Blegdammens rose

“Jeg venter mig altid det bedste, selv om jeg på forhånd har tabt,” sagde Rosa Abrahamsen fra sygesengen på Blegdamshospitalet i København. I 1952 fik hun 26 år gammel og mor til to børn polio. 36 år gammel døde hun. Fra sin sygeseng blev hun en levende legende.

Rosa Abrahamsen var en smuk mannequin, da hun i 1952 kun 26 år gammel og mor til to børn får polio. Hun var en af de 7.000 danskere, der blev ramt af polioepidemien, og hvor mere end halvdelen døde inden for få år – blandt dem mange børn.

Polio kommer af det græske ”poliomyelitis”, som betyder “betændelse i den grå marv” – en sygdom i rygmarvens grå substans, som kan medføre lammelse af det meste af kroppen. En af sygdommens frygteligste sider viser sig, når den lammer vejrtrækningen. Danmark blev derfor verdenskendt, da man under epidemien i 1950’erne opfandt jernlungen, den tids respirator, som kunne hjælpe de polioramte med at trække vejret.

Blegdamshospitalet i København var Danmarks førende epidemisygehus. Over indgangsportalen tronede en skulptur af Vilhelm Bissen, der forestiller den græske gud Athene værgende sine børn mod pestgudens pile. Hospitalet blev revet ned i 1970’erne for at give plads til Panuminstituttet, men Bissens skulptur kan ses på Københavns Bymuseum.
Rosa Abrahamsen tilbragte knap seks år på Blegdamshospitalet. Hun dør i 1964, 38 år gammel.
Rosa Abrahamsen blev landskendt, da Danmarks Radio i august 1956 sendte montagen ”Blegdammens Rose” produceret af radiolegenden, den blinde journalist Karl Bjarnhof.

De sidste otte år har Rosa Abrahamsen kun førlighed tilbage i to fingre. Med disse to fingre skriver hun digtsamlingerne ”De store skibe” og ”De gyldne timer”. Digtsamlingerne litterære kvalitet giver dem ingen plads i litteraturhistorien, men i historien om Rosa Abrahamsen spiller de en central rolle. Hun skriver også en roman, som dog aldrig bliver udgivet.

Til Bjarnhof fortæller hun: ”Jeg kan kun bruge to fingre på den ene hånd, men så har jeg skrivemaskinen stående her på dynen på en plade, jeg har fået lavet til det – og så går det meget godt. Jeg kan selv sætte papiret i. Det har taget mig to år at træne til det.”

Mange danskere kender digtet ”Hænderne”, som fik melodi af Hugo Gyldmark, og som blev indsunget af tre af tidens fine sangere: Randi Teglbjærg, Elsa Jena og Elsa Sigfuss. Margaret Lindhardt, som i mere end 25 år bestyrede Giro 413, har fortalt mig, at sangen i perioder har været blandt de mest ønskede – ikke mindst da den i 1996 blev nyindspillet af Eva Madsen.
I radiomontagen fortæller Rosa Abrahamsen om sangen: ”Det første, jeg lægger mærke til ved mennesker, det er deres hænder. Deres ansigt, stemmer, øjne og sådan noget kan mennesker normalt beherske, men hænderne glemmer de at tænke på, og derfor afslører de så meget.” Samtidig er sangen en lovprisning af, at hun lam i hele kroppen fik lov at beholde to fingre på sine hænder som arbejdsredskab. Tre af de seks vers lyder sådan her:

Der er hænder, som altid kræver,
og hænder som helst vil gi’,
der er store, barkede næver,
og hænder med drømme i.

Der er blide, vemodige hænder,
og hænder som altid ta’r hårdt,
der er hænder, som kommer i møde,
og hænder, som vender sig bort.

Der er travle, urolige hænder
og hænder så triste og grå,
og nogle er flagrende fugle,
som ingen sjæl kan forstå.

I montagen fortæller hun: ”De venner, jeg har nu, er alle sammen nogen, jeg har fået efter, jeg blev syg. Alle dem, jeg havde før, er reduceret til to.”

Mine forældre kendte Rosa Abrahamsens forældre og bliver nogle af de venner, hun får, efter hun bliver syg. Som ganske lille dreng er jeg med, da de besøger hende på Blegdamshospitalet. Jeg var blevet fortalt, at vi skulle besøge en kvinde, der var helt lam, men som med to fingre kunne skrive på en skrivemaskine, hun havde stående på dynen.

Jeg husker indgangsportalen med Bissens statue. Jeg husker syge børn i kørestole på en græsplæne, der gør mig bange. Jeg husker en stemning, jeg ikke kan lide. Jeg husker, at jeg stritter imod og ikke vil med ind.

Da vi kommer ind på stuen, ser jeg i børnehøjde gennem fodendens jerngitter en yndig kvinde i en ren hvid seng. Jeg ser straks, hun har rød neglelak på og læbestift – ligesom flotte kvinder i bladene. Mine forældre tilhører Indre Mission, og tidligt forstod jeg, at neglelak og læbestift er en syndig og ganske unødvendig driftsforstyrrelse, der kan få det værste op i en mand. Derfor fandt jeg straks Rosa Abrahamsen interessant.

Da jeg står ved hendes side og rører ved hendes hånd til goddag, smiler hun og siger: ”Du har en rigtig drengehånd – der er kræfter i dig.” Jeg får sodavand, og hun beder mig løfte skrivemaskinen op til hende, så hun kan vise mig, hvordan hun skriver. Jeg har endnu det postkort, jeg fik med, hvor der står: ”Med en hjertelig hilsen fra Rosa.”

”Livet er min hobby,” siger Rosa Abrahamsen til Karl Bjarnhof. ”Der er altid noget at leve for. Lige meget, hvor tosset det ser ud, synes jeg altid, der er et eller andet, der er lyst forude. Jeg ved godt, man kan sige, at min tilværelse er tragisk, men det er den faktisk slet ikke.”
Et af hendes digte hedder ”Jeg har pantsat mit hjerte”:

Jeg har pantsat mit bankende hjerte
hos livsglædens lyse gud –
(…)
Forundret ser jeg mod dage,
som endnu ikke er skabt,
og venter mig altid det bedste
selv hvor jeg på forhånd har tabt.

”Når jeg kigger ud og ser skyerne sejle – og træerne – så kan jeg godt får udlængsel. Det kan slet ikke undgås. Men der er jo så mange mennesker, der har udlængsel uden derfor at komme videre, og som i virkeligheden er meget mere bundet af deres tilværelse, end jeg er.”
Karl Bjarnhof lader samtalen falde på tiden før sygdommen, hvor en lovende modelkarriere havde ligget ligefor.

”Ja, det var en noget anden tilværelse – og en mere tom tilværelse. Jeg ville ikke bytte tilbage. Selv om jeg pludselig blev rask en dag, så ville jeg ikke vende tilbage til den tilværelse. (…) Når man ejer alting, og mister det stykke for stykke, er det, man opdager, hvor bundet man har været af det hele.”

I et interview har hun forklaret: ”Den åndelige virkelighed, som jeg ønskede mig og drømte om fra jeg var 18 år, fik jeg først, da min krop blev lammet. Det var, som hele tilværelsen blev så forenklet og ligetil.”

Et digt i samlingen ”De store skibe” hedder ”Porten ud til gaden”:

For først nu forstod jeg livet,
fattede mit sinds mystik,
så, at jeg trods alt blev givet
mere, end de fleste fik,
og jeg vil slet ikke bytte
med én eneste af jer –
jeg fik tusind skønne glæder,
som for mig er mere værd -

Ud over at skrive går tiden med håndarbejde, fortæller hun til Bjarnhof:
”Der er tre række hulsøm, og jeg må hive trådene ud med tænderne, for der er jo ingen af hænderne, der er stærke nok. Jeg er ved at sy en sort dug, og den smager ikke så godt. Men, hvad man ikke har i hænderne, det må man have i tænderne.”

Om døden fortæller Rosa Abrahamsen: ”Jeg synes, det er forkert, når mennesker tegner døden som en knokkelmand med en le, for jeg tror bestemt ikke, der er noget afskrækkende ved den. Det er der i hvert fald ikke for mig.”

Rosa Abrahamsen fortæller om en nærdødsoplevelse: ”Jeg var bevidstløs en måneds tid her inden jul, og der oplevede jeg så mange mærkelige ting. Jeg kalder oplevelserne ’et strejftog ind i evigheden’ (…) Der var mange smukke ting og en dejlig musik, jeg aldrig har hørt magen til på jorden. Jeg mødte ikke døden som en knokkelmand, men som en hvid kaptajn.” Som hun senere nedfælder det i ”De store skibe”:

Han stod på broen på længslernes skib (…)
mit hjertes evige uro
var længsel mod den hvide kaptajn.

Mine forældre besøgte hende kort før, hun døde. De fik af hende et ufærdigt digt med på 13 strofer om det at dø, som aldrig har været offentliggjort. Det bærer titlen ”Explosion”, og de sidste strofer lyder:

Mit hoved snurrer, min krop den ryster,
mine øjne de lukker sig i.
Jeg famler mod jorden og lægger mig ned,
mit bræk det løber fra munden.

I sløret over mig dukker det frem,
det, som mit indre længes imod.
Jeg famler i mørket og drømmer jeg når det,
jeg flyver blandt kvidrende fugle.

Menneskene omkring mig er stille og græder,
de ser mod det hvide gulv.
Omkring mig bredes et lagen hvidt,
før de kører mig bort.
Mit hoved snurrer, min krop den ryster,
mine øjne de luk ….

I en alder af 38 år indhentede døden Rosa Abrahamsen. Eller også var det, når man kender hendes livs historie, Rosa Abrahamsen, der indhentede døden.