Børn gør os lattermilde

Når børnene får os til at le, er det ofte os selv, vi griner af. Det er det, vi kalder en befriende latter. Børn gør os lattermilde. Det er med latteren, de mildner os.

Klumme i Sjællandske lørdag 2. juli 2016

Vi er født lattermilde.
Undersøgelser viser, at børn ved etårsalderen ler ca. 400 gange om dagen, mens voksne kun ler 15 gange om dagen. Når vi så endelige ler som voksne, er det ofte fordi børnene er morsomme. Så godt vi har dem til at holde latteren i live.

Søren Kierkegaard har gjort den iagttagelse, at børn har humoren udenfor dem selv. Hermed mener han, at børn ikke ved, de er morsomme. Det er derfor de nogle gange er helt ustyrligt morsomme.

For et par år siden skulle jeg holde foredrag på Aarhus Hovedbibliotek. Indgangen er omkranset af buster med jyske forfattere. På to meter høje stensøjler knejser de med deres hoveder – Aakjær, Blicher, Skjoldborg osv. Foran mig går en mormor med sit barnebarn – en pige på 6-7 år. Mormor fortæller pigen, om de hoveder, hun kan se på stensøjlerne – at her er Jeppe Aakjær med “Jeg er havren”, og der er Blicher med “Kyndelmisse” og Thøger Larsen med “Danmark nu blunder den lyse nat”. Pigen kigger betaget op på hovederne, når mormor fortæller. Da vi går ind ad døren, lukker pigen for første gang munden op: “Men mormor, så ved jeg godt nu, hvorfor det hedder Hovedbiblioteket.”

Vi har lært noget, når vi kan konkludere. Men barnet gør det på sin egen måde. Det morer os. Det morsomme ligger i det overraskende og det uventede.

En graver fortalte mig, at han en dag viser en 3. klasse rundt på kirkegården. Han fortæller dem om gravstenene. På en af dem står der: “Mor har fået fred.” En fra klassen spørger: “Betyder det, at det er faren, der er død?”

Børn er eminente til at finde nye forklaringer, der giver os sjove billeder.
Halfdan Rasmussen har fortalt, at en dag, hvor han sammen med sin datter kommer forbi en mand med måne, siger datteren: “Manden har hul i håret.”

Børns humor er ofte filosofisk. Jeg drøftede det en gang med den norske højskolemand og filosof, Jostein Gaarder, der blev verdenskendt på at skrive “Sofies verden”. Bogen er en filosofiohistorie for børn. Jostein Gaarder forklarede, at “filosof er ikke noget, man bliver – det er noget, man holder op med at være.”

En mor fortalte mig, at hendes syvårge dreng en dag havde spurgt:
“Mor, hvad er en termonkande?”
Moren havde pædagogisk forklaret, at det er sådan en kande, hvori man enten kan holde tingene kolde eller varme. Hvorefter drengen opfølgende havde spurgt:
“Men hvordan ved den, hvad den skal?”

En skolelærer fortalte, at en dreng i 5. klasse havde sagt: “Jeg synes, at matematik er det sværeste fag, der findes.” Hun spurgte ham hvorfor, og han svarede: “Fordi det er det eneste fag, hvor det skal blive llige nøjagtig det, det skal.”

Under et besøg ved min fars gravsted, går to søstre på ti og syv år rundt på kirkegåden. Det er tilsyneladende første gang, lillesøster er på en kirkegård, så storesøster forklarer hende detaljeret, hvad det er for et sted – at det er sådan en stor have, hvor man gemmer alle de døde nede i jorden. Hun forklarer videre, at hver af de døde får en lille have helt for sig selv, hvor – som hun siger – “familien kan komme og besøge, men kun hvis de har blomster med”. Hun når til gravstenen og forklarer lillesøster, at “på stenen der kan du se, hvad han lavede, og hvad han hed.” Men så kommer hun i tvivl om, hvad det nu er tallene betyder. Hun grunder lidt og siger så: “Og de der tal nedenunder – det er hans mobilnummer.”

For barnet er det selvfølgeligt, at vi efterlader vores telefonnummer, når vi dør. Børn taler ud fra den verden, de lever i. Når de ser på de voksne ikke kan tro andet, end at mobiltelefonen er menneskets bedste ven.

Når børnene får os til at le, er det ofte os selv, vi griner af. Det er det, vi kalder en befriende latter. Børn gør os lattermilde. Det er med latteren, de mildner os.