Rund altid op og aldrig ned

En personlig historie om karakterræs i eksamenshelvede

Jeg ville med held kunne have fortrængt historien, hvis det ikke var fordi den, hver gang vi mødes, skal fortælles som et morsomt indslag under samværet.
For sådan er det, at hver gang jeg er sammen med klassekammeraterne fra min seminarieklasse i Nr. Nissum – og det er jeg en gang imellem, for vi er mødtes hvert fjerde eller femte år, siden vi dimitterede i 1978 – så skal historien fortælles om dengang, jeg  flygtede ud ad vinduet til matematikeksamen.
Vi har lige været samlet hele klassen på nær tre. Jeg havde endnu en gang glemt historien – den hører slet ikke til mit repertoire. Men så! Under middagen slår Ejvind på glasset med denne trompet: “Det er egentlig min skyld, at Erik fik sin lærereksamen!” Det passer ikke helt, men det er en anden historie, jeg skal vende tilbage til.
Nu vil jeg selv fortælle historien. For første gang.

Matematik har aldrig været mit fag. Jeg kan bryste mig af altid at være dumpet i matematik. På seminariet skulle vi på første årgang lære så meget matematik, at jeg flere gange kiggede mig om efter andre udddanelser, hvor der ikke var pensum i matematik. Men jeg holdt ud – simpelthen ved at droppe matematik.
Studieplanen var sådan indrettet, at vi for at komme videre efter første årgang skulle have sammenlagt 24 point i fagene dansk, kristendom, skrivning og matematik – altså 6 i snit (efter den gamle karakterskala). Jeg besluttede at gamble. Kunne jeg slæbe mig til et 3-tal i matematik, skulle jeg have 7 i snit i de tre andre fag. Det måtte være muligt.

Vi startede ud med skrivning. Ja, jeg er så gammel, at vi skulle til eksamen i tavleskrivning – kridt på sort tavle. Det var og er jeg egentlig ret ferm til, men ikke den dag, hvor det gjaldt. Jeg svedte, og hænderne blev så våde, at undersiden af hånden startede med at vaske tavlen, hvor jeg skulle skrive. Enhver tavleekvilibrist ved, at det ikke dur at skrive på en våd tavle.
Efter to linjer afbrød censor mig: “Ja tak, jeg har set nok.” Med tilføjelsen: “Den mand har jo vand i kridtet.” Både lærer og censor lo – og gav mig 6.
(Jeg har glemt, hvad vores skrivelærer hed, for han var dårlig, og han kunne ikke lide mig. Den slags lærere har jeg haft en del af, og jeg har altid straffet dem ved at glemme, hvad de hed. Men jeg kan huske, hvor han boede, for et par nætter senere luskede jeg ind i hans have og hev hans blomster op. Det har jeg aldrig fortalt før nu).

Den dårlige start betød, at jeg måtte satse ekstra på kristendom. Det var også mit gode fag, og det var inden for rækkevide at indhendte det tabte. Jeg havde i HF fået 13 i en opgave om Grundtvig, og da jeg trak ham, gik jeg til forberedelsestiden med fortrøstning. Grundtvig har mit liv igennem været mig til trøst, men ikke på den eksamensdag, hvor det gjaldt. Grundtvig mente også, at eksamen var Fandens opfindelse, så måske derfor. Jeg husker ikke emnet, jeg trak – kun at jeg fik 7.

Så kom vi til matematik!
Eksamen i matematik var tredelt. Først en skriftlig eksamen med gode gammeldags regnestykker. Her fik jeg 3.
Prøven blev efterfulgt af en multichoice – 30 spørgsmål, hvor man skulle vælge svaret mellem fem muligheder. Jeg og tre andre dårlige matematikere fra årgangen besluttede at snyde. Vi allierede os med fire af de bedste matematikere. De tog sig pænt betalt for samarbejdet, der ikke var uden risiko, hvis det blev opdaget. De skulle placere sig forrest i lokalet, så vi kunne se dem. Skulle der sættes kryds ved nr. 1, ville de klø sig bag øret. Kryds ved nr. 2 blev signaleret med et vrik med blyanten. Osv. Var de fire genier ikke enige, kunne vi jo blot vælge det signal, der var i flertal.
Det gik meget godt – troede jeg. Men jeg havde ikke opdaget, at jeg allerede efter tredje spørgsmål, var kommet et bagefter!
Jeg fik 3.
Så kom den mundtlige eksamen.
Faget havde tre lærerbøger – en blå, en rød, en gul. Den gule havde jeg aldrig fået købt, for da den blev pensum, var jeg forlængst holdt op med at komme til timerne.
Læreren hed Hauge – en på alle måder rar mand med en vis lune. Da jeg mødte op til eksamen, præsenterede han sig!
Jeg trak et spørgsmål fra den gule bog. Jeg husker, at emnet hed ‘planbunden multiplikation’. Jeg har aldrig glemt den vending – og jeg hører nogle gange mig selv mumle fra dybet, når jeg ser mine børns matematikbøger: ‘planbunden multiplikation’.
Jeg lånte bogen på vej ind til forberedelse. Jeg slog op i indholdsfortegnelsen, og jeg husker en ro komme op i mig, da jeg så, at der var 13 sider om ‘planbunden multiplikation’. Men roen blev til uro og pludselig panik, da jeg indså, at jeg intet – absolut intet – fattede af de 13 sider.
Da var det, at jeg i forberedelseslokalet en varm junidag i 1975 blot 21 år gammel besluttede at afbryde lærerstudiet. Ude på gangen stod mine medstuderende, og der var ingen grund til – og heller ikke hverken humør eller styrke til – at fortælle dem min beslutning, så i stedet for at at tage døren, kravlede jeg ud af vinduet.
Da Hauge kom for at hente mig ind til eksamen, var forberedelseslokalet tomt. Eksamensfuglen var fløjet. Jeg sad allerede hjemme på mit værelse og forgreb mig på den frokost med sild, øl og snaps, min kæreste havde tiltænkt mig efter vel overstået eksamen.

Der er tre personer, som fik mig videre på seminariet. Det er Hauge, der med både format og empati besluttede at udskyde videre eksamen, indtil jeg var fundet. Måske tanken kan have strejfet ham, at jeg var bortgået i nedtrykt sindstilstand – hvad jeg sådan set var, men uden dog med tanker om at svigte livet som sådan. Som Storm P. siger: “Livet er svært, men matematik er sværere.”
Den anden redningsmand er så Ejvind, som blev ham Hauge sendte ud for at finde mig, og som magtede at få mig hentet tilbage i mit helvedes forgård.

En sildemad, en øl og en snaps senere står jeg så i eksamenslokalet. Lærer og censor ser undersøgende på mig. Censor siger: “Jeg har aldrig oplevet noget lignende.” Hauge siger: “Undskyld.” Det er den mest besynderlige undskyldning, jeg har fået! Ligesom han påtog sig hele ansvaret – at det var ham, der havde svigtet mig, og ikke omvendt. De var venlige og rare ved en studerende i krise, og vi startede med at snakke om løst og fast.
“Planbunden multiplikation,” kom det så forsigtigt fra Hauge. “Hvad kan du fortælle?”
“Ingenting,” svarede jeg.
De stillede et par uddybende spørgsmål, inden de gav mig ret.

Hvordan de nåede til karakteren 3 er fortsat en gåde! Men jeg gætter: 3 i den ene skriftlige og 3 i den anden og 0 i mundtlig, det giver sammenlagt 6, som skal divideres med 3, og det giver så 2, og da karakteren 2 ikke eksisterede, har de rundet op til 3. Sådan er det nok gået til. Siden har det været en leveregel: “Det er bedre at runde op end at runde ned.”

Jeg havde nu sammenlagt 16 point efter de tre første fag, som betød, at jeg skulle have mindst 8 i det sidste fag, dansk, for at komme videre på studiet.

Videre kom jeg i kraft af min tredje redningsmand – dansklærer A. Tangsig-Christensen. Jeg boede genbo til ham, og dagen før jeg skal op i dansk, standsede han mig på fortorvet:
“Sig mig, er der nogen i din klasse, der hænger i en tynd tråd?”
Jeg måtte forklare Tangsig, at det gjorde jeg mest af alle.
“Hvad skal du have?”
“8”, svarede jeg.
Tangsig tog en notesblok frem fra inderlommen, og han viste mig, at han havde skrevet “Erik = 8″

Dagen efter kom jeg rystende nervøs – og det var rystende i fysiologisk synlig forstand – til den afgørende eksamen. Jeg havde taget beslutningen, at dumpede jeg, ville jeg droppe ud og søge ind på arkæologi. Eller blive landmand sammen med min kæreste Susanne fra Bækmaksbro, som gik på Asmildkloster Landbrugsskole.
Jeg trak et spørgsmål om Hector Malots fremragende børnebog “Frændeløs” – en bog, som siden har fulgt mig, og som jeg har læst højt for mine børn. Jeg havde ganske godt styr på den bog, men jeg var så tør i munden, at jeg ikke kunne sige noget. Da Tangsig rækker mig et glas vand, ryster jeg så meget på hænderne, at jeg vælter det ud over hans papirer.
Klappen gik ned, lyset gik ud, og jeg gik i stå.
“Nu må du ikke stikke af,” sagde Tangsig med et smil og prøvede at være morsom. Han havde åbenbart hørt historien fra Hauge.
Nu følger et par bevægende og skelsættende øjeblikke, jeg aldrig før har fortalt til nogen: Jeg begyndte at græde, og jeg spørger, om vi ikke blot kan stoppe her. Jeg har aldrig før eller siden opgivet noget, som da jeg sad der og opgav lærereksamen.
Da indtræffer den alt afgørende episode: Tangsig læner sig ind over bordet, tager mig i hånden, kigger mig dybt i øjnene og siger med en stemme så blød og hjertelig, at den fortsat kan varme mig:
“Nej – det er du for god til – du er jo god til det her fag.”
Du er god, sagde han. Du er god nok, lå der i det. Det et det, vi har brug for, at få at vide, når vi er ved at vælte omkuld.
   Alle, der kendte aristokraten A. Tangsig-Christensen, ved, at det var et særligt øjebliks samvær, han her havde med en studerende.
   Han rækker mig sit hvide, sirligt sammenfoldede lommetørklæde fra sin jakkelomme, og mens jeg tører øjnene, stiller han mig en række spørgsmål om Frændeløs, men også om alt muligt andet.
   Jeg husker spørgsmålet: “Hvad er dit yndlingsdigt?”
   Jeg svarede, at det var “Interferens” af Johs. V. Jensen, og så snakkede vi om det.
   Da jeg endelig har fået talen på gled, afbryder han mig: “Tiden er gået.” Og slår ud med armene og siger til censor: “Har du nogle spørgsmål?”
   “Er det 8, du skal have for at komme videre?” var censors eneste spørgsmål. Han var orienteret. Det var Tangsig, der bestemte i det lokale.
 “Ja,” svarede jeg stille – og gik ud.
   Knap havde jeg lukket døren bag mig, før Tangsig åbner den, klapper mig på skulderen og med sin vasale stemme siger 8 så højt, at alle kan høre det.

Jeg lærte at gå til eksamen. Jeg lærte også at studere. Jeg fik min lærereksamen, og jeg er en af de få studerende, der kan sige, at jeg har alle karakter fra 3 til 13 på mit eksamensbevis.

Jeg læste senere religionsvidenskab på Århus Universitet. Men lige meget, hvad jeg har studeret, og hvad jeg har lavet og fortsat bedriver – som højskolelærer, journalist og forfatter – tænker jeg altid, at lærereksamen er den klippe af styrke og dannelse, jeg står på og agerer fra.
Derfor tænker jeg tit en tak til Hauge og Tangsig og alle de andre personligheder, der prægede Nr. Nissum Seminarium i min tid: Kaj Mogensen, Jan Michel, Henning Fogde, Hans Colding, Rudolf Møller, Daniel Bitch m.fl.
Da jeg lørdag nat kørte hjem i bilen efter at have været sammen med min gamle seminarieklasse, tænkte jeg også en tak til Ejvind og alle de andre i min klasse, der tog en nervøs neurotikere ved hånden og trak ham op og med hele vejen igennem.