Forlist men ikke fortabt – om et håbested i Herning
”Vi har aldrig noget med et andet menneske at gøre uden at vi holder et stykke af dets liv i vor hånd,” lyder en af de berømte formuleringer hos den danske teolog K.E. Løgstrup.
Sociologen Bauman siger, at vi i os har en moralsk impuls, en social indignation til at tage os af den svage, men at denne moralske impuls kun aktiveres i ansigt til ansigt mødet.
Løgstrup og Baumans teori praktiseres på Café Hjørnestenen, som er et håbested for Hernings mere end 500 narkomaner.
En sten ruller ned fra bjergene
Sifysos skubber den op
En sten ruller ned fra bjergene
Sisyfos skubber den op
En sten ruller ned fra bjergene
Sisyfos skubber den op
Sisyfos synger:
En sten flyver op over bjergene
Der sidder en mand på en underlig sten
De er underligt nok vokset sammen
Han siger han tegner en kirsebærgren
Der svæver et stykke fra stammen
Så ser man ham regne en kirsebærgren
Der svæver et stykke fra stammen
Den ligner en mand på en underlig sten
De er underligt nok vokset sammen
(…)
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
Sådan digtede Inger Christensen i 1969 i digtsamlingen DET.
Livet handler ikke altid blidt med os. I Herning står der et skur, hvilestuen, kalder de det, og der kan man finde narkomaner, hjemløse og menneskeligt vraggods på kanten af Hernings bredder. I Herning er der ca. 500 narkomaner.
Går man fra skuret hen forbi rådhuset, kommer man til Smallegade, og her ligger Café Hjørnestenen. Sammen med sin kone Eva er Lars leder af Hjørnestenen. I Café Hjørnestenen kommer nogle af Hernings mange narkomaner, og her får de kaffe og kage og hjemlig hygge, og her beder man for dem, og her spiller Jesus en rolle.
I Hjørnestenen tror man på mirakler. Fordi Lars i 1996 som hærdet narkoman kom på behandlingshjemmet Kildegården på Fyn, og her mødte en præst, der lagde en hånd på hans hoved og bad for ham – og siden har Lars været stoffri.
”Min baggrund er 25 år i misbrug,” skriver Lars om sig selv. ”Jeg startede som 13-årig med at ryge hash og begyndte derefter ret hurtigt at bruge speed og nerve-sovepiller blandet med alkohol. Som 15-årig tog jeg mit første fix morfinbase – og begyndte samtidig en kriminel løbebane. Som 20-årig fik jeg min første fængselsdom for narkohandel. I 1982 fik jeg en søn med min daværende kæreste, og de næste 10 år var et kaos af stoffer og fængselsophold. I 1992 døde min søns mor af en overdosis. Jeg sad i fængsel, og min søn røg i familiepleje. Jeg blev erklæret færdig af samfundet og blev tildelt livslang metadon-vedligeholdelse og førtidspension. I dag lever jeg et normalt liv sammen med min familie og er stoffri på sjette år”.
Lars blev gift med Eva, og de har tre børn, og sammen driver de Café Hjørnestenen i Herning som et sted, hvor man tager sig af mennesker, som alle andre opgiver, fordi man selv oplevede nogle, der tog sig af en, da man var opgivet. Eva og Lars ved, hvordan det er at skubbe stene op af bjerget, se dem rulle ned – men også nogle gange se dem flyve op over bjerget.
Vi er arveligt belastede af en samaritaner
Vi har det med i vores kulturelle kuffert. Hvad enten vi nu pakker den ud eller ej, så har vi det Ny Testamente med os og Lukas evangeliet og lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
”Hvem er min næste?” spørger en af disciplene. Og Jesus svarer – med en lignelse: ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst samme vej. Han så på manden – men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet. Også han så på ham og gik forbi. – Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage”.
Sådan har vi det med os. Vi er kulturelt set arveligt belastet – af en samaritaner.
”Vi har aldrig noget med et andet menneske at gøre uden at vi holder et stykke af dets liv i vor hånd”, lyder en af de berømte formuleringer hos den danske filosof K.E. Løgstrup. Løgstrups holde-i-hånd-etik, som nogen morsomt har kaldt det. Men egentlig hvad det er: en etik, som handler om at holde næsten i hånden.
Sociologen Bauman siger, at vi i os har en moralsk impuls, en social indignation til at tage os af den svage, men at denne moralske impuls kun aktiveres i ansigt til ansigt mødet.
For Løgstrup er udtrykket med at holde et stykke af næsten i sin hånd en grundformel for en mellem-menneskelig etik, forstået på den måde, at vi har ansvar for hinanden og for, hvordan vi opfører os i forhold til hinanden.
Det lyder selvfølgeligt – ligesom vi siger, når vi opdrager vores børn: vi skal være gode mod hinanden – vi skal ikke blot tænke på os selv – vi skal gøre mod andre, som vi gerne vil have, de skal gøre mod os – osv. fra den lille lærebog i folkelig etik. Og så lader vi det blive ved det.
Men Løgstrup strammer det til. Ansvaret er altid konkret, siger han. Ansvaret bliver virkeligt i en bestemt situation med et konkret andet menneske. I ansigt til ansigt mødet, som Bauman siger. Altså: den moralske impuls, den sociale indignation er ikke, kan ikke være, noget, der blot svæver frit i tanken og følelsen. Godhed er ikke en tanke. Godhed er noget, der skal udføres.
Benny Andersen har et vidunderligt digt, hvor han på bedste andersensk vis forklarer, ironiserer og konkluderer, at han nu er bedst til at være god, når han sidder hjemme i lænestolen og øver sig og tænker sig til det:
GODHED
Jeg har altid prøvet at være god
Det er meget krævende
Jeg er en hel hund efter
at gøre noget for nogen
Holde frakker
døre
pladser
Skaffe nogen ind ved et eller andet
Og lignende
Brede armen ud
Lade nogen græde ud ved min skjorte
Men – når lejligheden så er der –
bliver jeg fuldstændig stiv
vel nok en slags generthed –
jeg rusker i mig selv:
Slå nu armene ud!!
Men det er svært at ofre sig
Når nogen kigger på det
Så svært at være god
I længere tid ad gangen
– som at holde vejret.
Men! – Ved daglig øvelse
Er jeg nu nået op på en time
Hvis jeg ikke bliver forstyrre
– Jeg sidder helt alene
med uret foran mig
breder armene ud
gang på gang
Der er ikke spor i vejen.
Jeg er egentlig bedst
Når jeg er helt alene
Således digter Benny Andersen, når han på sin poetiske måde anskueliggør, hvor komisk og latterlig holde-i-hånd-etikken, næstekærligheden, godheden, jeg har i mig, tager sig ud, hvis den kun praktiseres fra lænestolen og som daglig øvelse.
Din skæbne er min
For Løgstrup handlede det ikke om, at vi skal gå og føle os ansvarlig for alt muligt, som vi ikke har berøring med, og som vi ikke har konkret indflydelse på. Så ender det bare i en uoverstigelig kronisk dårlig samvittighed og skyldfølelse, f.eks. overfor hungersnøden i Afrika, som vi umiddelbart ingen indflydelse har på. Etik har med handling at gøre. Derfor er ansvaret for næsten et begrænset ansvar, siger Løgstrup. Det er ikke den andens liv som sådan, jeg holder i hånden. Det er et stykke af den andens liv, nemlig det som jeg rent faktisk har indflydelse på. Et andet menneskes liv afhænger ikke at mit lune – om jeg lige i situationen nu er i godhedens hjørne. Jeg kan have et menneskes skæbne i min hånd, men jeg kan ikke sige, at jeg har dets liv i min hånd.
Vi har ikke det andet menneskes liv i vor hule hånd – bortset selvfølgelig fra ekstreme tilfælde, hvor en morder skåner sit offer, eller en forbipasserende kan redde en druknende.
Solidaritet er næstekærlighedens jordbund
Det handler om solidaritet. Begrebet var oprindeligt retsligt og betød at enhver hæfter for det hele, for det vi er fælles om. Når den anden begår fejl, er det også mit ansvar. Solidaritet betyder fælles ansvar. Fælles gevinst, når det går godt. Fælles smerte, når det gør ondt.
For Løgstrup var der lighed mellem solidaritet og kærlighed til næsten for i begge tilfælde, i solidaritet eller i kærlighed, sker der det, at jeg springer ind foran næsten. Solidaritet er jordbund til næstekærlighed, siger Løgstrup. Men hvor solidariteten er begrænset til fællesskabet, det vi nu sammen hæfter for, så er næsten i kærlighed hvem som helst på min vej, også den fremmede, den usleste – ja selv den systemer og andre har opgivet.
Løgstrup havde blik for, at vi ikke alle og altid kan være den barmhjertige samaritan. Derfor lancerede han begrebet den politiske samaritaner. At vi må lovgive næstekærligheden – bygge et samfund op, hvor fællesskabet har ansvar for og tager hånd om den svage.
Så lang, så godt med Løgstrup.
Vi skal smede hinandens lykke
Men i et samfund, hvor succes er blevet kriteriet for et godt liv, og det er blevet ganske legalt og efterlevelsesværdigt at være sin egen lykkes smed – om så på andres bekostning – ja, så har det fået som omkostning, at flere og flere af os vælger helt at lade samfundet som system tage sig af den allersvageste.
Vi andre vælger at bruge livet på solsiden frem for at hjælpe og give en hånd med, tage hånd om, på skyggesiden. Vi kommer slet ikke på skyggesiden, hvis vi kan undgå det. Vi lader systemet om det og konstaterer, hvordan det står til derovre ved dagligt tv kiggeri – lige før næste underholdningsprogram. Hvem vil ikke gerne være millionær – også i aften? I det politiske samfund har vi skabt en velfærdsstat, der tager sig af det hele. Vi andre kan lade som-om vi gør noget. Vi er begyndt at sige, at det jo er deres eget ansvar. Vil de drikke og sprøjte sig ihjel – dem om det. Eller samfundet, hvis vi har råd. Og råd? Ja, det har vi samfundet nu besluttet, at vi ikke har. Hårdhændet frasiger samfundet sig opgaven. Den svage må sejle sin egen sø. Vi har gjort omsorg op i penge.
Men på den måde kan omsorg ikke rationaliseres. Vi kan ikke reducere solidaritet og kærlighed til næsten til et ”som-om-engagement” – det er opslidende og vredesfremkaldende for alle parter. Vi har i talesproget vendingen: “du er din egen lykkes smed”. Vi mangler vendingen: “du skal være den andens lykkes smed.”
Empati opstår i samvær med andre
Empati, indfølingsevne, er en kvalitet der opstår i samværet mellem mennesker, et umiddelbart engagement, som ikke kan gøres betinget af dette eller hint. Men empati kræver tid. Empati kræver møde mellem mennesker. Empati kræver besøg på skyggesiden.
Det kan nogle gange se ud som om, vi er ved at udvikle en manglende respekt om det at have smerte i livet – at være i smerte. Vi lader det høre skyggesiden til. Smerten har intet at gøre på solsiden. Men herved opstår der en tendens til, at vi som solidarisk samfund alligevel helt opgiver nogle grupper.
Forlist men ikke fortabt
I Herning er ca. 500 mennesker på sprøjten. De er opgivet af de fleste. Men henne på Café Hjørnestenen tror man på miraklet, fordi man selv har oplevet det. Lars var på sprøjten i over 20 år. I dag er han stoffri og solidarisk samfundsborger. Han er nået så langt, at han kan leve på solsiden. Men lige henne om hjørnet er samfundets skyggeside, og der står de – opgivet af alle. Når man har oplevet skyggesiden, så har man en dimension med, som andre ikke har. Man har oplevet, at selv om livet forliser, behøver man ikke være fortabt.
Hjælpsomhed er ubetinget. Åbenhed er ubetinget. Tillid er ubetinget. Suveræne livsytringer, kaldte Løgstrup det. Ytringerne er suveræne, fordi de er spontane og ægte.
En sten ruller ned fra bjergene
Sifysos skubber den op
En sten ruller ned fra bjergene
Sisyfos skubber den op
En sten ruller ned fra bjergene
Sisyfos skubber den op
Sisyfos synger:
En sten flyver op over bjergene
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
Det er det, de gør på Café Hjørnestenen i Smallegade i Herning – får hjertet ud af skyggen. De bygger huse af kærlighed, de tror på, de kan bygge en by, der er blød som en krop – som menneskevarme er det.
Et fremskridt for ét menneske er et fremskridt for hele menneskeheden, sagde Mother Teresa, og sådan praktiserer de det på Café Hjørnestenen i Herning.
Historien om et mirakel
Café Hjørnestenen er et kristent sted, en del af det verdensomspændende Teen Challenge, som blev grundlagt af den amerikanske præst David Wilkerson, af mange kendt for bogen og filmen Korset og Springkniven. Teen Challenge tror på kristen behandling. Mange af de aktive behandlere har selv været på sprøjten og været opgivet af systemet, men blev reddet af troen. I Teen Challenge tror man på Guds indgriben – kristen behandling, kalder man det.
Stedet ledes, som nævnt, af Lars Jensen, der selv var narkoman og på sprøjten i mere end 20 år, indtil en dag, hvor en præst lagde hånden på ham og bad for ham. Så smed han sprøjten, og samme vej smed han 20 bajere og 40 smøger – om dagen.
Han blev gift med Eva, der kommer fra et kristent hjem i Nordsjælland, uddannet maler, uden nogen kontakt eller kendskab til narkomiljøet. Hun mødte bare Lars, da han var stoffri og ædru og fri, og de blev forelsket og gift og har nu tre børn.
Lars er historien om et mirakel. Lars og Eva er historien om mennesker, der tror på, at flere end dem kan opleve mirakler – også dem system og samfundsomsorg har opgivet.
Kompetencer alene hjælper ingen
Medmenneskelighed går forud for teoretisk og faglig kompetence. Med- menneskelighed kan ikke foregå på et samfundsskabt marked for omsorg, i det omfang vi nu har tid og råd, siger Søren Kierkegaard. Og han skriver om det at hjælpe:
”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et andet menneske hen til et bestemt sted – først og fremmest må passe på a finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det – han er selv i indbildning når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han – men dog først og fremmest forstå det, han forstår. Hvis jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende – så er det fordi jeg er forfærdenlig stolt – så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres for min forståen. Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe – og herved forstå – at det at hjælpe ikke er at være den der hersker – men at være den tålmodigste af alle – at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret – fordi jeg endnu ikke kan forstå, hvad den anden i sin smerte har fattet.”
En sådan forståelse, at den svage i blandt os har en indsigt, en forståelse og en historie af stor betydning, som jeg bare ikke forstår endnu, hvorfor den svage skal behandles med ydmyghed og tålmodighed – at med tålmodighed og i tro kan miraklet finde sted – ja, den forståelse findes i ydmyge omgivelser i Café Hjørnestenen i Herning.
Trodsigt ruller man stenen op af bjerget. Miraklet: at se den flyve op over bjerget, er troen, der får vinger.
Læs om Café Hjørnestenen på www.hjoernestenen.dk
Skrevet juli 2016 på baggrund af speaks til radioprogrammet ”Lindsø” på DR P2 fra 14. marts 2004.