Da seminariet var en livsform
Nr. Nissum Seminarium fejrer 125 år. Jeg gik der fra 1971-78, og rejste derfra med en kærlighed til viden og visdom, der siden har givet mig en klippe i tilværelsen at agere fra. Gennem kombinationen af undervisning, studier og et uvurderligt socialt liv og et blomstrende kulturliv i i den nordvestjyske seminarielandsby blev der udspændt en himmel over mig, hvorunder jeg lærte, at en lærers evne til at tolke tilværelsen og meningen med livet til alle tider er al undervisnings vigtigste fundament.
Artiklen er mit bidrag til jubilæumsbogen, Nissumske Årbøger 2017.
Jeg var en usikker tumling, en intellektuel amøbe og en neurotisk 17-årig, da jeg i 1971 ankom til Nr. Nissum. Mit afsæt var en himmerlandsk landsby og et hjem med ufaglærte forældre, hvor det eneste litteratur, der blev læst, var dagens andagtsstykke fra Brødremenighedens kalender.
Man kan snyde sig ind, men ikke til kundskaber
Jeg startede på Nr. Nissum Højskole for at få lært tysk, så jeg kunne komme ind på HF. Men jeg fik aldrig lært tysk, så jeg snød mig ind. Eller snød og snød. Jeg var til samtale hos Leo Fristed, der var studievejleder, og han sagde, at jeg ikke kunne blive optaget uden tysk. Jeg svarede, at karakteren ved en fejl ikke var kommet på, men jeg havde fået 9. Det noterede Fristed, og så kom jeg ind. På HF fik jeg 3 i tysk. Man kan nok snyde sig ind, men ikke til kundskaber.
Fristed for en bundskraber
Leo Fristed var mig i det hele taget en frelsende engel i HF. Jeg var en Benjamin i klassen og nervøs ved rollen. De andre i klassen var gode, stabile vestjyske trækheste, som var voksne med familie derhjemme, og som kendte hinanden fra et toårigt realeksamenskursus på Nr. Nissum skole. Ejvind var tømrer, Mads blikkenslager, Tonny murer, og Elin var husmor. De var allesamen sådanne studerende med råkost i bagagen, som HF dengang var beregnet for.
I perioder, når de andre gik til undervisning, arbejdede jeg - for også at blive til noget - på en gård i Vinderup. Men jeg opnåede ikke andet, end at min fraværsprocent blev for høj. Jeg kom til samtale hos Leo Fristed, der var psykolog og en empatisk mand overfor studerende med problemer. Jeg trak flæbekortet og forklarede ham, at min far var syg. Det var han også, men ikke så syg, og da slet ikke på dødslejet, som jeg måtte erklære ham, da jeg året efter stod til udsmidning.
Mine forældre besøgte Nr. Nissum hen mod afslutningen af 2. HF. Da jeg viste dem rundt på Rhodos, mødte vi Fristed, og min far faldt i snak med ham. Et par dage senere løb jeg ind i Fristed hos købmand Tolberg. "Din far er nok genopstået," sagde han med et skævt smil. Han inviterede mig over på sit kontor, og jeg troede, jeg skulle smides ud. Men i stedet bød han mig på et stykke af den rouladekage, han havde købt, mens han komplimenterede, at det var kommet til at gå mig godt. Det var nemlig det, det var. I 1. HF fik jeg ikke blot 3 i tysk, men også i biologi, og ingen karakterer over 6. Jeg var på alle måder en bundskraber. Men i 2. HF fik jeg et gennembrud
Gennembruddet
Vi fik Kaj Mogensen til kristemdomskundskab. Ti år senere studerede jeg religion på Århus Universitet, og ved forelæsninger med Johannes Sløk og Jan Lindhardt oplevede jeg den der eufori, man kan have sammen med mennesker med en uovertruffen begavelse på deres felt. En sådan eufori oplevede jeg første gang ved Kaj Mogensens undervisning. Hans faglige og pædagogiske format var i særklasse, og hvad jeg fik med fra hans undervisning har siden haft stor betydning for mig.
Kaj Mogensen fortalte om Grundtvig på en måde, så jeg fik lyst til mere. Jeg spurgte, hvad jeg skulle læse, og han gav mig tre bøger - af P.G. Lindhardt, Hal Koch og Kaj Thanning. Da vi skulle skrive HF-speciale, skrev jeg om Grundtvig, og Kaj Mogensen gav mig mit livs første 13-tal.
Mit store held og min største tak til syv år i Nr. Nissum er, at bøger blev en del af mit liv. Jeg opdagede, at studier er en kongevej til lærdom, indsigt, fordybelse og dannelse. Det har siden været en løbende berigelse, at jeg simpelthen ikke har kunnet holde op med at studere, som jeg lærte det på Nr. Nissum Seminarium.
Mødet med bogen
Når man kommer fra et ikke bogligt hjem, er det altid en særlig historie, man bærer med sig om mødet med glæden ved bøger. Derfor må jeg også fortælle om Arne.
På Nr. Nissum Højskole havde jeg mødt Arne Rasmussen, der var lærer og religionshistoriker. Arne fik skelsættende betydning for mig, for han åbnede helt bogstaveligt en dør for mig ind til bøgernes verden. Han tog mig nemlig med hjem, da jeg blev ramt af en 17-årigs ængstelse ved livet og den videre vej ind i det. Han boede i huset Brejdablik mellem højskolen og kirken, og i Brejdablik var alle væge plastret til med bøger. Han var fodboldtræner i Klinkby, så jeg begyndte at spille der, alene fordi jeg så kunne køre med ham til træning tirsdag og torsdag. Arnes Ford Taunus 20m var et trillende bibliotek, og det var bare at samle en bog op, så fortalte han om den hele vejen til Klinkby og hjem igen.
Når Arne fortalte om bøger - om Sartres "Ensom blandt mennesker" over Dostojevskijs "Rodion Raskolnikov" til Martin A. Hansens "Orm og Tyr" - ja, så blev jeg ramt af en rus af lykke, jeg ikke havde kendt, og jeg tænkte, at hvis jeg nu begyndte at læse bøger, så kunne jeg måske blive som Arne.
Jeg glemmer aldrig den dag, jeg gik ind i Korinth Boghandel for at købe min første bog. Den dag blev jeg bibliofil som Arne, og blandt mine nu 10.000 bøger står på hylden for særlige bøger den første, som var Erich Fromm: "Hinsides illusionens lænker".
Et højt dannelsesniveau
Det lyder utroligt i dag, men dannelsesniveauet var så højt på HF, at vi i dansk sideløbende med timerne skulle læse ti romaner. Vi havde Houlind til dansk, en lille krumbøjet, kæderygende mand, der boede i en beskeden lejlighed i Struer. Han inviterede min læsegruppe hjem, og også her var der bøger alle steder - på toilettet, i køkkenet, på hattehylden og i klædeskabet. Houlind var en kvartstuderet røver, der manglede de formelle kvalifikationer til at kunne undervise på HF og seminariet. Måske derfor han led under et mærkbart akademisk mindreværd, men hans viden om dansk litteratur, og ikke mindst hans glæde ved den, var uovertruffen og smittende, og han elskede at diskutere bøger. Det samme gjorde jeg, og jeg fandt ud af, at jeg var bedre end de andre i klassen til at analysere digte og noveller. Houlind så det og opfordrede mig til at læse dansk på universitetet. Men det er svært at være mønsterbryder, og der var alt andet end opbakning til den idé i Himmerland. "Du skulle hellere få dig noget ved kommunen," var min fars kommentar. Universitetet var for langt væk fra mit ophav .
Mødet med rektor Høgel
På den måde blev det til fire år mere i Nr. Nissum - men kun på rektor Høgels nåde. Mit karaktergennemsnit fra HF var for lavt til at komme ind. Mit held er, at jeg bor på loftet hos gamle frk. Jensen i Solhjem på Gudumvej nr. 9. Jeg havde klaget min nød til frk. Jensen, og hun havde svaret med sin gnækkende stemme: "Jeg skal nok tale med fru Høgel." Frøkenen og fruen var gode venner.
Rektor Ejnar Høgel havde indtil da været, hvad der mindede mig om topmålet af aristokratisk ufremkommelighed. Jeg boede skrot over for ham, og vi mødtes derfor ofte på fortovet, men uden at hilse. Pludselig en dag standser han mig, og jeg opdager, man er dis med ham: "Er det Dem, der bor hos frk. Jensen?" spørger han. "Ja," svarer jeg. Og samtalen var slut. Men jeg kom ind på seminariet, og siden hilste vi på hinanden.
Nogle år senere er jeg blevet højskolelærer på Danebod Højskole i Fynshav på Als. En dag møder jeg ægteparret Høgel i Brugsen. Jeg anede ikke, de var flyttet til Fynshav, da han i 1976 stoppede som rektor. Jeg genkender ham på stemmen, ikke udseendet, for han gik i Brugsen i joggingdragt. Sådan er han med garanti aldrig set klædt i Nr. Nissum! Vi falder i snak, og frk. Jensen bliver anledningen til, at de tager imod en invitation til en kop kaffe. Her bekræfter fru Høgel, at frk. Jensen fik hende til at lægge et godt ord ind for mig. Høgel huskede det ikke.
Men det er et særligt øjeblik for mig, da han nogen tid senere ringer til mig. Jeg er begyndt at producere programmer for Danmarks Radio og blandt dem et populært lørdagsprogram, der hed "Fortælletimen". Høgel lytter med og ringer - blot for at sige: "Det var godt du kom ind på seminariet."
Bedre kan det egentlig ikke siges.
Lærereksamen har været et formidabelt fundament for mig. Jeg læste senere religionsvidenskab på Århus Universitet, men ingen studier kom på niveau med den lærereksamen, jeg fik med mig fra Nr. Nissum. Lige meget, hvad jeg har fået lov til at udfolde i mit arbejdsliv - som højskoleforstander, journalist, informationschef, redaktør - og nu som forfatter, foredragsholder og højskolelærer - har jeg altid med taknemlighed tænkt på, at lærereksamen er den klippe af styrke og dannelse, jeg står på og agerer fra.
24 point i alt
Men jeg var lige ved at måtte opgive efter et år. Studieplanen var sådan indrettet, at vi for at komme videre efter første årgang skulle have sammenlagt 24 point i fagene dansk, kristendom, skrivning og matematik - altså 6 i snit.
Matematik har aldrig været mit fag. Jeg kan bryste mig af altid at være dumpet i matematik. På seminariet skulle vi på første årgang lære så meget matematik, at jeg flere gange kiggede mig om efter andre udddanelser, hvor der ikke var pensum i matematik. Men jeg holdt ud -simpelthen ved at droppe matematik.
Jeg måtte derfor satse på, at jeg kune slæbe mig til et 3-tal i matematik og 7 i snit i de tre andre fag. Det måtte være muligt.
Kingo go go
Vi startede ud med skrivning. Ja, tænk en gang i dag: vi skulle til eksamen i tavleskrivning - kridt på sort tavle. Kingo var fagets enehersker, der holdt til i AV-kælderen under Troja.
Kingo var pigeglad, og det var almindelig kendt, at piger i lårkort og med udseendet med sig ikke skrev sig, men flirtede sig til en høj karakter. Jeg var kommet til at gøre mig morsom på Kingos svaghed for den lille pige i lårkort uden at vide, at han overhørte det. Fra da af var han efter mig og nedgjorde mig for at sætte den afgørende hævn ind på selve eksamensdagen. Jeg havde og har en flot håndskrift og endog en meget flot tavleskrift, men Kingo kom skadefro ud med et 5-tal. Jeg blev så tosset på ham og uretfærdigheden, at jeg om natten gik over i hans have og hev alle hans blomster op.
Grundtvig gik heller ikke for godt
Den dårlige start betød, at jeg måtte satse ekstra på kristendom. Det var også mit gode fag, og det var inden for rækkevide at indhente det tabte. Vi havde Inger Tangsig og Kaj Mogensen, og da jeg hos Kaj Mogensen trak Grundtvig, kunne det ikke gå galt. Jeg var jo med mit 13-tal i bagagen fra HF nærmest Grundtvig-ekspert. Men det gik galt. Mogensen var skuffet, da han kom ud med et 8-tal.
Grundtvig har livet igennem været mig til hjælp, men ikke på den eksamensdag, hvor det gjaldt. Grundtvig mente også, at eksamen var Fandens opfindelse, så måske derfor.
Snyd i matematik - og det gik heller ikke
Så kom vi til matematik! Eksamen i matematik var tredelt. Først en skriftlig eksamen med gode gammeldags regnestykker. Her fik jeg 3.
Prøven blev efterfulgt af en multichoice - 50 spørgsmål, hvor man skulle vælge svaret mellem fem muligheder. Jeg og tre andre dårlige matematikere fra årgangen besluttede at snyde. Vi allierede os med fire af de bedste matematikere. De tog sig pænt betalt for samarbejdet, der ikke var uden risiko, hvis det blev opdaget. Eksamen foregik i Festsalen. De placerede sig forest i lokalet, så vi kunne se dem. Skulle der sættes kryds ved nr. 1, ville de klø sig bag øret. Kryds ved nr. 2 blev signaleret med et vrik med blyanten. Osv. Var de fire genier ikke enige, kunne vi jo blot vælge det signal, der var i flertal.
Det gik meget godt - troede jeg. Men jeg havde ikke opdaget, at jeg allerede efter tredje spørgsmål, var kommet et bagefter! Jeg fik 3.
Planbunden multiplikation
Så kom den mundtlige eksamen.
Faget havde tre lærebøger - en blå, en rød, en gul. Den gule havde jeg aldrig fået købt, for da den blev pensum, var jeg forlængst holdt op med at komme til timerne.
Læreren var Hauge - en på alle måder rar mand med stor lune. Da jeg mødte op til eksamen, præsenterede han sig! Jeg trak et spørgsmål fra den gule bog. Jeg husker, at emnet hed "planbunden multiplikation". Jeg har aldrig glemt den vending - og jeg hører nogle gange mig selv mumle fra dybet, når jeg ser mine børns matematikbøger: "planbunden multiplikation". Jeg lånte bogen på vej ind til forberedelse. Jeg slog op i indholdsfortegnelsen, og jeg husker en ro komme op i mig, da jeg så, at der var 13 sider om "planbunden multiplikation". Men roen blev til uro og pludselig panik, da jeg indså, at jeg intet - absolut intet - fattede af de 13 sider.
Kravlede ud af vinduet
Da var det, at jeg i forberedelseslokalet en varm junidag i 1975 blot 21 år gammel besluttede at afbryde lærerstudiet. Ude på gangen stod mine medstuderende, og der var ingen grund til - og heller ikke hverken humør eller styrke til - at fortælle dem min beslutning, så i stedet for at tage døren, kravlede jeg ud af vinduet.
Da Hauge kom for at hente mig ind til eksamen, var forberedelseslokalet tomt. Eksamensfuglen var fløjet. Jeg sad allerede hjemme på mit værelse og forgreb mig på den frokost med sild, øl og snaps, min kæreste havde tiltænkt mig efter vel overstået eksamen.
Der er tre personer, som fik mig videre på seminariet. Det er Hauge, der med både format og empati besluttede at udskyde al videre eksamen, indtil jeg var fundet. Måske tanken kan have strejfet ham, at jeg var bortgået i nedtrykt sindstilstand - hvad jeg sådan set var, men uden dog med tanker om at svigte livet som sådan.
Den anden redningsmand er min studiekammerat Ejvind Haubjerg, som blev ham Hauge sendte ud for at finde mig, og som magtede at få mig hentet tilbage i mit helvedes forgård.
En gåde det blev 3
En sildemad, en øl og en snaps senere står jeg så i eksamenslokalet.
Lærer og censor ser undersøgende på mig. Censor siger: "Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Hauge siger: "Undskyld."
Det er den mest besynderlige undskyldning, jeg har fået! Lige som han påtog sig hele ansvaret - at det var ham, der havde svigtet mig, og ikke omvendt. De var venlige og rare ved en studerende i krise, og vi startede med at snakke om løst og fast.
"Planbunden multiplikation," kom det så forsigtigt fra Hauge. "Hvad kan du fortælle?" "Ingenting," svarede jeg. De stillede et par uddybende spørgsmål, inden de gav mig ret. Hvordan de nåede til karakteren 3 er fortsat en gåde! Men jeg gætter: 3 i den ene skriftlige og 3 multichoice og 00 i mundtlig, det giver sammenlagt 6, som skal divideres med 3, og det giver så 2, og da karakteren 2 ikke eksisterede, har de rundet op til 3. Sådan er det nok gået til.
Siden har det været en leveregel for mig: "Det er altid bedre at runde op end at runde ned."
Tangsig som redningsmand
Jeg havde nu sammenlagt 16 point efter de tre første fag, som betød, at jeg skulle have mindst 8 i det sidste fag, dansk, for at komme videre på studiet.
Videre kom jeg i kraft af min tredje redningsmand - dansklærer A. Tangsig-Christensen. Jeg boede genbo til ham, og dagen før jeg skal op i dansk, standsede han mig på fortorvet, og med sin vidunderlige nasale stemme spurgte han mig: "Sig mig, er der nogen i din klasse, der hænger i en tynd tråd?" Jeg måtte forklare Tangsig, at det gjorde jeg mest af alle.
"Hvad skal du have?" - "8", svarede jeg.
Tangsig tog en notesblok frem fra inderlommen, og han viste mig, at han havde skrevet "Erik = 8".
Dagen efter kom jeg rystende nervøs - og det var rystende i fysiologisk synlig forstand - til den afgørende eksamen. Jeg havde taget beslutningen, at dumpede jeg, ville jeg droppe ud og blive landmand sammen med min kæreste Susanne fra Bækmarksbro, som gik på Asmildkloster Landbrugsskole.
Jeg trak et spørgsmål om Hector Malots fremragende børnebog "Frændeløs" - en bog, som siden har fulgt mig, og som jeg har læst højt for mine børn. Jeg havde ganske godt styr på den bog, men jeg var så tør i munden, at jeg ikke kunne sige noget. Da Tangsig rækker mig et glas vand, ryster jeg så meget på hænderne, at jeg vælter det ud over hans papirer.
Klappen gik ned, lyset gik ud, og jeg gik i stå.
"Nu må du ikke stikke af," sagde Tangsig med et smil og prøvede at være morsom. Han havde åbenbart hørt historien fra Hauge.
Brast i gråd
Nu følger et par bevægende og skelsættende øjeblikke, jeg i mange år aldrig fortalte om. Jeg begyndte at græde, og jeg spørger, om vi ikke blot kan stoppe her. Jeg har aldrig før eller siden opgivet noget, som da jeg sad der og opgav min lærereksamen.
Da indtræffer den alt afgørende episode: Tangsig læner sig ind over bordet, tager mig i hånden, kigger mig dybt i øjnene og siger med en stemme så blød og hjertelig, at den fortsat kan varme mig: "Nej - det er du for god til - du er jo god til det her fag."
Du er god, sagde han. Du er god nok, lå der i det. Det et det, vi har brug for, at få at vide, når vi er ved at vælte omkuld.
Et særligt øjeblik
Alle, der kendte aristokraten A. Tangsig-Christensen, ved, at det var et særligt øjebliks samvær, han her havde med en studerende.
Han rækker mig sit hvide, sirligt sammenfoldede lommetørklæde fra sin jakkelomme, og mens jeg tørrer øjnene, stiller han mig en række spørgsmål om "Frændeløs", men også om alt muligt andet.
Jeg husker spørgsmålet: "Hvad er dit yndlingsdigt?" Jeg svarede, at det var "Interferens" af Johs. V. Jensen, og så snakkede vi om det.
Da jeg endelig har fået talen på gled, afbryder han mig: "Tiden er gået." Og slår ud med armene og siger til censor: "Har du nogle spørgsmål?" "Er det 8, du skal have for at komme videre?" var censors eneste spørgsmål. Han var orienteret. Det var Tangsig, der bestemte i det lokale.
"Ja," svarede jeg stille - og gik ud.
Knap havde jeg lukket døren bag mig, før Tangsig åbner den, klapper mig på skulderen og med sin nasale stemme siger 8 så højt, at alle kan høre det.
Jeg lærte at gå til eksamen. Jeg lærte også at studere. Jeg fik min lærereksamen, og jeg er en af de få studerende, der kan sige, at jeg har alle karakter fra 03 til 13 på mit eksamensbevis.
Et kulturliv som i en større provinsby
Det var spændende år i seminariebyen i 1970'erne. Vi var store årgange på både HF og seminariet, og vel sammenlagt op imod 2000 studerende befolkede byen.
Festsalen blev bygget med scenetårn, så selv Det Kgl. Teater kunne gæste os. Og det gjorde de.
Der udspillede sig i det hele taget et stort kulturliv med teater-, musik- og foredragsforening, hvor store navne kom forbi. Jeg husker aftener med Oscar Peterson, Gnags og Gasolin. Ove Sprogø, Fritz Helmuth og Ellen Winther. K.E. Løgstrup, Johannes Møllehave og Ebbe Kløvedal Reich. Der var filmklub, jazzklub og folkemusikklub. Der var debatter, idrætsturneringer og fester. Der var i det hele taget liv og engagement.
Et fast holdepunkt var Borgen, hvor madmor Katrine fyldte dagenes frikvarterer ud med kaffe, rundstykker og dagens ret og på mange måder skabte en uvurderlig ramme om det sociale liv.
De åbne døre
Det helt særlige ved Nr. Nissum Seminarium i de år var de åbne døre. Vi kunne døgnet rundt bruge biblioteker, værksteder og idrætsfaciliteter.
På et tidspunkt forsvandt der filmudstyr for et anseeligt beløb. Rektor Høgel indkaldte til stormøde i Festsalen.
Høgel var for mange en anakronisme midt i ungdomsoprørets opgør med borgerlige dyder og autoriteter. Vi mærkede ikke meget til ham - for det meste holdt han sig på sit kontor og for sig selv. Men her trådte han pludselig i karakter med en respekt, han beholdt de sidste par år, han var der.
Fra talerstolen bedyrede han, at han var rektor på de åbne døres seminarium, hvor tillid var fundamentet. Der var en sjælden blanding af vrede, sårbarhed og appel i hans tale. En hjertelighed, der pludselig gjorde ham til en af vore.
De Studerendes Råd fik nedsat en task force, der skulle opklare tyveriet. Det endte med - vist nok som et uopklaret mysterium - at udstyret pludselig en morgen var returneret. Vi holdt efterfølgende i Festsalen et brag af en fest for de åbne døre, som var den eneste fest, hvor jeg husker, Høgel dukkede op.
Kort efter, at Poul Erik Andersen blev rektor i 1976, oplevede jeg en sjov episode.
Bent og jeg skulle som så ofte spille badminton. Det var søndag eftermiddag, hvor der altid var plads. Men dørene til gymnastiksalene var låst. Vi kunne ikke tænke andet, end det var en fejltagelse, så vi gik over og kravlede ind af vinduet, der stod åbent indtil kvindernes opklædningsrum. Men halvvejs inde lød der et skrig fra en nøgen kvinde under bruseren. Det var den nye rektors kone.
Rektorfamilien kendte endnu ikke stedets ånd og havde sikkert tænkt, at man som rektor vel nok kunne råde og regere over gymnastiksalen for sig selv et par timer på en stille søndag. Vi gik dagen efter over og undskyldte på rektors kontor - men brugte samtidig lejligheden til at oplyse ham om de åben døres princip.
Men princippet forandrede sig i slutningen af 1970'erne. Ikke på grund af rektorskiftet, men på grund af et skifte i måske både samfunds- og tidsånd, som også kom til seminariebyen.
En livsform
Seminariebyen kalder man det. Men seminarielandsbyen ville være et bedre navn for livet, der udspillede sig dengang.
Livet i seminarielandsbyen var på mange måder en livsform. De fleste studerende boede der - på Adl, på Elysium og Troja eller på Rhodos. Og var der ikke plads på kollegierne, lejede man sig, som jeg gjorde, ind på et loft eller i en kælder hos private.
Rektor boede der som en selvfølge, og det samme gjorde de fleste lærere. Fik man stilling på Nr. Nissum Seminarium, flyttede man dertil.
Der var to købmænd og en slagter til at forsyne os. Købmand Tolberg var nærmest en institution, der altid havde en bagdør åben udenfor åbningstid.
Der var to boghandlere, Husted og Korinth. Og så var der Præstegården som cafeteria og samlingssted, og hvor folkemusik og jazz fik spillested.
Der er ingen tvivl om, at det, at lærere og studerende boede så tæt sammen, skabte et helt unikt studiemiljø, som slet ikke kan etableres, hvis seminariet blot bliver et arbejdssted, man kører til og fra. Der var en samhøringhed og en hjemlighed, som befordrede et forpligtende fællesskab og en ansvarlighed for stedet og for hinanden, som var med til at optimere læringsmiljøet.
Problemorientering og deltagerstyring
De pædagogiske fag var fagligt i særklasse. Jeg blev efterfølgende højskolelærer, og fagene gav mig en uddannelse, så jeg kunne undervise i psykologi og pædagogik. Jeg havde Møl til psykologi, Jan Michel til pædagogik og Henning Fogde til pædagogisk speciale - og så stakkels Alfred Pedersen til undervisningslære. Stakkels, fordi faget eller i hvert fald Trond Ålviks mursten af en lærerbog hørte den tid og pædagogik til, som vi gjorde oprør imod.
Vi overvejede sågar en bogafbrænding af Trond Ålvik foran Den Grå, men den happening blev aldrig gennemført.
Knud Illeriis var guru med bogen "Problemorientering og deltagerstyring", og Jan Michel lancerede ham med den snært af marxistisk pædagogik, der hørte tiden til.
Eneren blandt mange enere
Jan Michel var en ener og en sammensat lærer. Han tog på hyttetur med vores klasse, hvor vi læste Jon Hellesnes "Socialisering og teknokrati", så alle forstod den. Om aftenen introducerede han os til Knud Sørensens digte. I undervisningen var han den frigørende pædagogiks forlængede arm, og om nogen var han den, der - sammen med Klaus Kaae i samfundsfag og historie - kunne præsentere os for tidens strømninger. Klaus Kaae åbenlyst mere kritisk og diskuterende i sin tilgang end Jan Michel.
Men Michel var optaget af langt mere, end han havde mulighed for at undervise os i.
Vi var en håndfuld på tværs af klasserne med en særlig filosofisk interesse, som han fik indkredset, og en periode inviterede han os til en privat studiekreds i præstegården i Fjaltring, hvor han boede. Jeg husker et sjældent rodet hjem, hvor opvasken ikke blev taget dagligt, og hvor det var svært at finde en ren kop til urtetheen. Men vi sad oppe på hans loft og blev præsenteret for noget, han fandt væsentligt, men som ikke kunne rummes af tidsånden og i pensum. Vi læste Kierkegaard, Grundtvig og Kold, og det var her, jeg blev introduceret til de frie skoler og den grundtvig-koldske pædagogik. Det var stjernestunder.
Mødet med Folke
En dag fortæller Michel os om Folke Trier Hansen, som har købt Hundborg Forsamlingshus i Thy, hvor han samler folk for at fortælle dem nordiske myter. Ejvind Haubjerg, der senere blev leder på friskolerne i Bonnet og Velling, og jeg bliver så nysgerrige, at vi drager til Hundborg på mytologisk sommeruge. Formiddag og eftermiddag fortæller Folke nordiske myter, som han tolker og udlægger. Om aftenen var der folkedans! Det blev en skelsættende uge, men helt ude af trit med 70'ernes pædagogiske tangegang, der ville kalde Folkes pædagogiske metode forstokket og reaktionær mere end befriende.
Vi bliver enige med Michel om at prøve at invitere Folke til at fortælle på seminariet. Der mødte vel en hundrede studerende op i Festsalen den aften, hvor det første, Folke beder os om, er at glemme alt om notater. Vi skal bare slå ørerne ud.
Vi havde forberedt Folke på, at folk måske ville udvandre. Men han tryllebandt dem, og da han er færdig, var der stående ovationer.
Det var i 1970'erne, vi gjorde oprør mod høflighged, men da Folke står i udgangen, går alle forbi ham og giver hånd, bukker og siger tak.
Det var den aften, jeg fandt ud af, at fortællingen er tidløs - at den virker på tværs af tider, tendenser og retninger.
Jeg er Jan Michel tak skyldig. Han ansporer mig, så jeg opdager, at et fag åbner sig, når man fordyber sig i det ud over pensum. Den erfaring tog jeg med mig ind i mine linjefag, så de ikke blot voksende, men blev til en del af min identitet.
Nr. Nissum Seminarium repræsenterede i 1970'erne en beundringsværdig høj faglighed. Linjefagene strakte sig over tre år med 6-8 lektioner om ugen i hvert semester. Der var tid til en fordybdelse, der inspiredede både lærere og studerende. Seminariet var i de år så stort, at man udbød alle linjefag, og alle fagene havde veludstyrede værksteder eller biblioteker.
"Religionskampen"
Jeg valgte religion og historie som linjefag, og sammen med de pædagogiske fag gav det mig en faglighed både i bredden og dybden, som jeg umuligt kunnet have fundet i nogen anden uddannelse.
Med rod i stedets historie havde relegion og kristendom en særstatus. Linjefag i kristendom/religion skulle oprettes lige meget hvad. Hvert andet år blev linjefaget udbudt med Kaj Mogensen og Inger Tangsig som lærere, og så var der mange studerende. Hvert andet år var det Daniel Bitch og Rudolf Møller, og så var der få studerende.
Bitch og Møller blev mit lod, og vi var kun tre på holdet i tre år. Bitch var rasende begavet og meget intellektuel, men ustruktureret. Møller var struktureret, men rasende usikker.
Vi kom til at holde af hinanden alle fem.
Med Bitch på d'Angleterre
Vi fik det som i et broderskab på en studietur til København, hvor vi besøgte en halv snes trossamfund. En aften har Bitch bestilt bord på d'Angleterre. Vi vil ikke med, for vi har ikke råd, men Bitch siger, vi kan få studierabat! Da tjeneren kommer, siger Bitch: "Jeg er virklelig skuffet, jeg troede tallerkenerne på d'Angleterre var lunede. Kom venner, vi må finde et andet sted." Og så rejser vi os og går. Han fortalte bagefter på det nærliggende pizzaria, at det altid havde været hans drøm at forlade d'Angleterre på den måde!
Kunsten at trække det rigtige spørgsmål
Spørgetimen dagen før linjefagseksamen finder sted i eksamenslokalet.
Eksamensspørgsmålene har de allerede lagt frem på bordet - dog med teksten vendt ned mod bordet. Men det meste af det afsluttende semester var gået med at gennemgå spørgsmål, der, som de sagde, kunne minde om dem, vi kunne trække til eksamen. Så vi kendte dem.
Jeg glemmer det aldrig. De stiller sig foran bordet med spørgsmålene. Bitch piller ved sin alpehue, som han altid bar. Møller triller fingre, som han gjorde, når han var nervøs.
Møller fører ordet: "Det er godt nogle gange at tænke kronologisk. Først har vi Det gamle Testamente, og så kommer Det nye Testamente. Helt for sig selv og lidt tidligere ligger hinduismen og efter den buddhismen." Og sådan bliver han ved med resten af pensum, alt imens Bitch helt tilfældigt grupperer de sedler, det handler om i Møllers tale.
Da de er færdige, spørger Bitch, om vi har spørgsmål. Vi havde alle tre et uddybende spørgsmål til bestemte emners placering i kronologien. Og det bliver igen illustreret ved hjælp af sedlernes placering på bordet.
Det var et fantastisk optrin.
Dagen efter, da jeg skal trække mit spørgsmål, står jeg lidt tid foran sedlerne, som om jeg jeg var i tvivl, inden jeg slår ned på den, jeg med stor sikkerhed vidste var om Luthers toregimentslære.
De ville, det skulle gå os godt, men de ville også godt markere sig overfor det populære tandempar Mogensen & Tangsig. Begge dele lykkedes. Vi fik alle tre 11.
Med Mao på seminarium
Historie var et vidunderligt linjefag spredt ud på fire lærere: Bent Pedersen, Klaus Kaae, Hans Colding og Stig Rosendal. Vi holdt til i vores eget hus, Home, hvor der var bibliotek, læsesal og køkken med udgang til haven. Stedet var som et hjem for mig, og jeg har i tre år tilbragt dage og nætter der begravet i bøger.
Jeg ville helst til eksamen hos Klaus Kaae eller Hans Colding. Stig Rosendal havde ry for mest at sikre sine studerende lave karakterer, og Bent Pedersen var jeg røget uklar med. Han underviste i det første semester i 1975 i Kina med en stærk sympati for Maos ideer. Jeg blev opslugt af det og efter at have suppleret undervisningen ved at tilbringe en uge af min sommerferie på et indoktrinerende Kinakursus på Sjælland, mente jeg mig klar til at indføre kinesiske folkekommuner i Danmark.
Da vi året efter fik Klaus Kaae i linjefaget, delgatiggjorde jeg ham i mine revolutionsplaner til en fest. Klaus Kaae elskede at diskutere - et konkurrencemennekse, hvor selv en diskussion var noget man skulle vinde eller tabe.
Han argumenterede mig ned på bunden af den sidste øl, da han blotlagde for mig nogle af de grusomheder, der var begyndt at slippe ud fra Maos Kina.
Diskussionen med Klaus Kaae blev et wakeup call.
Nogen tid senere fortalte jeg Bent Pedersen, at han havde bedrevet indoktrinerende undervisning. Han blev så rasende, at han sparkede de hvide træsko, han altid gik i, efter mig. Men mellem Bent Pedersens undervisning og hændelsen her var Mao død i 1976, og de første afsløringer af hans forbrydelser begyndte at dukke op. Måske var det også Mao, Bent Pedersen sparkede en træsko efter.
En hemmelig alliance
Jeg havde et særdeles godt forhold til Hans Colding. Jeg havde haft ham til historie siden HF, og jeg tjente lidt håndører ved at holde styr på fagbiblioteket, som var Coldings ansvar. Desuden var han vejleder på mit speciale. En aften møder jeg ham på biblioteket, og jeg siger lidt henslægt, at det da ville være praktisk, hvis jeg trak et spørgsmål fra hans emneområder, da han nu alligevel skal eksaminiere mig i specialet. Colding kunne være lidt distræt, og jeg tror ikke, han opdager, at han siger: "Sådan bliver det også." Jeg koncentrerede mig derfor i læseferien udelukkende om Coldings pensum. Jeg gamblede og vandt. På den måde fik jeg også 11 i historie.
Det var den 16. juni 1978 - og den dag, jeg blev lærer.
Eksamen et nødvendigt onde
Det kan lyde som om eksaminerne var fyldt med snyd og skjulte aftaler. Men sådan forholdt det sig ikke. Derimod var der en unik forståelse for - som en del af stedets ånd - at det væsentlige ligger i undervisningen mellem hver eksamen, og hvis eksamen præger undervisningen, går det væsentlige tabt.
Jeg tror, at mange lærere på Nr. Nissum Seminarium var så begejstrede for at undervise os og være sammen med os, at det lå helt naturligt for dem, at eksamen skulle være den krølle på halen, som vi hjalp hinanden med at slå.
Følge med tiden uden at flyde med strømmen
Nr. Nissum Seminarium var i 1970'erne en smeltedigel for allehånde politiske og pædagogiske holdninger. Det var en opbrudstid, hvor der stod en voldsom kamp mellem tradition og fornyelse.
Tangsig Christensen var konservativ, så det gjorde noget og en forskel, og i litteraturundervisningen holdt han fast i klassikerne som værn mod tidens socialrealisme. I 1977 udkom Vita Andersens "Tryghedsnarkomaner", som siden er blevet en af Danmarks mest solgte digtsamlinger nogensinde. Vita Andersen blev inviteret til en foredragsaften, og som optakt til besøget, oplevede jeg Tangsig pille digtsamlingen fra hinanden. Vi var vildt uenige med ham, men det var så begavet og morsomt gjort, at det er det, jeg husker, og ikke aftenen med Vita Andersen.
I kristendomskundskab var den historisk-kritiske metode slået igennem, og den blev med ildhu varetaget af Inger Tangsig Christensen - fru Tangsig, som hun hed i daglig tale.
Seminariet tiltrak i de år studerende med et fundamentalistisk bibelsyn, som samledes i KFS, Kristelig Forening for Studerende. De kæmpede imod fru Tangsigs undervsining og boykottede den nogle gange - og ja, jeg boede på loftet hos frk. Jensen på Gudumvej 9 sammen med formanden for KFS, og jeg har hørt ham gå i forbøn for fru Tangsig og hendes vildfarelser. Jeg forlod bønnemødet og gik over på kollegiet Østerled, hvor jeg husker, at en flok rødstrømper samtidig med bønnemødet til fru Tangsigs frelse sad og diskuterede sexuel frigørelse og kønnenes frelse.
Vi var optaget af nye pædagogiske retninger.
Vi besøgte Amdi Petersen på Tvind, og Tvind besøgte os. Vi læste Freinet, Montessori, Summerhill og Steiner. Vi gik ind for lighedstanken på alle planer og gjorde op med klasseundervisningen og læreren som autoritet. Vi læste Nils Christi: "Hvis skolen ikke fandtes" som en mulig vej til at skabe en skole, der kunne gøre op med generationers nedgrode reaktionære tanker. "Det er samfundets skyld, når den enkelte fejler eller ikke slår til," var det grundsyn, der på mange måder prægede vores måde at tænke fremtidens skole og samfund på.
Traditionsoverførslens nødvendighed
Midt i denne smeltedigel af nyt og gammelt - midt på 1970'er-kamppladsen - som seminariet nogle gange var, stod i blandt os lærere, der med deres faglige kapacitet og kærlighed til stedet og dets historie blev tidløse: Fogde, Skovbakke, Jørgen Sørensen, Ringgaard, Tholand, Mikkelsen, Walther, Thokild Nielsen ud over dem, der tidligere er nævnt - og dertil givet en håndfuld navne til eller to, jeg har glemt.
Seminariet voksede sig stort i 1970'erne, og nye lærere kom til. Jeg husker bedst Klaus Kaae. Han var direkte importeret fra universitetet, da han debutterede som samfundsfagslærer i HF, hvor han var yngre end de ældste elever. Han var en akademisk hund i et spil undervisningskegler, men i spændingsfeltet mellem gamle kolleger, han vaklede blandt, og studerende, som han swingede med, blev han til, og han blev på kort tid en stærk underviser for med årene vel selv at blive stedet en rodfæstet traditionsbærer.
Højskolen har lært mig, hvad traditionsoverførsel på den måde betyder for et sted.
Jeg kan i dag se, at denne overførsel på Nr. Nissum Seminarium i al stilfærdighed fandt sted, alt imens mange - både lærere og studerende - for fulde drøn på tidsåndens 70'er-barrikade gjorde op med den selvsamme tradition.
Jeg tror, at denne kærlighed til traditionen kombineret med evnen til at lancere dens fornyelse, er det, der har båret og kan bære et traditionsrigt sted som Nr. Nissum Seminarium igennem tider som nu, der er ramt af historisk demens, og hvor den eneste konstant er vedvarende forandring.
Kend dig selv - Bed og arbejde
Nr. Nissum Seminarium gav mig - også i kraft af de linjefag, jeg valgte - en kærlighed til viden og visdom. Gennem kombinationen af undervisning, studier og et uvurderligt socialt liv og et blomstrende kulturliv i seminarielandsbyen blev der udspændt en himmel over mig, hvorunder jeg lærte, at en lærers evne til at tolke tilværelsen og meningen med livet til alle tider er al undervisnings vigtigste fundament.
"Kend dig selv" og "Bed og arbejde" var inskriptionen over indgangen til undervisningen. Man skal kende sig selv som den, man er, men samtidig sørge for, at ens identitet ikke ligger i arbejdet alene, men i sin grundsubstans grunder sig på noget, der er større, og som rækker ud over os selv.
Antikkens totusinde år gamle visdom var muret ind i stedet.
"Langt mere værd end det røde guld, det er sin Gud og sig selv at kende," som Grundtvig omformer det. Det er dybest set, hvad dannelse handler om. Vi kæmpede med den og imod denne dannelse, men det ændrer ikke ved, at vi fik den med os.
Erik Lindsø, født 1954, tilbragte syv år i Nr. Nissum: højskolen 1971-72, HF-kurset 1972-74, seminariet 1974-78. Han har efterfølgende været museumspædagog på Haderslev Museum, højskolelærer på Haslev Højskole og Danebod Højskole og forstander på Rønshoved Højskole, informationschef i Folkehøjskolernes Forening og redaktør af Højskolebladet og kulturmagasinet Grænsen. Sideløbende i 18 år freelancemedarbejder ved Danmarks Radio, bl.a. i fire år vært på P2's ugentlige kulturmagasin "Lindsø".
Erik Lindsø har de seneste 12 år ernæret sig freelance som forfatter og foredragsholder, og er med 150 foredrag om året en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere. Han har senest udgivet bogen "Livet er i det mindste en historie værd". Han blev i 2008 engageret i genstarten af Rødding Højskole, som han siden har været tilknyttet som underviser og kursusarrangør.