Ingen far har en nyfødt i armene uden at vide, hvad meningen med livet er

erik uden har.jpg

Glæden kræver opsøgende virksomhed, som han altid selv finder i både en god bog og i gudstjenesten. Desuden giver barnedåb særdeles god mening, ja, den er mening for ham. Det fortæller jeg bl.a. om i dette interview med Kristeligt Dagblad.

Af Dorte J. Thorsen

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg render ikke dagligt rundt og siger trosbekendelsen for mig selv. Den er også ret bastant, men deri ligger den tro, som jeg til gengæld oplever foldet ud, når jeg ser på mine seks børn, hvoraf de tre er voksne, mens de tre andre er henholdsvis 2, 6 og 15 år.

Jeg har nemlig været velsignet med hele mit voksne liv at have egne børn omkring mig, hvoraf jeg også har holdt de fire over dåben. For aldrig står troen stærkere end i dåben. Som en af mine gode venner, der er jordemoder, siger det: Jeg har endnu aldrig mødt en far, der har stået med sit nyfødte barn i armene og ikke har vidst, hvad meningen med livet er. For den er i børnene – og i dåben, når det siges: Vil du døbes på denne tro?

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i Himmerland i et meget indremissionsk hjem, hvor vi både knælede ved stole, havde helliggørelsesmøder og bad bønner. Jeg var ikke mere end omkring fire år, da jeg ikke længere troede på det, men fandt det for meget, selvom der også var stor kærlighed i den stille tvang, som kendetegnede mit barndomshjem.

For det gode ved Indre Mission er, at man tager sig af den svage og har en social dimension, som jeg ikke har fundet i grundtvigske kredse. Men det kunne jeg ikke se til at starte med.

Jeg måtte derfor som ung sige nej til min fars anmodning om at gå i hans fodspor – og derpå, som Ib Michael beskriver det i sit forfatterskab, tage langt væk fra mit udgangspunkt og i en periode endda droppe kristendommen for at kunne rejse tilbage igen til mit nuværende ståsted, hvor jeg kombinerer det grundtvigske med omsorgen fra Indre mission.

Hvad har udfordret din tro?

For 15-20 år siden satte Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en dagsorden, hvor religionen skulle ud af det offent-lige rum, og samfundet udelukkende skulle være sekulært. Det har provokeret og udfordret mig meget.

For det er en forkert vej at gå, som sidenhen har betydet, at det har været svært, ja nærmest umuligt, at deltage i samfundsdebatten med kristne argumenter uden at blive anset for at være i bedste fald mindre seriøs end andre debattører med mere verdslige argumenter.

Journalister og medier er også med enkelte undtagelser som Kristeligt Dagblad nærmest skrækslagne for at beskæftige sig med kristendom. Islam kan gå an, for det er man enige om er et problem, men kristendommen skal helst gemmes væk.

Men det duer ikke. For hvis ikke vi kan gå et spadestik dybere i debatten og tale om de store ting i livet og om tro, så bliver både samfundet og debatten hul og overfladisk.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det kan siges med et ord: højskolen. Jeg var 25 år, da jeg blev højskolelærer. På højskolen mødte jeg en helt anden kristentro end den meget alvorlige, som jeg var vokset op med. Jeg nåede at opleve højskoleveteraner som Niels Højlund, Frederik Christensen, Poul Erik Søe og Hans Henningsen.

Af dem lærte jeg, at kristendommen kan være fornøjelig og glad, og jeg glemmer aldrig Højlunds ord til mig, da jeg engang fortalte ham om min baggrund. Han sagde: De bedste grundtvigianere er opvokset i missionshjem. Det er jeg også selv.

Et af mine bedste minder er også fra min forstandertid på Rønshoved Højskole i Sønderjylland, hvor vi havde en talerstol, der var almindelig talerstol i hverdagen, hvorfra der både kunne bandes og debatteres. Lørdag aften blev den brugt som bar, men søndag morgen kom døbefonten og knæfaldet op fra kælderen, og så var den prædikestol i Rønshoved Frimenighed.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg tror, at min tro kommer til at kunne hjælpe mig den dag, hvor jeg rammes af stor sorg, hvad jeg indtil nu har været forskånet for. I dagligdagen er der i min livsanskuelse indbygget en forpligtelse til at søge glæden. Jeg kan blive vred, men jeg er aldrig sur, og der er ikke noget værre end mennesker, der er sure over livet. For tilværelsen handler om glæde.

Har vi ikke noget at glædes over, så har vi noget at glædes til. Glæden kræver opsøgende virksomhed, og finder jeg den ikke i hverdagen, så byder kunsten, kulturen og kirken sig altid til. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet, at glæden ikke har vist sig, når jeg har været i kirke eller har læst en god bog.

Men det er også nemt sagt, når man som jeg ikke har været ramt af stor sorg endnu. Alligevel vil jeg fastholde, at glæden er den basale livsytring og det, der kom først. Når vi rammes af sorg, er det, fordi vi mister det, der gjorde os glade.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg holder meget af Grundtvig og Kierkegaard. Grundtvig med hans påpegelse af det levende ord. At det er gennem den fortælling, vi giver til hinanden, at vi gør os bekendte og skaber bevidsthed om vores fælles historie. Og Kierkegaard fordi han konstant minder mig om, at jeg må gøre op med ligegyldiggørelsen af livet, og at det er i det etiske og kristne, jeg kan skelne mellem det betydningsløse og det betydningsfulde.

Men ellers er det Christian Olesen, der var bonde ved Vinderup, og som jeg arbejdede hos, mens jeg studerede. Han var kristen, men skiltede aldrig med sin tro, selvom han gik i kirke og bad bordbøn. Jeg husker en sommer, hvor det ikke havde regnet i to måneder, og hvor sukkerroerne var ved at gå til i tørken.

Vi havde ikke vandingsanlæg, så der hvilede en tung stemning over gården. Men så en morgen sidst på sommeren kunne vi mærke, at det trak op til torden. Skyerne samlede sig, og regnen væltede ned – og Christian Olesen rejste sig fra bordet og trådte ud i det. Han gik op på højdedraget bag gården med udsigt ud over markerne, og totalt gennemblødt foldede han hænderne og bøjede hovedet, inden han gik ned igen – og kom ind med ordene: Det er ikke et vejr at gå ud i. Han havde selvfølgelig været oppe og takke Gud.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det har aldrig tiltalt mig at sidde ved nogens fødder og modtage åndelige råd, hvilket også hænger sammen med min opvækst. Jeg har derimod altid holdt mig til det levende ord og den kontinuerlige debat mellem mennesker. For det er, når vi taler sammen, at vi kan viderebringe historierne og berige hinanden, hvad vi også har et ansvar for at gøre, både som mennesker og som samfund.

Asbjørn LindsøComment