Det handler ikke om en PR-strategi, men om et langt sejt træk

board-761586_1920.jpg

Højskolerne har i perioder været blinde i troen på markedsføring på glittet papir, men markedsføring på højskolesprog hedder meningen med livet båret ud med engament i levende ord.

Artikel i anledning af, at Folkehøjskolernes Forening i Danmark, FFD, fylder 125 år i år.

Da jeg i årene 1995 – 2001 var forstander på Rønshoved Højskole, kunne dem, der huskede langt tilbage, fortælle, at da Hans Haarder rådede og regerede som forstander fra 1941 til 1979 – og med 38 år ved styrepinden er han til dato Danmarks længst siddende forstander – da øslede han ikke penge ud på brochurer og PR.

Jeg ta’r vestjyderne, I får resten
Højskoleveteranen Poul Engberg (1908 – 2008) havde kendt Haarder gennem et langt liv. Han boede på sine ældre dage nabo til Rønshoved, hvor han spiste med og i øvrigt havde sin daglige gang. Jeg spurgte engang Poul Engberg, hvordan Hans Haarder egentlig skaffede elever. For Haarder var en bragende succes, der på hvert elevhold fyldte skolen med op imod 150 elever.

Hans Haarder stammede fra Ølgod ved Varde, og det var vestjyder, han forstod sig på, som han kendte på travet, og det var mennesker af vestjysk afstamning, der stod hans hjerte nærmest.

Poul Engberg forklarede, at Hans Haarders genistreg var, at han et par gange om året rejste op og ned langs vestkysten og holdt foredrag. I disse foredrag var hans karismatiske omkvæd, at uden fiskere og bønder, vestjyder og venstrefolk – og venstrefolk, at forstå sig, i den gode gamle vestjyske J.C. Christensen-udgave – var der intet til at bære Danmarks skæbne oppe.

Folk strømmede til Hans Haarders foredrag, og de klappede ham ud og hjem. Bagefter gik tilhørerne hjem og meldte deres søn eller datter til et højskoleophold på Rønshoved. Det strømmede til Rønshoved med vestjyder. Ser man på gamle elevbilleder, kan man konstatere, at i Hans Haarders regeringstid nedstammer tre ud af fire elever fra en lokalitet vest for Højderyggen.

Sværtedublikatorens storhedstid
Jeg debutterede som højskolelærer i 1980 på Haslev Højskole. Da kradsede krisen – også, og på et krisemøde blev det besluttet at lave en skoleplan. Indtil da havde Haslev Højskole blot udsendt et brev til kommende elever, der i årtier havde stået i kø for at komme på skolen – et brev på to A4-sider, som en periode blev trykt på en ny efter tiden avanceret spritdublikator, som forretningsfører Vistisen var overmåde stolt over.

Den nye skoleplan var speciel ved, at forstander Jørgen Almdal stod for både tekst, layout og trykning. Ingen af delene var han god til, men alle andre løsninger var for dyre. Han indkøbte en ny sværtedubikator og farvet 90 gram A4-papir, og så blev der ellers spyttet ark ud i regnbuens farver. Jeg kan stadig mærke denne dundrende klak-klak-klak-lyd fra kopirummet, hver gang et ark i sekundet blev smuttet igennem den almdalske trykpresse. Lige med undtagelse af dage med tekniske problemer, når den brændte stensil sammekrøllede sig i valsen, og hele PR-indsatsen blev sat på stand by.

De farverige ark belv samlet i et stift omslag med et foto af skolens hovedbygning på forsiden, som var det eneste bogtrykkerbidrag til det ny PR-fremstød. Vi udsendte 3000 mapper. Jeg kan huske tallet, for jeg stod en sen nat med de 30 elever, vi kunne svinge os op til, hvor hver elev skulle pakke 100 kuverter, før der blev serveret natmad. Hovedparten af kuverterne havde bistandskontore og abejdsformidlinger som modtagere.

Vi var fulde af fortrøstning, da sendingen var postet afsted, og forstander Almdal takkede højtideligt eleverne for at have været med til at sikre skolens fremtid. Men der kom blot færre elever ud af det.
Jeg lærte det der, men glemte det siden, at en højskole skaffer ikke elever med en ny skoleplan.

Vi oprettede linjer: En u-landslinje med et halvt år på højskole efterfulgt af et halvt år i et u-land. En linje for elever med læse-skrive-vanskeligheder. En teaterlinje. Og flere med. Det gav pote. Ikke mindst, da vi oprettede en idrætslinje og ansatte Finn Berggren – i dag succesfuld forstander på Gerlev Idrætshøjskole – til at banke linjen op, hvad han gjorde så eftertrykkeligt, at idrætslinjen på et år havde halvdelen af de 60 elever, vi nåede op på.

Det var en erfaring, jeg tog med mig: at højskole kan få elever på fokuseret faglighed båret oppe af ildsjæle med netværk og gode kontakter, langt bedre end den kan sælges på pap og papir.

Skoleplanstyrraniets indtog
Ildsjæle og faglighed var også, hvad jeg mødte, da jeg i midten af 1980’erne kom til Danebod Højskole. I de ti år, jeg var der, havde vi stort set fyldt skole på hvert hold, og vi praktiserede den bedste højskole, jeg har oplevet. Eleverne kom, fordi vi sendte elever hjem som levende reklamesøjler.

Danebod gjorde sig bemærket ved at bygge vindmølle, solfangere og økologisk havebrug med egne økologiske kalve i folden. Vi reklamerede ikke med det, men blev kendte på at være 80 % selvforsynende. “Vi redder kloden”, var en del af skoleånden, og det tiltrak elever. Men ikke nok. Eleverne kom ikke af sig selv. Vi var i nogen grad ude at hente dem. Eller Mogens Hemmingsen var.
Hemmingsens store evne som forstander var at skabe en holdånd blandt ansatte, så vi gik rundt og tænkte, at uden Danebod kan vi ikke redde kloden! Vi knoklede for stedet, så vi blev ét med stedet. Vi lærte, at det ikke hedder, vi “laver højskole”, men at vi “holder højskole” – holder om, holder ved, holder af, holder ud, holder med – “vores skole”.

Når Mogens Hemmingsen kunne se, at der til det kommende hold ikke ville være fyldt op, fandt han en samarbejdspartner: Kvindeligt Arbejderforbund, Danfoss og Kræftens Bekæmpelse var blandt dem, han fik til at stille med de 10-15 elever, vi nogle gange manglede.

Det var en erfaring, jeg tog med mig, at elever ikke kommer af sig selv – at vi nogle gange som højskole skal ud og hente dem. Samtidig med at det netop er disse elever, der både beriger, løfter og fornyr højskolen, så højskolen ikke ender som en ren 4. g-skole.

Vi lavede ny skoleplan på Danebod i 1990. Vi hævede formatet fra A5 til B4. Vi havde et opgør på lærerværelset: teksten måtte ikke være forstandertung med for meget Grundtvig og for meget om skolens rødder i den sønderjyske historie. Teksten skulle “tale til de de unge i tidens sprog”. Jeg ikke kan huske, hvordan sproget lød, selv om det var mig, der forfattede det. Men det lød rigtigt! Vi fik taget hundrevis af fotos med bål, hygge og guitarspil, begejstrede elever, der plantede grøntsager, alvor og leg. Fotos var kun i sort-hvid, for farvefotos villle signalere for meget farveladereklame.

Vi var ret godt tilfredse med resultatet. Alligevel blev vi ramt af den skoleplanstyranni, som jeg var underlagt i to årtier. Det var ved samme tid, Mogens Hemmingsen blev formand for FFD, og hver gang han havde været til møde i København, kom han hjem med de sidste nye skoleplaner fra andre højskoler, som han plukkede ned fra hylderne i Højskolernes Sekretariat. Det værste var, at nogle højskoler havde en skoleplan bedre end vores. Vi troede på en sammenhæng mellem skoleplan på glittet papir og tilgangen af elever.

Synlighed, synlighed, synlighed
Vi var i 1990’erne over 100 højskoler, og kampen om eleverne var intens. Mange højskoler gik rundt med deres tiltag som forretningshemmeligheder, og hver gang skoler opfandt den dybe tallerken, blev den lanceret i nye skoleplaner, som blev større og flottere. Jeg husker, hvordan nervøsiteten greb os, da vi blev præsenteret for Ryslinge Højskoles megabrochure med Grethes Rostbølls glitrende farvefotos – så tyk og så stor, var den, at den skulle sendes i specialbyggede kuverter. “So ein Ding müssen wir auch haben,” blev der visket. Og da jeg få år senere satte mig i forstanderstolen på Rønshoved Højskole, var det so ein ding af en skoleplan, vi fik lavet for at lindre krisens hudløse kradsen. Hvorfor? Fordi krisen endnu ikke kradsede i Ryslinge. Ergo: Der var en skoleplan til forskel.
Vi var skoleplansnaive.

Der var op gennem 1990’erne på højskolerne en blind tro på moderne markedsføring, og PR-burauer og grafikere stod i kø med tilbud til os, som vi ofte købte. Synlighed var blevet tidens løsen. Samtidig blev de stigende PR-udgifter et fast punkt på skolernes bestyrelsesmøder.

På Rønshoved prøvede vi sågar med at ansætte vores egen kommunikationsmedarbejder, for kommunikeres skulle der. Men eleverne kom ikke af den årsag, og mens vi ventede på dem, skabte vi de korte kurser – 25-30 året – som redede skolen igennem svære år.

Helvede er gentagelsen
I 2001 blev jeg for en kort bemærkning informationschef i FFD. Kort forinden havde foreningen ansat Kim Hjerrild som generalsekretær. Han forstod sig ikke på højskoler, men troede stålsat på moderne kommunikation og reklamestrategier til at sælge hvad som helst. Trods interne skærmysler fik Hjerrild gennemtrumfet FFDs første outdoorkampagne med store plakater på perroner, stoppesteder og åbne pladser. Sociologen Henrik Dahl fortalte os, at kedsomhed var tidens store ungdomsproblem, og hans bror havde et PR-firma, som kunne omsætte teori til plakat. Seks store plaketer viste seks forskellige unge, der sidder henslængt i livslede. Teksten lød “Helvede er gentagelsen. Ta’ på højskole”.

Balladen ville ingen ende tage. Der blev protesteret højtlydt på højskolernes årsmøde, og dem, der havde læst Kierkegaard om gentagelsen som et plusord, gik i harnisk. Togrejsende i 60+-gruppen blev kede af at se højskolen udstillet som kedsomhedens forgård. De unge? Ja, de forblev tavse, og de tog ikke på højskole, fordi Danmark blev plastret til med plakater. Kampagnefirmaet forsøgte forgæves at dreje tallene, men året efter kampagnen var der ingen positiv effekt at spore i elevtilgangen.

Langt bedre og med større effekt var det, da vi tog på Roskilde Festival med Jesper Øland som ankermand – ham der i dag også er ankermand bag Roskilde Festivalhøjskole – og opsatte Spoken Word-teltet, hvor hundredevis af unge kom ind og hvilede ud med højskolesang og forfattermøder.

Der var nærvær, hjemlighed og højskoleånd til forskel på plakterne og teltet. Det var en lærerrig erfaring. Samtidig kom hjemmesiderne, og højskolerne forlod tre årtiers frelsertro på glittet papir.

Det lange seje træk med gyngen og karrusellen
Jeg har fra sidelinjen været med i arbejdet omkring Rødding Højskole siden genstarten i 2007. I bestyrelsen lancerede vi, da Mads og Anja Rykind-Eriksen blev forstandere, ideen med at gå på to ben: To lange kurser om året og ca. 30 korte kurser – og ind imellem udlejninger. Det har været rigtig god højskoletænkning. I starten har der været flest på de korte kurser, men i år runder det lange forårshold 100 elever, og der er knap plads til de planlagte sideløbende korte kurser.

Hvad er forklaringen? Den gives ikke entydigt. Men Rødding Højskole praktiserer en PR-strategi, der handler om synlighed på indhold. Mads og Anja har brandet Rødding som stedet for den demokratiske samtale. Det sker eksempelvis med velbesøgte og omtalte grundlovsmøder, weekendmøder som “Christiansborg flytter til Rødding” og “Før folketinget åbner” sideløbende med et stort engagement med dagsordensættende debatter på Folkemødet på Bornholm. Derudover har de på får år skabt en elevforening stærkere og mere arbejdsom, end man forestillede sig muligt. Et par gange om året kalder Anja et par hundrede af dem “Hjem til den fædrende gård”, bl.a. for at vejlede nuværende elever om studieoptag m.v.
Der er elever i at pleje gamle elever. Det er gammel vin, men den skal nogle gange hældes på nye flasker, som de gør det i Rødding.

Rødding Højskole praktiserer vel, hvad vi altid har vidst er god markedsføring af en højskole, men som vi i perioder ikke har troet nok på – at højskolen med sit indhold er et oprørssted mod samfundsmæssig og menneskelig ligegyldiggørelse af tilværelsen. Det var det, vi kunne på Danebod Højskole i 1980’erne og -90’erne. Det lykkedes vi ikke godt nok med på Rønshoved Højskole eller i FFD i de år, jeg var med ved rorpinden. Men det er det, vi lykkes med på Rødding Højskole, og den tilgang, der har rejst skolen som fuglen af asken.

Markedsføring på højskolesprog hedder meningen med livet båret ud med engament i levende ord. Det var, hvad Hans Haarder brugte til at fylde Rønshoved Højskole med i næsten fire årtier. Det er, hvad der igen efter magre år fylder Rødding Højskole.

Asbjørn Lindsø