Pak børnene ind i sang og fortælling – tanker på første skoledag

Børn skal høre rim og remser, synge sange, læse digte og høre fortællinger om kampen mellem godt og ondt. Derfor er musiklærere, kunstlærere og fortællelærere ligeså vigtige som lærere i færdighedsfag. Derfor blev jeg glad, da netop disse lærere var sat i front på min datters første skoledag.

Klumme i Sjællandske lørdag den 26. august 2017

I sidste uge havde mere end 56.000 børn deres første skoledag. Jeg har seks børn, og det var det næstsidste barn, jeg fulgte til skolestart. Det er en overvældende oplevelse hver gang.

Vores datter havde forud tilbragt tre år i Holberghavens børnehave i Sorø, hvor de på allerbedste måde har forberedt børnene til skiftet. Alligevel var der sommerfugle i maven. En skolelærer har lært mig, at man skal pusle ekstra om sit barn derhjemme de første par uger, for de er på overarbejde. Ligesom når vi voksne starter på nyt arbejde.

Jeg tænker, at den lærer, der starter sådan en 0. klasse op, også er på mentalt overarbejde. Hun står foran forældre og børn og byder velkommen i skole med hele ansvaret på sig: “Disse børn skal jeg lære bogstaver og tal, så de kan lære at læse, skrive og regne.” Videnssamfundet venter dem forude i et land, hvor vi siger, at uddannelse er vores største ressource. Jeg bliver nervøs alene ved tanken om, at læringen var mit ansvar. Pædagoger og lærere er en erhvervsgruppe, hvis status og anerkendelse på ingen måde står mål med den enorme og gyldne indsats, de yder vores børn, når vi i årevis overdrager børnene til dem til mere samvær, end vi som forældre har med dem i løbet af en skoleuge.

“Af lys og varme vor skole stå…”
På Sorø Privatskole var flagene hejst. Den røde løber var rullet ud flankeret af blomster. Under kastanjetræet var scenen sat op, og musikken spillede. Der var fællessang og taler, og alle nye børn fik deres navn nævnt med et velkommen i det forpligtende fællesskab, en skole skal være, når den er bedst.

Klasserne blev klappet ud til det nye skoleår. Og jeg kom til at tænke på Astrid Lindgren, der siger: “Der kan ikke bankes noget som helst ind i børn, men der kan klappes uendeligt meget ud af dem.”

Jeg blev derfor bevæget af glæde, da vores datters klasse blev råbt op, og vi gav slip på hende, og jeg så hende vende sig om og gå med klasselærer Lotte ud i den fremtid, der startede netop der, mens vi alle klappede, og musikken spillede “oh, when the saints go marching in”.

Børnene blev budt velkommen på den røde løber, og de blev klappet ud til skoleåret med fuld musik. Det var smukt, stort og rigtigt.

De gik over i klassen, og i deres allerførste skoletime fortale Lotte dem en historie. Det var som om, Astrid Lindgren var med: “Pak ikke børn ind i vat og bomuld, men pak dem ind i sange og gode historier.”

Jeg fik en god fornemmelse af, at mit barn startede i en skole, der pakker børnene ind i de fortrinlige ord af Grundtvig i sangen “Hvad solskin er det for det sorte muld”:

trods mørkets harme
i strålearme
af lys og varme
vor skole stå

Det er sådan en skole skal være – den skal med lys og varme beskytte børnene mod de mørkekræfter, der altid lurer.

Systemverden og livsverden
Den tyske filosof Jürgen Habermas siger, at vi lever i to verdener på samme tid: livsverdenen og systemverdenen.
Systemverdenen har at gøre med produktion, videnskab og teknologi. I systemverdenen er alle problemer styringsproblemer. Her er penge og magt de afgørende redskaber.
Livsverdenen derimod er kulturens verden og i den verden, vi skaber relationen til næsten. Her er styringsredskabet samtalen. Her finder den sociale produktion sted.
I systemverdenen er det vigtigt at kunne erkende. I livsverdenen er det undren og tænkning, der er det vigtigste.
I systemverdenen forklarer man sig på det rationelle sprog: fagsproget, det konkrete og faktuelle sprog. I livsverdenen gør man brug for af det poetiske sprog, det kunstneriske og fortællende sprog. I systemverdenen lærer man at analysere og erkende. I livsverden giver man sig tid til at undres og tænke.

I disse år er stort set hele samfundets udvikling opbygget på systemverdenen. Det er et paradoks, når det enkelte menneskes afgørende livssituationer udspringer af livsverdenen. Det her, vi udvikler livsglæde, livsmod og forankring. Det er her børn skal lære – med et K.E. Løgstrup-udtryk – at få et med-menneske inden i sig selv og ikke et mod-menneske.

Nedskriver vi livsverdenens betydning i skole og uddannelse, fortrænges det sprog, der skal til for fx at tale om kærlighed og sorg, drømme og håb, tro og Gud. Når disse begreber ikke kan finde plads i sproget, bliver vi tavse og afmægtige, når vi møder dem.

Derfor skal børn høre rim og remser, synge sange, læse digte og høre fortællinger om kampen mellem godt og ondt. Derfor er musiklærere, kunstlærere og fortællelærere ligeså vigtige som lærere i færdighedsfag. Derfor blev jeg glad, da netop disse lærere var sat i front på min datters første skoledag.

Vi skal nemlig huske, at den menneskelige ressource, der skal til for at begå sig i systemverdenen, læres i livsverden. Som Halfdan Rasmussen digter:

At lære er at bøje
sig over livet selv
og fylde sind og øje
med tankens himmelhvælv,
at undres og betages,
når livet kommer nær,
at møde, når det dages,
en større sandhed dér.

Asbjørn LindsøComment