Vis mig din indgang, og jeg skal sige dig, hvem du er

door-2729591_1920.jpg

En byvandring i den ældste del af Sorø er et godt eksempel på, hvad indgangen har betydet i dansk arkitektur.

Klumme i Sjællandske 3. september 2016

Sorø præges af sin flotte arkitektur. Når man bevæger sig på Alléen og videre ned gennem Storgade, giver mange af byens huse mig en stolthed ved byen. Der er noget nærmest mytologisk over at gå igennem porten indtil Klosterkirken og Akademiet. Indgangen åbner indtil en storhed.

Men tiden har det med at gøre midlertidige beslutninger til noget varigt. Som forholdsvis ny borger i Sorø, ser man de misforståelser, vi har det med at vænne os til. F.eks. er pølsevognen på Torvet en ubegribelig øjebæ – som et fugleskræmsel på en jordbærmark.

En byvandring i den ældste del af Sorø er et godt eksempel på, hvad indgangen har betydet i dansk arkitektur. Vi kender begreberne hoveddøren og bryggersdøren – fordøren og bagdøren. Det er i hoveddøren, vi tager imod gæster og byder velkommen. Bagdøren er til hverdagsbrug – og nogle gange den, man sniger sig ud af. Vi kender vendingerne: “De stod i hoveddøren og hilste velkommen.” Og: “Han forsvandt ud af bagdøren.”

Gør døren lav, gør porten smal
Selv om salmen “Gør døren høj, gør porten vid” handler om noget ganske andet end arkitektur, så er verslinjen taget ud af en dansk forståelse for, hvad der er en flot indgang.

Mange bygninger i Sorø præges af denne gamle forståelse. Det ses på de flotte porte, der med deres udsmykkede buer løfter en hvælving over mig, inden jeg træder ind. Alléhusets gamle hovedindgang er et strålende eksempel trods bygningens triste forfald. Den gamle port ind til Banken for Sorø og Omegn viser det samme – og alene en sådan indgang kunne få mig til at sætte penge i banken.

Derimod er nutidens pengeinstitutter også i Sorø det triste eksempel på indgange med manglende velkomst. Indgangen til Nordea og Danske Bank er en fladtrykt fornøjelse. Ved Sydbank kan man ikke skelne vinduer fra indgang. Som om princippet er: “Gør døren lav, gør porten smal.”

Men arkitekuren lyver aldrig, den afslører. Bankernes bygninger tilpasser sig  digitaliseringen: man ser mig gerne som kunde, blot jeg forbliver på nettet og ikke møder op. En port og en portal er i dag er da heller ikke længere blot et indgangsparti, men også internetbegreber.

Rådhusindgangen lukker mig ude
Jeg har min daglige gang på Rådhusgade, når jeg afleverer børn i Holberghaven. Fra første gang, jeg passerede Rådhuset, har jeg nydt den arkitektoniske evne til at sammenbygge tre epoker. Fogh & Følners tilbygning fra 2010 nærmest løfter 1800-tals bygningen. Den stolthed, jeg mærker blandt de gamle huse i byen, mærker jeg også, når jeg træder mellem søjlerne ind i den relativ nye rådhusgård. Det er lykkedes arkitekterne at skabe en indgang, der i den grad byder mig velkommen som borger på mit rådhus.

Derfor er det ubegribeligt, at man af indretningsmæssige årsager, men uden sans for æstetik og uden respekt for arkitekturen, har nedlagt hovedindgangen, og man som borger nu forvises til bagdøren – med en indgang på Rådhusgade så lav, at vi er nogle, der må bøje nakken, og hvor man må passere affaldsspande og containere, inden man forvilder sig om til en liden svingdør gemt af vejen bag en bøgetræslabyrint. Jeg føler mig ikke på samme måde velkommen. Det er som om kommunen siger: “Find os på nettet – du tager for megen tid, når du kommer her.”

Må vi bede om at få den oprindelige hovedindgang genåbnet. Brug gårdspladsen – indret den med borde og bænke, blomster og træer – skab hygge for borgerne – server os en kop gårdkaffe, når vejret er godt. Brug dog de tanker, arkitekten har tænkt, og respekter arkitekturen.

Porten til kunstmuseet inviterer mig
Sorø Kunstmuseum er et forbilledligt eksempel. Ankommer man fra Storgade, går man gennem den pompøse portal for at havne i en gårdhave, der varmer hjertet med sin velkomst. Det er en velkomst, der giver mig lyst til at se mere og møde andre.

Nogle byer som Ribe og Møgeltønder har gjort indgangsdøre til deres varemærke og trykt plakater med alle byens flotte dørpartier. Sorø kunne gøre det samme. Når man på en måde bliver vist døren, bliver man på en særlig måde budt velkommen.

Asbjørn LindsøComment