræ, der blev slæbt ind i en dansk stue, sat på fod, pyntet og tændt, var på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808. Lensgreven på godset havde set det på en rejse til Tyskland, hvor skikken med juletræ i stuerne havde været kendt i flere år. Da han kom hjem, besluttede han: So ein juletræ müssen wir auch haben! Og det fik vi så!

    Mange strittede dog imod den fremmede skik. Grundtvig var blandt de argeste modstandere. Sådan en preussisk tradition på dansk grund - ikke tale om! Men da han fik børn, overgav han sig!

   Juletræet er altså en tysk opfindelse. Ligesom adventskransen. Sterarinlysene bidrog franskmændende med, og det at tænde levende lys ved juletid har vi i det hele taget fra de katolske lande.

   Ideen med fjerkræ juleaften kommer ligesom juletræet fra Tyskland. Kartoflen, som i hverdagen har mistet terræn til noget så udenlandsk som pizza, pasta og kebab, men som uvilkårligt findes frem og skrældes og koges til julemiddagen for at det kan være rigtig dansk, ja den er kommet hertil fra Sydamerika.

   Ingen jul uden en god sovs, som er en raffineret kunstart rundet af det franske køkken.

   De syltede asier til maden har vi fra Holland. Rødkål kommer fra England.

   Kanel, som vi kommer på risenrøden, kommer fra Sri Lanka, risene til grøden fra Indien. Det at koge dem til grød er en gammel persisk tradition, vi har taget til os.

   Er der da slet ikke noget, vi selv har fundet på?

   Jo, de sukkerbrune kartofler, som vist nok kun spises juleaften, er en dansk opfindelse. Det samme er risalamande. Og besynderligt nok har det bedste danske bidrag til julebordet fået et fransk navn. Kirsebærsovsen, vi kommer ovenpå, kan spores til Amerika. Traditionen med at putte en mandel i risalamanden for at vinde mandelgaven har vi lært af franskmændende.

   Pebernødder hedder på originalsproget Pfeffernüssen - og rigtigt gættet: den er kommet trillende hertil fra Preussen.

   Julestjernen - den røde potteplante, vi køber i supermarkedet til en billig penge - er fra Mellemøsten.

   Julemanden kommer mange steder fra, men han har ingen danske aner, selvom vi har prøvet at gøre ham grøndlansk.

   Og ja, den stjerne, der ledte de vise mænd fra Østerland til barnet i krybben og juleevangeliet, som er årsagen til det hele, ja den stjerne lyste på himlen i det Mellemøsten, hvorfra folk nu flygter til vores land.

   Så - altså - når vi fejrer ’en rigtig dansk jul’, så er det ægte danske kun risalamande og brunede kartofler. Alt det er andet ved julen er af fremmed etnisk herkomst. Den danske jul er på den måde et herligt kulturmøde.   

   Traditioner og skikke fra alverden har vi gennem årene puttet ned i julesækken, rystet den, og når vi åbnede den, var det på forunderlig vis den ægte dansk jul, vi trak op af sækken.

Kilder:
Grænsen nr. 6, 2017
Troels Gollander: Julen