Naturens bankende hjerte er død

En gang lovpriste vi den store digter. Nu er han død, og tidsånden forbigår det – som om den tænker: Godt det samme. Vagn Lundbye blev 82 år.

Jeg slugte dem i et væk, da jeg fik dem et par år efter udgivelsen – Vagn Lundbyes Anholt-trilogi: “Tilbage til Anholt” (1978), “Hvalfiksen” (1980), “Den store by” (1982).

I går døde Vagn Lundbye, 82 år gammel, på det Langeland, han elskede, midt i den natur, hvori han fandt altings mening, hvor han levede og digtede i harmoni med det skaberværk, vi er betinget af, og derfor ikke kan leve af, hvis vi ikke også lever for det.

I 2007 udgav Vagn Lundbye i tre store bind “Det nordiske testamente” – en gigantisk gendigtning af fortællingerne om de nordiske guder og helte – en præstation, der ikke var set større, siden Grundtvig udgav sin gendigtning.

Jeg var på det tidspunkt programmedarbejder i kulturradioen i DR, og jeg bestilte et anmeldereksemplar. Desværre blev et indslag med Vagn Lundbye om værket aldrig til noget, da der ikke kunne afsættes mere en 6-8 minutter til det. Forlaget pressede mig, og det samme gjorde Vagn Lundbye, som uden omsvøb virkelig udtrykte sin skuffelse. Han var ikke bange for dårlig omtale, men han var oprigtig ked af, at der stort set ingen omtale var af det store værk og hans bidrag til at puste liv i vores kulturarv. For det var det, han ville: puste liv i det, vi er ved at tage livet af.

Vagn Lundbye var alt andet end udviklingsoptimist. Han var civlisationskritikker, og han så på vores kapitalisering af naturens gaver som en afstumpethed ved den samfundsmæssige udvikling, der vil ende med vores civilisations undergang. Det var derfor han greb bagud, for han mente, vi kan nå at ændre retning, hvis vi giver os tid til at standse op og lære af de gamle – de gamle indianere, eskimoerne og de gamle nordboere. Jeg hørte i 1970’erne Vagn Lundbye fortælle – og han var i det stille også en stor mundtlig fortæller – om Hopi-indianerne og deres store gud Massau, som lærte dem, at de skulle leve på Jorden og af jorden, så den kunne overtages som et paradis af den ottende generation efter dem. En sådan forpligtelse på vores efterkommere mente Lundbye skulle være retningsgivende for vores natursyn og hermed for vores forvaltning af naturen.
Vagn Lundbyes civilisationskritik og natursyn var der stor lydhørhed for op gennem 1970’erne og -80’erne, og han fandt også en vis lydhørhed for sit natursyn helt op i 1990’erne, bl.a. hos Svend Auken, da han var miljøminister (1997- 2001).
Men med Anders Fogh-regeringen ankomst i 2001 blev et sådan natursyn ringeagtet og marginaliseret og slået i hartkorn med alt dårligt fra venstrefløjen. Naturen skulle nok beskyttes, men kun i det omgang naturbeskyttelsen ikke hindrede væksten.
“Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken,” sagde Fogh på Venstres landsmøde i 2003. Talen indvarslede et liberalistisk vækstorienteret natursyn, hvor folk som Vagn Lundbye – og med ham også forfatterkollegaen Thorkild Bjørnvig – blev parkerede som langhårede, naive filantropister, der levede og digtede uden sans for virkelighedens verden.

Der var ikke længere lydhørhed for et synspunkt, man et par årtier tidligere dyrkede, og som Vagn Lundbye sammenfatter i “Tilbage til Anholdt”: “Vi må finde forbindelsen til det oprindelige menneske i os, til det oprindelige menneske og dets natur. Og holde forbindelsen ved lige. Det er det, digterne gør. Mange af dem i hvert fald.”
Vagn Lundbye regnede sig med rette blandt dem, der holdt forbindelsen ved lige – og som derfor måtte ende sit liv med at konstatere, at et sådan synspunkt bliver man til grin på, når vækst og økonomisk tænkning bliver den gud, der gør sig til herre og hersker over naturen.

Kun den som intet hjerte har
kun den er kisteglad
kun den som aldrig lever mer
kan dø den sidste hval
(…)
Da hvalen døde, blev vi Gud
og kloden gudsforladt
(…)
Og ulvetimen slog fem slag
og svandt med sin fortæller
Men noget blev til dæmpet gråd
i dybet af en kælder.
(Vagn Lundbye i “Dødedans”, 1983).

Han kæmpede til det sidste for at vække os. Fortiden var det vækkeur han satte ved civilisationnens seng. Ikke for at sætte tiden i stå, men for at få os til at forstå, at kun den, der er forankret i sin kultur og sin historie, kan forandre og skabe en udvikling, der ikke ødelægger naturen.

Da jeg hørte, Vagn Lundgbye var død, satte jeg mig og genlæste Anholt-trilogien – og intet har forandret sig på 30 år: jeg slugte den i et væk – og jeg tænkte i nat på de sidste sider, at vi må tilbage til den natur, som Vagn Lundbye forblev en del af, da væksten forlod den.

Man kan tro, at Vagn Lundbye var en glædesløs sortseer. Det har mange gerne villet gøre ham til, for så kunne man afvise ham som kældermenneske. Men kun fordi Vagn Lundbye som få kunne glæde sig over naturen, blev han den nådesløse angriber på dem, der pillede ved den glæde.

Vagn Lundbye fik en sang – en morgensang – med i 18. udgave af Højskolesangbogen, hvor han netop fortæller om den glæde, naturen giver, men som vi miste, hvis vi forgiver selvsamme natur.

Når det spirer som i dag
elsker solen uafbrudt
både bøg og markukrudt
fiskeørn og gærdesmut
Så ved jeg med mit hjerteslag
at ventetiden nu er slut
Livet vender glad tilbage
I mit sind er forårsdage

Når det vrimler som i dag
synger skoven rundesang
reden tømmes nok en gang
flagermus får vingefang
Så ved jeg med mit hjerteslag
at sorgen er en overgang
Ensomhed og gråd forsvinder
I mit sind er fremtidsminder

Når det regner som i dag
bliver træet drukkenbolt
fluesvampen skåler stolt
ræveunger spiller bold
Så ved jeg med mit hjerteslag
at intet hjerte mer er koldt
Regnen holder med de svage
I mit sind er sommerdage

Når det fryser som i dag
sakker solen agterud
skoven står i sne og slud
har dog altid overskud
Så ved jeg med mit hjerteslag
at livet altid holder ud
Al natur er ærligheden
I mit sind er kærligheden

Vagn Lundbye er død. En stor dansk digter er død. Det har stort ingen taget notits af, og ingen politiker har bemærket det – som om vi med tidsånden tænker: Godt det samme!

En indianer kendes på, at han ved med sit hjerteslag. Danmarks største indianer er død. Æret være hans minde.