Hvor hjerterne morgen vente

Hvor hjerterne morgen vente

Hvad får vi for pengene, hvis der invisteres i sang og poesi i det danske samfund? Vi får tro, håb og kærlighed. Mister vi poesien, trues demokratiet, for et samfund uden tro, håb og kærlighed har kun pengene tilbage.

Mellem to poler bliver min poesi til,
mellem livshunger og dødsangst,
affekt og tanke, sprog og tavshed.
Pia Tafdrup i “Over vandet går jeg”.

På talerstolen på Rønshoved Højskole står den flotte inskription “immer det dages dog paany, hvor Hjerterne morgen vente”.
I min forstandertid på Rønshoved Højskole (1996-2001), har vi besøg af den islandske forfatter Einar Mar Gudmundsson. På vej op på talerstolen standser han foran inskriptionen, stryger nænsomt hånden over den og siger: “Det er store ord – de stemmer sindet.” Da han står på talerstolen, kigger han ud over os, smiler – og går ned for at se på inskriptionen én gang til: “Det er virkelig store ord,” siger han igen og spørger: Kan de synges?”
   Og det kan de! Inskritionen er fra et af de udeladte vers i Grundtvigs salme “Den signede dag”. I forrige udgave af Højskolesangbogen var alle 13 vers med, og vi sang dem alle 13 på Erik Sommers fortrinlige melodi. Vi når til vers 10, og en fyldt foredragssal synger, så hårene rejser sig:

Som aldrig så lang er nogen dag,
at aften er jo i vente
så haver det kys og solbjærgs-lag,
som Gud udi kirken tændte;
men immer det sages dog på ny,
hvor hjerterne morgen vente.

Da vi synger de sidste to linjer, får Einar Mar Gudmundsson tårer i øjnene. Tårevædet betræder han talerstolen.
Det var et bevægende øjeblik for alle os, der oplevede det. Vi rykkede tættere sammen, kom tættere på Gudmundsson og tættere på ordene fra ham. Han sagde bagefter, at han følte, han havde holdt sit bedste foredrag.

Orden i tingene kan ikke sættes på vers
Søren Ulrik Thomsen har i digtsamlingen “Hjemfalden” (1991) et lille digt, der lyder sådan her:

En gang om dagen er ensomheden så stor,
at man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang er er lykken.
Indimellem må man se at få ordnet sine ting.

Vi er enorm gode til at ordne ting – i privatlivet som i samfundslivet. Vi skal have orden i alt fra økonomi over hus og have til børnenes skoletasker. Vi renoverer, restaurerer og rydder op. Det skal se pænt ud. I Himmerland i min barndom sagde man, at der skulle “rives til søndag”.
Danmark er et samfund, der hele tiden ordner ting, og som samfund gør vi en dyd ud af, at der er orden i tingene. Sådan er vi også som borgere, og vi kan derfor ikke lide folk, der roder, for de skaber rod i tingene.
Men når ensomheden, ulykken og sorgen rammer os, eller når lykken, glæden og forelskelsen overvælder os – når vi må tage ophold i livets yderpositioner, og benene bliver slået væk under os – bliver vi ligeglade med at ordne ting.
Det er i livets yderpositioner, vi har oplevelser, hvor vi siger, “jeg ikke har ord for”. Det er her, vi får brug for poesien, for poeten har sproget, vi mangler.
Jeg var det forgange år til en kollegas begravelse. Han døde for tidligt, kræften tog ham blot 51 år gammel. Der sad vi i kirken ved kisten ramt af sorg – sammen med konen og de store børn, men ikke større, end de havde brug for en far lidt endnu.
Sorgen gør os triste, at vi får knuder i brystet af ubeskrivelig vemod. Men så har vi salmernne. Til begravelsen sang vi Jakob Knudsens “Se, nu stiger solen”, og ved linjerne

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river, af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!

– da vi sang linjerne “ud hans hånd mig river af dødens barn”, og “dødens skygger for evig fly”, kunne jeg mærke, at knuden i brystet løstes op. Det var gaven fra livets Gud, der i sangen i stedet for vemoden tog plads i mig: at jeg er her endnu med den livsgave, det er, i morgen at kunne se solen stige af hav på ny.
Poeten kan på seks linjer sige, hvad jeg ikke har ord for.
På samme måde er det i livets modsatte yderposition, når vi rammes og lammes af lykken – som f.eks. i forelskelsen.
Jeg har en ven, der er finansmand. Han er en mand, der virkelig har orden i tingene. Han mister sin nattesøvn, når jeg fortæller ham, hvor lidt styr jeg har på min pension. Han har en mørkblå BMW, som altid er ren – ja, jeg forstår slet ikke, at en bil kan være så ren altid.
   For et par år siden blev han skilt, men også det foregik med en ordenssans, der er en finansmand værdig. Der skulle ikke var noget at komme efter, som det hedder i den verden.
Sidste år kom min ven så på besøg for at præsentere sin nye kæreste. Han var som forandret og alene optaget af den uvirkelighed en forelskelse kan omfavne os med. De sad overfor os og spiste, og han lignede 50 år gammel en pubertadreng i sin første forelskelse. De var så optagede af hinanden, så bogstaveligt viklet ind i hinanden, at min kone konkluderede, at vi kunne have nøjedes med at dække til dem med én kniv, én gaffel og én tallerken.
På et tidspunkt står han ved min reol, og jeg hører ham spørge: “Du har vel ikke nogle gode kærlighedsdigte?” Jeg finder ham en antologi med lutter ord om kærlighed – målløs, for den mand har aldrig før villet læse et digt.
I nogle måneder var han fuldstædig ligeglad med at ordne ting – ja, selv økonomien blev ham underordnet.
Da jeg et par uger senere besøger dem, fortæller hans nye kærlighed mig, at hun har fået en gave af ham med det smukkeste kærlighedsdigt, som hun viste mig. Digtet var Tove Ditlevsen kvad “Så tag mit hjerte”:

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket, og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig, at det er dit.
Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Poesien – og i særlig grad den poesi, vi synger – er som et levende væsen, en arvelig egenskab med det enestående særkende, at videnskaben aldrig har kunne sætte den på formel. På samme måde som det er med kærligheden, troen og håbet. Videnskabeligt set eksister det slet ikke – alt det, der digtes og skrives sange om.
Det kan godt være, at man kan leve uden, men det er ikke er liv, der er værd at leve.

Der skal noget mere til
I det politiske sprog handler mere og mere om facts. ”Kan du være mere konkret?” spørger journalisten. Eller: ”Kan du komme med et konkret eksempel?” Vi kender også de faste vendinger om, at ”der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”, og hvis der er, ”så skal sandheden frem”, og når sandheden kommer frem, ”skal ansvaret placeres”.
Den slags indgroede termer låser sproget, og de hindrer, at poesi og litterære betragtninger kan bruges som tolkning og forståelsesramme.
Mens Helle Thorning-Scmidt var statsminister, blev hun spurgt, hvilken roman hun var ved at læse. Hun svarede: ”Jeg beskæftiger mig ikke med skønlitteratur, jeg laver politik.” (DR Nyhederne den 25. februar 2013). Skønlitteratur og politik har ikke noget med hinanden at gøre, får hun sagt. Men hvorfor egentlig ikke?
Hvad får vi for pengene? Det er blevet spørgsmålet, der altid stilles, når Finansministeriet regerer landet, og Moderniseringsstyrelsen bliver arbejdsgiver, og det økonomiske sprog hermed bliver magtsproget. Underforstået: Jo mere vi får for penge, desto større værdi har det, vi giver støtte til. Og får vi ikke noget, så spares det væk. Men den tankegang betyder, at alt, hvad der ikke kan måles, udregnes og evalueres på et regneark – alt det, der ikke kan kontrolleres i New Public Management-systemerne – står i fare for ikke at blive regnet for noget.
Vi har i talesproget vendingen, at ”der skal noget mere til” – noget andet og mere, noget der stikker dybere og når længere ud, end vi selv magter ved hjælp af hverdagslivets redskaber og tidsåndens forhåndenværende indsigter.
Poesi og sange rummer ”dette mere”.
Poesi kommer af det vi har på hjerte, det vi ønsker, tror og håber – alt det, der skal mod til. Poesi er derfor ikke bare et begreb, men poesi er et levende væsen. Poesi rører alt det i os, som videnskaben ikke kan bevise.
Hverdagssproget og hermed også det politiske sprog bliver derfor fattigt og i længden ikke livet værdigt uden poesi.
Poesi er hjertesprog, sagde Grundtvig, og uden hjertesprog kan vi ikke udtrykke det, som ligger os på sinde, og som virkelig betyder noget for os. Det er med det poetiske sprog, vi kan evne at gøre samtalen mellem os dyb. Uden poesi i sproget har vi kun et teknisk og fagligt sprog suppleret med fraser og statements at udtrykke os med. Det kan i sidste ende være en fare for demokratiet, som jo bygger på en forstandig og hjertelig samtale mellem os. Jeg går så langt som til at sige, at demokratiets styrke afhænger af, hvor poetiske vi er. Derfor skal børn lære sange og digte, for det er her, vi lærer de store ord, der skal til at formulere det største i livet.
Hvor poesien går tabt, trues demokratiet, fodi samtalen løber tør.

Vi kan ikke forklare verden længere, end vi har sprog til
Førhen var det almindeligt, at politikere fra Folketingets talerstol fortalte en historie, henviste til en bog, de havde læst, eller citerede et digt, når de skulle argumentere for en sag. Det gjorde den politiske debat dybere og mere værdig at lytte til, fordi den fik det vingesus, som poesien giver samtalen. Men poeter er blevet erstattet af spindoktorer, kommunikationsstrateger og økonomiske dokumentarister.
Samtalen mellem os, også den politiske debat, bliver fattig og tam, hvis vi tror, vores eget ordforråd er stort nok. Det størtse i livet har vi nemlig ikke ord for. Det gælder en flot solnedgang, glæden ved ens børn eller kærligheden til den, man elsker. Og en lang række andre af de episoder i livet, som virkelig giver livet mening. Alt det, der varmer hjertet, er ofte det, vi ikke har ord for. Derfor er vi afhængige digterne, for de kan sammensætte ord til et sprog, der kan udtrykke, hvad vi gerne vil sige. Skal jeg udtrykke den kærlighed, jeg har til min kone og mine børn, siger jeg det bedst ved at ty til digterne. F.eks. Grundtvig, der i “Til Min Marie” siger om kærligheden, at den bærer ikke over, men med den bær vi hinanden

det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er.

Eller Jens Rosendal, der digter om ”kærlighedens sale”, hvor man får ”øjne undrende og blå” – og det er den slags øjne, der skal til for at sluge livets tale:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

Eller Charlotte Strandgaard, der i digtsamlingen “Brændte Børn” digter om, at de svage har den følsomhed, som kan hindre, at de tykhudede bliver enerådende:

den tynde fine hud over de brændte sår
er mere følsom og nemmere at nå igennem
end uberørt tyk hud

Tænk hvis politikere anvendte sådanne digte, når de taler om samfundets svageste. Så ville de kalde dem for de sårbare, de følsomme, de særlige – dem, der skal have en nænsom næve med. Men det gør de ikke, og derfor kaldes de svage i blandt os for de marginaliserede, de udstødte, de sidste, byrden eller restgruppen, som er den slags kyniske ord, der bliver rådende, når poesien forsvinder, og det økonomiske sprog bliver magtsproget.
Vi skal derfor have mere poesi i den politiske debat, og jeg stiller derfor det konkrete forslag, at der indføres morgensang i Folketinget, så man starter hver dag på Borgen med poesi og sang og store ord.
Komponisten Erik Sommer, tidligere også højskolelærer og -forstander, har et foredrag, han kalder, “Den, der synger, er aldrig alene”, og jeg har hørt ham i foredraget sige, at den, man synger sammen med, kan man ikke blive vred på. Det er en sandhed, det poetiske menneske kender. Derfor ville et møde, hvor en minister kaldes i samråd, blive værdigt, hjerteligt og forstandigt – og politiske modstandere ville komme med andet en knive i ærmet – hvis man startede samrådet med en sang – f.eks. nr. 183 i Højskolesangbogen, Hvor Hostrup digter:

det gælder om, vi hjælpes til
at se med egne øjne
og ret forstå, hvad tiden vil,
men ikke tro dens løgne.

Anker Jørgensen er den seneste statsminister, der har anvendt digte i sine taler. Han sagde en gang i en grundlovstale, at ”vi skal bygge et samfund, der er blød som en krop, og hvor selv en sten kan blomstre op”. Han lånte ordene fra Inger Christensen og citerede hende fra Højskolesangbogen:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop

Det er i digte, vi med ord kan få det forstenede til at blomstre og gøre en by blød som en krop.
Vi kan givetvis godt leve et liv uden at synge og skabe et samfund uden digte. Der er da nogen, som prøver på det! Men i længden bliver det et fattigt liv og et forstenet samfund, der kommer ud af det.
Når vi synger sammen, får vi noget at orientere os efter, og med det lyriske sættes overliggeren så højt, at middelmådighed afskaffes, og det kyniske mister terræn. Digte og sange er det bedste værn, vi har, mod kynisme og ligegyldiggørelse af tilværelsen.

Lad skjaldene tale
Grundtvig siger et sted, at et hjerte er så lille, at det kan være i en menneskekrop og samtidig så stort, at det kan rumme både himmel og helvede – og sædvanligvis lidt af begge dele.
Digte og sange er skrevet på hjertesprog – det sprog, hvorpå et hjerte kan vokse fra en videnskabelig kødklump i brystet til et bankende livsrum for himmel og helvede.
Grundtvig siger videre, at dette hjertesprogs argeste modstander er, hvad han kalder ”hjernespind hos mænd”. Vi har det i tegnsproget: Når jeg virkelig vil udtrykke noget af betydning, peger jeg på mit hjerte. Peger jeg på hjernen, betyder det, at min mening er pip i låget eller roterende fis i kasketten! Vi siger jo heller ikke, at ”han har noget på hjerne”, men derimod, at ”han har noget på hjerte”.
Vi forstår ikke verden længere, end vi har sprog til. Derfor mente Grundtvig, at skjaldene – digterne og trubadurerne – er de vigtigste personer i et samfund, fordi de udvider sproget og giver os de ord, der skal til for at dag og dåd bliver et kæmperim værd. Og derfor mente han, at Kulturministeriet – eller Kultusministeriet, som det hed dengang – det ministerium, som tager vare på skjaldene, er det vigtigste ministerium, hvis vi skal udvikle et sandfærdigt og agtværdigt demokrati. Kulturministeriet var derfor for Grundtvig det ministerium, som alle andre ministerier skal spørge til råds, når der skal tages bestik af kursen i samfundet, sættes sejl og skibes afsted mod nye mål.
Sådan er det ikke gået i det, vi kalder Grundtvigs fædreland. I dag dikteres kursen fra Finansministeriet, som har ansat Moderniseringsstyrelsen til at sætte sejl og skibe os afsted uden andet mål og med end, hvad der kan læses i Finansloven.
Kulturministeriet er imens endt som det mindste ministerium med det laveste budget. Ministeriet er endvidere ved at udvikle sig til en aftrædelsesordning for politikere, der er blevet så gamle i gårde, at de kører på sidste vers – det vers, hvor man tænker med hjertet og siger tingene, som de er, og de derfor skal have djøfiserede embedsmænd til at tøjle dem, så de uskadelige og hermed til ingen nytte rejser rundt og åbner udstillinger, laver kanons, nedsætter bestyrelser og takker kunstnere – ledsaget af samme poesiforladte omkvæd: “Jeg har ingen penge til jer.”

En gestus på højde med livet
Da Søren Ulrik Thomsen i 1995 blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, satte Ekstra Bladert sig for at finde ud af, hvad vi rent faktisk fik for den kvarte million skattekroner, som Thomsen fik på det tidspunkt. En ung journalistelev blev sat på opgaven, og han gik på biblioteket og lånte Søren Ulriuk Thomsens samlede værker, som i 1995 var på fem små digtsamlinger. Men hvordan svare på spørgsmålet: “Hvad får vi for pengene, når vi invisterer i digte?” Det er et spørgsmål så dumt, at man kun kan få dumme svar.     Journalisteleven gik numerisk tilværks, og talte alle ordene i Thomsens digtsamlinger og regnede ud, at vi ikke en gang får et ord om dagen!
Men store ord kræver skabertid. Og hvilke ord, der dog skabes, når digteren giver sig den tid, som hedder ‘god tid':

Vi blev ikke født med vor gode vilje,
og at dø giver ingen mening.
Det er helt overflødigt
men strengt nødvendigt
at holde en våge åben i isen
at krybe i skjul og kysse hinanden –
lade rumskibets lygte kredse om kloden
og håndskriften løbe over papiret
i en gestus på højde med livet.
(“Nye Digte”, 1987).

En gestus på højde med livet! Det er ord, der er pengen værd. Hvad vi får for dem? Ja, vi får det, der ikke kan købes for penge.

Poesien er gjort af de ord, vi i forvejen deler med hinanden, men omformet til et sprog, der er større end det, vi taler sammen – så stort, at det kan fylde de afgrunde, der imellem os, som Inger Christensen digter det i digtsamlingen ”Det”:

det kunne være ord
det stof vi alligevel deler
med hinanden
det stof der kan udvide
sindet
og sanserne
kunne være ord
du har sagt
(…)
et sprog
der fortæller
at afgrunden
mellem os
fyldes

Tænk, hvad der ville ske, hvis det poetiske sprog og ikke det økonomiske sprog var magtens sprog.
”Hvad får vi for pengene?” ville man fortsat spørge. Men man ville føre en politik, hvor svaret ville være: ”Tro, håb og kærlighed.”