Højskolen er en livsform, der er historisk forankret

Bidrag til en løbende debat om folkehøjskolens mål og med

Højskolebladet nr. 6, december 2017

 Af Mads Rykind-Eriksen & Erik Lindsø

det gælder om, vi hjælpes til
at se med egne øjne
og ret forstå. hvad tiden vil,
men ikke tro dens løgne.
C. Hostrup, Højskolesangbogen nr. 183.

Vi har sat højskolen til debat, fordi den er gået os i blodet. Vi ser den som et kald og som en livsopgave.

Højskolen skal følge med tiden uden at flyde med strømmen. Det gør den bedst ved ikke at blive historieløs. Højskolen kendetegnes nemlig ved, at være historisk forankret. Uden nogle gange at standse op og gøre os denne forankringen bevidst, bliver vi usikre på, hvordan vi skal forandre højskolen.

Hvad der kan ske, hvis højskolen rammes af historisk demens, afslører redaktør Andreas Harbsmeier ganske åbenbarst i sin leder i Højskolebladet nr. 5, hvor han affejer vores kronik i samme nummer ved at dømme den som en glorificering af fortiden, som ingen mening giver - "ganske enkelt fordi tiden er løbet fra den."

Andreas Harbsmeier og hermed Højskolebladet kommer desværre til i lederen at repræsentere en tidsånd, der hersker, og som netop højskolen må være en reaktion imod, hvor man er gammeldags og bagstræberisk, hvis man argumterer med noget, der ligger blot et tiår eller to tilbage. En tid og en højskole, der på den måde vil løbe fra sin fortid, står i fare for at løbe ind i enhver tids rodløshed.

 Højskolebevægelsen er det fælles udgangspunkt

Det er med rod i historien og traditionen, vi også hævder, at Jesper Gramkow Mortensen og Ole Hjort fra Oure tager fejl i deres kommentar til os i Højskolebladet nr. 6, når de hævder, at højskoleloven og "kun loven er vores fælles fundament."

Nu er det naturligvis sådan, at man ikke kan tvinge nogen til at se sig selv fortalt ind i en større fortælling, men reducerer vi højskolebevægelsen til at være blot 68 forskellige højskoler med hver vores værdigrundlag, højskolesyn og måder at gøre tingene på, og hvor vi kun hører sammen, fordi vi overholder loven, så pålægger vi samtidig os selv, at være højskole uden at have en bevægelse med en fælles historie og tradition i ryggen. Det, der gør os til mere end blot 68 forskellige højskoler, er vores fælles afsæt i skoleformens opståen i første halvdel af 1800-tallet. Det er dette, der gør højskolerne til en bevægelse.

Den første danske folkehøjskole, der blev oprettet i 1844 som Rødding Højskole, faldt ikke ned fra himlen. Der var en grund til, at en kreds af mennesker ønskede skolen oprettet. Disse mennesker var inspireret af de tanker, som Grundtvig havde udkastet om den danske folkehøjskole i en række skrifter i 1830'erne. Disse tanker var stærkt inspireret af oplysningstidens tanker om, hvordan man skabte et moderne samfund ud af enevældens gamle stændersamfund. Hertil havde man brug for oplyste borgere, og i lyset af det gryende demokrati var en af tankerne bag Grundtvigs højskoletanker, at skolen skulle klæde ungdommen på til at deltage i debatten i de rådgivende stænderforsamlinger og senere i vores egentlige demokrati, som vi fik med grundloven i 1849. Dette krævede uddannelse, ligesom ungdommen generelt havde behov for uddannelse, hvis man skulle skabe et moderne samfund.

Over hele landet blev der oprettet læreranstalter. Men Grundtvig ville mere, for han sagde, at for at skabe hele mennesker, var det ikke nok kun at give dem uddannelse, de skulle også have dannelse. Grundtvig brugte dog aldrig ordet dannelse, men de to andre ord livsoplysning og folkeoplysning. Heraf kommer, at der i dag i højskoleloven står, at højskolernerne skal "tilbyde undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse".

Derfor kan ingen højskolefolk - heller ikke Gramkow Mortensen og Hjort - komme uden om den grundtvigske forankring. Det er simpelthen imod lovens intension at reducere højskolernes fællesskab til blot et lovfællesskab.

Hertil kommer så Kresten Kolds betoning af hjemmeligheden manifesteret i, at forstandere og lærere fra højskolens start boede på skolen - et særkende, som rækker helt ind i nutidens lovgivning, når der i tilskudsloven står, at hver højskole skal "eje to familieboliger til forstander og fastansatte lærere", og hvor "bestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt forstanderen skal bo på skolen."

En bevægelse er defineret ved at forandre sig
Grundtvigs tanker og Kolds praksis er højskolernes fælles tankegods og afsæt, og det, der gør, at man kan tale om en højskolebevægelse.

Når det er sagt, ligger det i ordet bevægelse, at det ikke er noget statisk, men at det netop ved at være en bevægelse er en dynamisk størrelse, som hele tiden forandrer sig. Det gælder naturligvis også højskolebevægelsen.

Højskolefolk har derfor i tidens løb ladet deres arbejde linspirer af senere bevægelser som arbejderbevægelsen og den kulturradikale bevægelse samt tænkere som Brandes, Rousseau, Kant, Darwin, Freud, Sartre, John Dewey, Habermas og Marx. Det er kun godt, når man som i dag skal adressere moderne problemstillinger i en globaliseret verden, som vores højskoleelever skal ud at virke i efter deres ophold. På samme måde forandrer højskolernes fag sig med tiden, og derfor undervises der heller ikke længere i landbrugsfaglige emner, men i journalistik, friluftsliv, design m.v. Men under det hele ligger arven fra Grundtvig og Kold, der som nævnt kommer til udtryk i højskolernes formålsparagraf.

Når Gramkow Mortensen og Hjort skriver: "Det er for os og en række andre højskolefolk ikke muligt at forpligte os på et særegent dansk grundtvig-koldsk tankeunivers. Et tankeunivers der i høj grad er præget af nationalisme og førmoderne tænkning f.eks. i form af et bibelfundamentalistisk menneske- og verdenssyn", ja så er beskrivelsen af det grundtvigske tankeuniver noget, vi for det første slet ikke kan finde os selv genkendt i, og som for det andet vidner om en forskellighed i opfattelse, der netop gør, at vi med mellemrum må vende skråen og få ryddet op i trakasserierne, så vi ikke upåagtet driver bevægelsen i så mange retninger, at den går i opløsning.

Når vi i vores debatindlæg efterlyser en refleksion over højskolebevægelsens fælles idegrundlag, er det ikke fordi, vi påstår at sidde inde med sandheden om, hvordan man laver den god højskole - "den ægte vare hentet fra en svunden tid” eller ser udviklingen som en ”forfaldshistorie”, som Simon Lægsgaard beskylder os for i Højskolebladet nr 5. Men fordi vi finder det afgørende for skoleformen, at vi hele tiden i fællesskab reflekterer over, hvad det vil sige at drive højskole med den tradition, vi har med os, fortolket  ind i verden anno 2017. Derfor vil det også være naturligt, om der i højskoleforeningens strategiplan med retningslinjerne for vores forening for de næste fem år, som vi lige har vedtaget på årsmødet, var blevet refereret til dette fælles udgangspunkt.

Ligesom højskolerne ikke er faldet ned fra himlen, bør vores strategiplan også udtrykke et fælles udgangspunkt i Grundtvigs tanker. Det er dette fælles grundlag, vi i vores artikel opfordrer FFD's bestyrelse til i højere grad at italesætte, diskutere og tage afsæt i.

Hjemlighed og bopælspligt
Det lgger i højskolens DNA, at lærere og forstander bor på højskolen - en tradition, som vi i vores debatindlæg argumenterer for, at vi skal fastholde og styrke. Det har i Højskolebladet og på Facebook skabt en god debat om, hvad der forstås ved hjemlighed, og hvad det rent faktisk betyder, at forstanderen og lærerne bor på højskolen. Jakob Nørregaard, forstander på Den Skandinaviske Designhøjskole, skriver på Facebook, at god højskole ikke kan defineres i, om man bor eller ikke bor på højskolen med argumentet, at "forstandere og højskolelærere er ligeså forskellige som resten af samfundets borgere, og derfor må den naturlige afledning være at disse også beriger højskolen bedst ud fra forskellige forudsætninger."  Man får nærmest det indtryk, at det ikke spiller nogen rolle, om man bor eller ikke bor på højskolen. Det får da også Lars Andreassen, lærer på Egå Ungdomshøjskole, til at svare: ”At hævde, vi er forskellige, og at alt derfor er godt, er i bedste fald en form for relativisme. Det er ikke et argument." Med henvisning til Rune Lykkebergs bog ”Alle har ret”, hvor argumentet netop er, at fundamentet under os skrider, hvis vi for nemheds skyld blot giver hinanden ret i hver vores  fortolkning af det, vi er fælles om at være rundet af.

I diskussionen om bopælspligten (vi foreslår ordet bopælsfordelen), mener vi, at det ER bedre, at forstander og lærere bor på skolen, og at højskolen som livsform undergraves, hvis dette fundament skrider. For os giver det helt naturligt merværdi, når man helt bogstaveligt deler fælles liv ved at bo på eller ved skolen. Når man taler om hjemlighed, bliver det hul tale, hvis hjem ikke er det sted, man bor. Så gør vi højskolen til en institution. Som forstander på Enelsholm Højskole, Jakob Bonderup, skriver på Facebook, at får vi højskoler uden bosidddene lærere og fostander, "så ender elevernes hjemlighedsfornemmelse med at bunde i en uendelighedsrække af beer pong og netflix film, og det er et billede på hjemlighed, før de kommer på højskole. Men skal det også være det bagefter?"

Et af argumenterne for at opgive bopælsfordelen er, at man ikke kan få dygtige lærere til at flytte langt væk fra storbyen. Det er ikke vores erfaring på Rødding Højskole. Det samme giver forstander Else Mathiesen fra Vestjyllands Højskole udtryk for i Højskolebaldet nr. 6: "Der er mange, der spørger, om man kan få folk her til Vestjylland - og så må jeg bare sige, at ja, det kan man godt." Vores erfaring er, at det meget handler om, hvordan man som skole vælger at argumentere for bopælen som en fordel og som en del af skolens selvfortåelse.

Loven skal ændres
Vi finder det dybt problematisk, hvis den lovændring, der kom, og som var tænkt som en undtagelsesmulighed, går hen og bliver normalen, uden det har været debatteret i blandt os som skoler. Derfor rejser vi debatten: Er det i den retning, vi skal bevæge os? Skal vi skære en af de stærkeste rødder i det historiske rodnet over?

Vi mener nej. Vi vil derfor kæmpe for bopælen som et af højskolens særkender - så stærkt, at vi til næste årsmøde kommer med et resulationsforslag, hvor vi håber på, at et flertal vil pålægge bestyrelsen at arbejde for en lovændring, så bopælspligten bliver stærkere funderet. Ikke sådan, at nuværende ansættelsesforhold skal ændres, men sådan at det skærpes ved fremtidige ansættelser.