I dåben kan vi parkere vores frygt

Erik lindsø træ.jpg

Dåben, som vi hører om i søndagens tekst, er den bedste gave, forældre kan give deres nyfødte barn. Vi har alle brug for at tilhøre et fællesskab, der rækker ud over os selv. Det siger jeg bl.a. i et interview med Kristeligt Dagblad.

Af Marianne Nygaard Knudsen

Legetøjet ligger fremme i spisestuen, hvor toårige Thea Marie sidder på gulvet og leger. Hun er Erik Lindsøs yngste barn og det fjerde, han har båret til døbefonten. Som det lyder i søndagens tekst, har også han oplevet himlen åbne sig, hver gang hans egne børn er blevet døbt. For dåben er ifølge ham et af de største livsøjeblikke, man kan opleve.

Det, der sker i et fællesskab som dåben, er, at du bliver nogens. Der er ikke noget værre end at være alene, for selv i vore individualistiske tider med karriereræs og selvrealisering har vi alle brug for at være nogens, siger han og sammenligner søndagens tekst med fortællingen om Palle alene i verden og Astrid Lindgrens Mio, min Mio.

Historien om Palle er rædselsfuld, og jeg har aldrig læst den for mine børn, for det er forfærdeligt, at Palle ikke er nogens. Mio ender i modsætning til Palle ved et trylleslag oppe i landet i det fjerne, hvor hans far befinder sig. Da faderen henvender sig til Mio, siger han altid: Mio, min Mio. Det, synes jeg, er helt vildt stærkt, for da bliver Mio nogens, og der er en, som holder hånden over ham. Det er det samme, der sker i dåben, når vi bliver Guds barn, siger Erik Lindsø, som Kristeligt Dagblad møder i hjemmet i Slagelse.

Foredragsholderen har tydeligvis læst på lektien forud for interviewet. Han sidder med nogle nedskrevne noter foran sig til morgendagens prædiketekst, der handler om Jesus, der kommer til Johannes for at blive døbt. Johannes forstår ikke, at Jesus vil døbes af ham, for det er Jesus, der er Messias, og ham, der burde døbe Johannes. Men da Jesus insisterer, indtræder ligeværdigheden, der ifølge Erik Lindsø er noget af det allermest centrale ved dåben.

Ved at lade sig døbe viser Jesus, at han ikke er hævet over andre. For uanset om det er de kongelige, Maren i kæret, indvandreren eller den enlige mor på overførselsindkomst, så er ritualet det samme. I dåben er vi alle ligeværdige og bliver en del af det samme fællesskab, forklarer Erik Lindsø.

At få et barn er et under. Vi spørger i løbet af livet, hvad meningen er, og nogle kan opleve livet som meningsløst. Men når vi står med et barn i hænderne, spørger ingen: Hvad er meningen?. Med barnet er meningen givet. Derfor siger vi også, at vi har fået et barn, og ikke, at vi har lavet det. Det ligger i vores måde at tale om det på, at det er en gave, vi har fået givet, siger han.

Han kunne ikke forestille sig ikke at have sine børn døbt og beskriver det derfor som en bombe, der sprang, da hans voksne søn meddelte, at han ikke ville have sit barn døbt. Begrundelsen var, at barnet selv skulle have mulighed for at vælge dåben til, men det er meget at tage på sig som forældre, mener Erik Lindsø. For når man som voksen tror, at man kan tage vare på det hele, så opererer man kun ud fra det forhåndenværende i tilværelsen, og man mister nemt den storhed, der rummes i vendingen at have en himmel over sig, forklarer han.

Hvis du ikke lægger barnet i Guds hænder, som det sker i dåben, skal du kunne håndtere det hele selv. Det kan føles stærkt, når det fungerer, men det er også hamrende svagt, når det vakler, og der skal ikke meget til, før det vakler. Jeg er ikke i tvivl om, at barnet er i Guds hænder, uanset om det er døbt eller ej, men min bekymring går på, at man som forældre tror, man kan klare det hele selv. I dåben kan vi parkere vores frygt, og i den velkendte dåbssalme Fyldt af glæde over livets under, synger vi så rigtigt: Fyldt af bæven foran ukendt fremtid lægger vi vort barn i dine hænder. Det, som sker i dåben, gør os trygge, siger han og citerer i næste øjeblik fra Grundtvigs salme Sov sødt, barnlille: Guds Enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade.

Erik Lindsø har fået talt sig varm. Han vender sig i stolen, mens citaterne flyver fra den ene tætpakkede bogreol til den anden. Det er her midt imellem bøgerne, at han har ladet sig inspirere af utallige salmer, romaner og digte.

Og foredrag holder han mange af rundt i hele landet. Om livsglæde, Storm P. og grundtvigsk folkeoplysning. Særligt sidstnævnte ligger ham meget på sinde, for selvom han efter mange år som højskolelærer og forstander er trådt ud af højskoleverdenen, betegner han sig stadig som dybt forpligtet på at varetage højskolearven og kæmpe for folkeoplysningens udbredelse. For ifølge ham har højskolen en masse at byde på.

Dåben og højskolen har noget af det samme over sig. Når højskolens fællesskab fungerer, er det netop, når det ligesom dåben ikke tager til takke med det forhåndenværende. Når højskolen er bedst, åbenbarer den gennem poesi, fortælling, musik og sang, at vi har en himmel over os.

Selvom Erik Lindsø både er inspireret af og erklæret grundtvigianer, har opvæksten i Himmerland ligget langt fra det livssyn, han har i dag.

Forældrene kom i Indre Mission, og i det miljø fandt Erik Lindsø sig aldrig til rette. Han beskriver det som en opvækst, der byggede på kontrol og en hæven sig over andre.

Vi skulle gå i kirke, men min far kom lige så meget for nu at se, om de andre missionsfolk også gik i kirke. Det var en optælling, der fandt sted. De kan virkelig sætte andre folk i bås i den branche, og man tillod sig at kalde andre for hedninger. Det var i den grad ekskluderende, siger Erik Lindsø.

Som ung gjorde han oprør imod opdragelsen, men han har aldrig vendt troen ryggen.

Det har en bestemt årsag, og det er omsorgsgenet hos min mor. Nu sidder jeg og smider skod på missionen, men den har en god side, og det er, at man tager sig af hinanden. Og min mor er stadig en del af det. Hun har ikke et godt helbred længere, men der går ikke en dag, hvor hun ikke får besøg af folk fra sognet, siger han.

Forældrene drev et hvilehjem for 18 ældre mennesker i landsbyen, ligesom de tog sig af vejfarende og havde feriebørn. Erik Lindsø beskriver derfor barndomshjemmet som åbent, selvom han med egne ord flygtede fra det, da han som 14-årig tog på efterskole. Og da han senere kom på højskole, mødte han en anden måde at leve som kristen på.

Steffen Brandt fra TV-2 synger om, at det aldrig er for sent at få sig en lykkelig barndom. Det har jeg levet på, for du er nødt til på et tidspunkt at gøre op med alt det, der er skidt, for du kan ikke leve på en skrotbunke. Jeg havde nogle hårde ungdomsår, men så blev det en åbenbaring for mig at dykke ned i Grundtvig og opleve begejstringen over kristendommen, siger han.

Ifølge Erik Lindsø er det farligt at kuldkaste det kristne fundament i vores liv og samfund. Han mener ikke, man skal afskaffe Gud, konge og fædreland, hvis ikke man har noget andet at sætte i stedet, og det samme gælder med Faderen, Sønnen og Helligånden. For hvis man kun erstatter det med sig selv, sin mentor og mindfulness, så vakler konstruktionen, advarer han.

Det kan godt være, det fungerer, men højere opererer det sekulære menneske ikke. Når sekulariseringen helt tager over, har man kun det forhåndenværende at operere ud fra i tilværelsen, siger han og tilføjer:

Jeg varetager til daglig åndsvidenskaben, mens min kone er læge og beskæftiger sig med naturvidenskaben. Det kan give nogle ordentlige sammenstød. Efterhånden kan naturvidenskaben forklare det meste, men ikke, hvornår fødslen går i gang, og hvornår døden indtræder. Det er stadigvæk et under. Alt andet kan forklares. I salmen Op, al den ting, som Gud har gjort skrev Brorson: de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde. Nu kan vi faktisk godt sætte det der blad på en nælde, men videnskabelige fremskridt giver os ikke en mindre frygtsom verden at sætte børn i tværtom. Men i dåben åbenbares et fællesskab, hvor vi kan parkere frygten på barnets vegne, siger han.

Søndagens tekst er fra Matthæusevangeliet kapitel 3, 13-17.

Asbjørn LindsøComment