At kende sin besøgelsestid

  Velling Kirke i Ringkøbing.

Velling Kirke i Ringkøbing.

Prædiken i Velling Kirke søndag den. 20. august 2017 – 10. søndag efter trinitatis.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48

Der er noget fascinerende ved bymure og forsvarsmure. Forleden søndag besøgte jeg vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse og blev opslugt af hvilket enormt byggeri, man kunne præstere dengang for mere end tuisnde år siden: voldgraven, volden og den fem meter høje pallisademur, der havde stået der en gang.

Jeg har stået på bymuren i Rom, Dubrovnik og andre europæiske byer – og såmænd også på den i Jerusalem og tænkt det samme.

En mur ganske enkelt – Den kinesiske Mur – er kåret som et af verdens mest imponerende bygningsværker.

En mur kan holde alt det ude, der truer, og som kan skabe kaos. Bymure har i årtusinder skullet skabe tryghed og give sikkerhed. Siden hen fik grænsebevogtninger samme funktion – og ja, nu indfører vi dem såmænd igen netop med argumentet om at øge vores tryghed og holde farer ude.

Vi kender det også fra det menneskelige liv. I overført betydning slår vi ring omkring os selv og dem, vi holder af.

Men det interessante er ikke muren – hverken den ydre eller den indre. Det interessante er livet bag muren. Det interessante er ikke fæstningsværket, men hvad det er, det skal befæste og beskytte. Det er da også livets udfoldelse bag muren, jeg prøver at forestille mig, når jeg står på volden eller på bymuren. Hvad var det for et liv? Hvad gav det mening? Hvorfor ophørte det? Muren i sig selv giver ingen mening og appelerer ikke til andet end det numeriske: hvor høj, hvor lang, hvor mange sten osv. Muren er i sig selv blot sten og mørtel.

Storm P. har en flue, hvor der sidder to mand på en bænk. En kendis kommer forbi, og den ene siger:
– Hvordan er han egentlig som menneske?
Og den anden svarer:
- Det ved jeg ikke – som sådan har jeg aldrig mødt ham.

Det er sådan en person, vi kender fra udtrykket: “Han har bygget en mur op omkring sig.” Og: “Han er ikke til at skyde igennem.” Et sådan menneske kan vi ikke nå ind til, og vi kender det derfor kun på overfladen – på muren og værnet, det har bygget op omkring sig. Ofte er det sådan et menneske, vi ikke bryder os om at møde eller være sammen med. Samværet er som at løbe hovedet mod en mur. Man bliver holdt udenfor.

Men mure kan falde. De kan falde med et brag, eller de kan langsomt krakelere. Det kan mennesker også. Vi har måske selv oplevet det – at muren, vi har bygget op omkring os, og som var det værn mod kaos i livet, der gav os fred – at den mur bryder sammen. Da er det, vi opdager, at vi er sårbare – virkelig sårbare – for lige pludselig kan vi intet holde ude.

Jesus græder.
Evageliet til i dag er det eneste sted i Ny Testamente, hvor vi hører om, at Jesus græder. Ikke fordi gråden ikke spiller en rolle i evangeliet. For igen og igen hører vi Jesus sige ordene “græd ikke” eller “græd kun”. Han siger det til menensker, der græder over deres liv – over tab og i sorg, over sygdom og ulykke, når det flimrer for livssynet og fremtiden ser trøstesløs ud – da trøster han: “græd ikke” eller “græd kun”.

Jesus græder.
Han græder over Jerusalem – over byen, der knejser bag muren. Livet i byen udfolder sig usårligt – for de har jo muren. Og den, der oplever sig som usårlig, bliver nemt overmodig og hovmodig.

Jesus græder
– og han ikke blot græder, han bliver vred, sådan som vi nogle gange bliver, når vi græder, fordi noget smerter os. Han græder i vrede, fordi jøderne med al deres handel og leben med rundsave på albuerne har gjort bedehuset til en røverhule for handel og vandel og økonomske geschæfter til eget bedste.

Det er det liv – det fortravlede liv hvis hele omdrejningspunkt er en god forretning – det er det liv, der kan krakelere, fordi det alene finder fred i en tryghed, der er af det ydre. Vi kender det selv – at lige meget, hvor mange velfærdsgoder, vi plastrer livet til – statussymboler som det hed en gang – så er det muren, vi plastrer til. Det er overflade.

Jesus græder,
når vi havner der, hvor vi går galt i byen efter fred i livet. Når vi vil have det overfladiske til at sikke dybere i stedet for selv at gå i dybden.

“Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred”. Det er de ord, der der i dag skal trænge ind bag de mure og volde, vi selv har bygget op for at være i fred og ro til eget bedste.

For menneskelig fred er ikke bare den ydre tryghed, vi befæster os bag. Fred er ikke bare det, der giver os sikkerhed: et hus sikret med forsikring mod det, vi mener er alt, et godt job med sundhedsforsikring, pensionsopsparinger, der sikrer os givtige rater udbetalt i gråt guld osv.

Reducerer vi freden til den ydre fred, så risikerer vi, at det ender for os, som Jesus siger om Jerusalem: at fjenden kommer, der kan ødelægger vores bastioner – og der ikke lades sten på sten tilbage, som der står.

Har vi kun har den ydre fred, har vi intet, når fæstningsværket en dag bryder sammen.

Jeg skal fortælle en historie til forklaring:

Kunstneren Per Kirkeby havde tilsyneladende alt med huse som slotte i Hellerup, Italien og på Læsø. Han kunne bygge mure op omkring sig med international anerkendelse. Men pludselig ramlede det: konen skred med en anden efter 30 års ægteskab. Kort efter fik han en hjerneblødning på færgen på vej til Læsø.

Per Kirkebys redning blev hans kirkeudsmykninger – eller rettere sagt: det evangelium, han havde fået ind under huden, fordi han havde sagt ja til at udsmykke kirker.

Jeg interviewede ham, da han havde fået talen igen, men fortsat ikke evnen til at føre penslen. Han tog mig med hen foran et tre meter højt lærred med det maleri, han var i gang med, da hjerneblødningen ramte ham. Han forklarede sit fald: “Jeg står her, jeg tager penslen, jeg ved, hvordan hånden skal føres, men jeg kan ikke, for mine fødder vakler.”

I kan se det for jer: det er som at blive bedt om at male stående på et vippebrædt. Det kan man ikke.

Per Kirkeby forklarer, at hans redning, da alt omkring ham faldt som mure, der synker i grus, var hans tro. Jeg spørger ham, hvad tro er, og han svarer: “Tro er det, der bær i selv de sværeste stunder.”

Han citerer Grundtvig – og som vi sang det:
O, vidunder-tro,
som slår over dybet den hvælvede bro,
der isgangen trodser i buldrende strand
fra dødnigehjem til de levendes land.

Per Kirkeby tilføjer: “Jeg sidder måske tilbage nu og ligner en skygge af mig selv, men skyggen har forladt mig, for jeg fik Guds fred i sind.” Vi plejer at sige “med fred i sind”. Kirkeby siger “med Guds fred i sind”. Med den fred i sind byggede han ikke muren op, men sig selv op.

Vi går derfor galt i byen, hvis vi tror, at fred er det samme som sikkerhed og tryghed.

Ordet fred er beslægtet med “fri” og “frænde”. Frænde er det gamle ord for ven. Fred er ikke bare at befæste sig, så man kan holde kaos ude, men også at vi evner at gøre os til ven med den skæbne, som livet gør os til part i. Livet er godt, men det handler jo ikke altid mildt med os. Tro er det, der bær i selv de sværeste stunder, og netop dér – af alle stunder – viser os, at der på trods og alligevel er en mening at finde.

Gud er der fred i. Det er troen på Gud, der bær freden i sig. Denne Guds fred, siger Kierkegaard, mærkes som “sinds ro og sjæls dybde”. Man falder helt til ro i verdens larm blot ved at sige det: “sinds ro og sjæls dybde”.

I troen på denne fred gives vi styrke til i frihed og frimodighed at turde møde verden, som den er, i stedet for at sætte en mur op ud til den. I denne fred, ro og dybde kan man færdes frit. I troen finder man nemlig også styrken til at møde sin sårbarhed i stedet for at beskytte den – måske skjule den – bag forskansninger.

Lyrikeren og salmedigteren Inge Hertz har i digtsamlingen “Livet er levende” et digt, hvori det lyder:

Du snegl
på vejen
som vover livet
tøvende
søgende
sårbar.
Går ud af dit skjul
kravler
ud af din ramme
og går nye veje
i græsset.
Din krop kan kvases
dit hus
kan knuses
dit liv
smides væk
med en fod.

At leve
er mod
til at vove
gå ud
af sit hus
vandre
langs vejen
og langsomt
betræde
det nye græs.

Det er udenfor skallen, udenfor murene, det nye findes. Livets berigelse. Men det kræver, at vi opgiver det blændværk, det er at tro på, at vi kan gøre os usårlige.

Evangeliet lyder, at du du skal vove livet for at vinde livet. Du er skabt sårbar, og du skal derfor leve sårbar – i den vished, at i troen på Gud, heles sårene til nyt liv. Ihukommende historien om Per Kirkeby.

Som Tom Kristensen digter:
Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet,
du bør og gør,
så er det givet,
at alt i livet,-
det blev dig givet,
fordi du tør.

For alt i livet,
som blev dig givet,
er lys og mørke,
i sammenspil,
og har du vovet,
og har du lovet,
og har du svigtet,
så var du til.

Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet,
du må og skal,
så husk at livet,
er blevet givet,
til dig i kraft af
et syndefald.

Tom Kristensen: Et Mannakorn (fra digtsamlingen ‘Den sidste lygte’)

Sådan beskriver digterne det – næsten som en kommentar til evangeliet i dag: En opfordring til frivilligt at vove sig udenfor murene. Vi bliver nemlig ikke mindre sårbare, fordi vi forskanser os. Vi er født sårbare – det er menneskets grundvilkår. Det er det, vi bliver mindet om i dag – at sårbarligheden bærer noget nyt til livet i sig.

Det er derfor Jesus siger, at vi skal kende vores besøgelsestid. Det er en vending, vi tit bruger, uden at tænke på, at den stammer fra evangeliet til i dag.

Vi kender til følelsen, at livet i perioder glider os forbi, fordi vi fokuserer på noget andet, end det, vi burde, og som ville give os mere mening. Det er når, vi falder af på den på levereglen “man ved, hvad man har, men ikke hvad man får”. Det er når vanen tager over, det er når dagligdagen bliver til en trummerum af rutiner. Det er når det uvæsentlige stjæler tiden. Det er, når vi lever et liv, vi godt ved skulle være anderledes.

En stille stund, når børnene er lagt i seng, eller vi sidder med en aftenbajer og kigger ud over haven eller landskabet, er det så, at tanken kan ramme os: “Jeg er nu skabt til noget andet”. Eller: “Det holder ikke det her”. Når vi standser op og giver livet for at give livet en drejning mod mere mening, er det, vi erkender vores besøgelsestid.

Jesus siger det barsk, kontant og uden omsvøb, at kender vi ikke vores besøgelsestid – lumrer vi livet hen, gemmer vi os bag hækken, tænker vi kun på – som jøderne på temmelpladsen – at smede vores egen lykke og ikke de andres – ja, så har vi samtidig inviteret fjenderne til livet indefor, og “de skal jævne dig med jorden og dine børn med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.”

Og på tempelpladsen tog han affære og drev dem ud, der lavede handel der. Med Gud kan man nemlig ikke slå en handel af. Forholdet til Gud kan ikke reduceres til et krejlerhandel, hvor vi prutter om prisen, så både Gud og menneske synes, der er gjort en god handel.

Jesus græder, for det er sådan jøderne opfører sig på tempelpladsen. I pauserne mellem handlerne med hinanden, går de ind og ofrer i templet og beder deres bønner. Til gengæld regner de med at være i alliance med Gud.

Var Gud en, vi på den måde kunne slå en handel af med på livets markedsplads med tanke på profit – ja, så var muren den eneste løsning. Men Gud er den, der givet livet fylde. Gud er “den klarhed fra det høje, der driver sorgen fra vor sjæl og tågen fra vort øje”, som vi synger om lidt.

At tro på Gud er at tro på den magt, der kan kalde verden frem. Han gjorde det en gang. “Bliv lys”, sagde han, og der blev lys. Siden har han gjort det igen og igen – i dit liv og i mit liv. Skabelse fandt ikke én gang sted. Skabelsen sker hver gang, når livet er gået i sort, og han tænder lys.

Gud er Gud om alle land lå øde –
hvert fjeld, hver tinde kan brat forsvinde,
men op skal rinde,
som solen skinne,
Gud rige
som vi synger i den sidste salme. Det er den tro, der bær i selv de sværeste stunder. Det er i den tro, vi får sinds ro og sjæls dybde. Det er i den tro, vi kan finde mod og styrke til bevæge os udenfor muren – ud i den Guds skabte mangfoldighed, vi afskærer os fra, når vi murer os inde. Det er i den tro, der er vished. Den tro er der fred i – Guds fred.

Amen.

Salmer:
4: Giv mig Gud en salmetunge
561: Jeg kender et land
52: Du, Herre Krist
302: Gud Helligånd! O kom
7: Herre Gud, dit dyre navn og ære

Asbjørn LindsøComment