Folkeoplysningen skal revitaliseres

Tanker om revitalisering opstår, når man synes, samfundet udsættes for social og kulturel opløsning. Mange fornemmer en sådan opløsning i en tid, hvor vi går fra velfærdsstat til konkurrencestat. Folkeoplysningen har tidligere været med til at sikre os værdibærende overgange. Derfor skal den genopfinde sig selv – komme i førertrøjen igen i stedet for at være den pæne elev i samfundsklassen. 

Revitalisering betyder kulturel fornyelse.
Begrebet kommer af ‘vitalis’, der betyder livsnødvendig. Livsnødvendig er, hvad folkeoplysningen er. Derfor skal den løbende påtage sig opgaven at genopfinde sig selv.
Tanker om revitalisering, siger den amerikanske Antropolog, Anthony Wallace, opstår i et samfund truet af social og kulturel opløsning – en opløsning som fx kan skyldes nye kulturkontakter, som man ikke magter af få indoptaget. Revitalisering har fornyelser og kulturelle revolutioner i sit kølvand og står i modsætning til ‘nativisme’, som vil genoplive tidligere tradtioner for at de skal udkæmpe nye tendenser.

Vi er aldrig fuldt oplyste, og det er derfor en fejl at tro, at et samfund som det danske kan nå til et stadie, hvor der ikke er brug for folkeoplysning. Samfundsudviklingen er ikke stationær, og det har vist sig, at i de overgange, vi har haft fra landbosamfund til industrikultur og kommunikationssamfund, har der virkelig været brug for den forankring, som folkeoplysningen skaber.
   Vi kan ikke holde til store forandringer, hvis vi ikke er forankrede, og da samfundsudviklingen ikke har tænkt sig at være stationær, vil der altid være brug for at skabe dannelse.
Det er derfor en vigtig opgave at få indbygget (eller genetableret) i den politiske tænkning og samfundstænkningen som sådan, at folkeoplysningen og dens betydning indskrives og fastholdes.

En vigtig byggeklods er forståelsen af, at et demokrati ikke grunder sig på, at de fleste er de klogeste.
En anden vigtig byggeklods er en forståelse for, at de klogeste – eksperterne – ikke nødvendigvis ved bedst.
Det er i spændingsfeltet mellem disse to byggeklodser, at folkeoplysningen skal gøre sig gældende.
Det kræver, at vi tør tage et opgør med ekspertvælde og topstyring. Det kan bl.a. gøres ved, at folkeoplysningen påtager sig opgaven at sætte almindelige mennesker og den folkelige mening i centrum. Folkeoplysningen skal vise, at de rigtige meninger ikke alene hverken kan eller skal formuleres af et ekspertpanel, en kommission eller en tænketank, men ligeså vel kan formuleres i kantinen på arbejdspladsen, i debatten ved foredraget i sognegården eller omkring kaffebordet derhjemme.
Måske er akilleshælen i disse år, at ekspertvældet er ved at minde om en ny enevælde. Fra historien ved vi, at en enevælde ikke bringer noget godt med sig, men vi ved også, at overgangen fra enevælde til folkestyre blev en fortælling om at gå fra topstyring til troen på og tilliden til almindelige menneskers evne til at tage ansvar for deres eget liv.
Derfor fik vi i Danmark en Hal Koch, der kunne formulere, at demokrati skabes gennem samtalen med andre, og at det er i denne samtale, at vi finder ud af, hvad der er bedst for helheden. Enevælden viste os, at de bedste forandringer ikke kommer ovenfra, men at de vokser frem nedefra – fra folket selv.
Grundtvig udtrykker det i sangen ”Er lyset for de lærde blot”:

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

Verset udtrykker den grundtvigske oplysningstanke på korteste formel. I dannelsen handler det om at blive oplivet, før man kan blive oplyst. Sagt anderledes: Man skal være livsgejstret og beåndet – alt det, som det kræver følelse at forstå – for at kunne håndtere viden og faglighed – alt det, som som det kræver fornuft at lære.
Det er gennem oplivelsen, man kommer på færde i livet – at man får engagement, selvtillid og lyst og trang til at medvirke og tale den i en sammenhæng, der ligger ud over en selv.
Oplivelsen går på tværs af klasseskel og uddannelse, og den kan forene på tværs af disse skel. I grundtvigsk forstand sker denne oplivelse, når man beskæftiger sig med det poetiske, som det kommer til udtryk i kunst og kultur.
Sangen slutter:

Oplysning være skal vor lyst
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes.

Grundtvig får i sangen på fornem vis sagt, at hvis folket ikke er på færde – ikke gider deltage – så slukkes lyset i folkerådet. Sagt anderledes: Eksperter og magthavere skal ikke blot tale TIL folket, de skal tale MED folket – for kun derved kan der regeres kvalificeret. Hvis politikere ikke regerer og samfundet ikke udvikles på grundlag af folkets deltagelse, dør demokratiet – så slukkes aftenstjernen – siger Grundtvig i sangen. Der kan ikke regeres i et demokrati som det danske uden et levende, engageret folk.
Folkeoplysningen blev skabt for at være bindeled mellem de politiske beslutningstagere og det folkelige fundament. I det lys er folkeoplysningen mere nødvendig end nogensinde, hvis vi fortsat mener, at et stærkt og levende civilsamfund er en forudsætning for, at vi kan fastholde og udvikle de fælles værdier. Folkeoplysningen skal således give folket røst og på parnasset skabe større lydhørhed for den folkelige mening. Vi har brug for en folkelig modvægt for at hindre, at politikere bliver ekspertstyrede.
Men samtidig kræver det, at folkehøjskolen tager sig sammen og genfinder sin alt afgørende rolle: At være i opposition. Hermed mener jeg, at den nok skal følge med tiden, men den skal ikke følge med strømmen. Den skal varetage alt, hvad der skal oplivelse. Den skal beskæftige sig med nytten ved det umiddelbart unyttige.

Den politiske debat er i dag uden selvrefleksion, og det er den, fordi den ikke udfordres af andet end professionelle meningsdannere, kommentatorer og journalister – parter, som lider under at være afhængige af hinanden.
Den politiske debat lider under syndromet ”kant” – at holdninger, meninger og diskussioner skal have kant. Men befolkningen vil ikke have kant, den vil have fælles fodslag, samtale og løsninger.
Medierne kan ikke overtage folkeoplysningen, men når det ind imellem kan se sådan ud, er det fordi, folkeoplysningen med højskolen i spidsen har aflagt sig førertrøjen og alt for meget er blevet pæne piger og drenge i samfundsklassen. Folkeoplysningen skal på banen igen som et afgørende forum for frie ord.
Det er højskolens hovedopgave at give oplysning om de folkelige fællesskaber og en tolkning af tilværelsen og meningen med livet for her igennem at blive at blive et værn mod ligegyldiggørelse af tilværelsen.
Den opgave skal folkehøjskolen mere end nogensinde besinde sig på. Samtidig med, at den skal gøre sig kendt på at være et fristed, hvor man kan være i opposition og give bud på anderledes løsninger – som et sted, hvor de krøllede hjerner kan sættes fri til at formulere og udleve skæve vinkler.

Teksten er en lettere redigeret udgave af et indlæg, jeg i 2103 udarbejdede for Carl Holst. Han deltog i Kredsen, som var en gruppe mennesker, som daværende kulturminister Marianne Jelved samlede for at nytænke folkeoplysningens opgaver.