Selvmorderen

strand kors.jpg

Den, der vil være sin egen lykkes smed, bliver ensom blandt mennesker - den værste af ensomheder. For nogle er selvmordet smutvejen ud af denne ensomhed. Men det ændrer ikke ved, at selvmordet for de efterladte kan opleves som en egoistiske handling. Dem, der lades tilbage - særligt børn - oplever en forbrydelse begået imod dem. Den, der begår selvmord, er selvmorder.

Der findes ikke nogen støre egoistisk handling end selvmordet. Jeg er vokset op i en landsby med 350 indbyggere, hvor der i min barndom på to år var seks selvmord. Ved fire af dem lod selvmorderen sine børn tilbage uden en far eller en mor. I det mest forrykte tilfælde kom en 12-årig dreng hjem og fandt sin far i aftensolens stråler dinglende fra bjælken i cykelskuret.

Selvmordet er en forbrydelse. Den, der begår selvmord, er selvmorder. Dem, der lades tilbage af en selvmorder - særligt børn - oplever en forbrydelse begået imod dem. Jeg læste for nogle år siden om en mand, der i sin fortvivlelse ville begå selvmord fra Storebæltsbroen, men da han var steget ud af bilen, hvor broen er højest, så han for sig som i en åbenbaring sine børn og legende børnebørn, og en stemme hviskede til ham, at han ikke måtte gøre det imod dem. Han vendte om og kørte grædende hjem. Det var en lykkelig udgang, for han undgik at ende som forbryder.

Jeg ved godt, at psykiatrien ikke er enig og med ret hævder, at det menneskelige sind kan blive så formørket, at det ikke kan se klart. At sindet kan blive påvirket af druk, stoffer og medicamenter, så det drives til et overdrev, hvor vi ikke kan håndtere det. At vi kan lide af sindslidelser, der flytter selvmordet tættere på. Men det ændre ikke ved, som vi siger det i sproget, at selvmord også er mord, og en selvmorder hermed er en morder. At det kan komme så vidt, er en menneskelig gåde.

Som Albert Camus siger det i sit lille filosofisk værk "Sisyfosmyten": "Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige (…) er legeværk." Man kan være ensom blandt mennesker, som Sartre nervepirrende forklarer i en roman med netop titlen "Ensom blandt mennesker".

Det er en grufuld tanke, at man kan være blandt andre og nok blive set, men føle sig overset, fordi man ikke bliver gennemskuet, som den man er. For i sin fortvivlelse efter at blive set, begynder man at spille roller, men livet bliver blot da mere absurd, fordi man fortsat ikke gennemskues, og derfor nu også oplever sig selv som en rollespiller i livet.

Hellere gennemskuet end overset

Vi er afhængige af at blive gennemskuet, som de rollespilleren med falske kulisser, vi nogle gange er. Den oversete føler livet absurd. Som Albert Camus forklarer det: "En verden, som man kan forklare, føler man sig hjemme i, selv om forklaringen ikke holder stik. Men i et univers, som pludselig berøves enhver illusion og enhver mening, føler mennesket sig som en fremmed.

Der findes ingen vej ud af denne landflygtighed, som hverken rummer erindring om noget tabt fædreland eller håb om noget forjættet land. Denne kløft mellem mennesket og dets tilværelse, mellem skuespilleren og kulisserne, er det, som i egentligste forstand er årsag til følelsen af absurditet. Og eftersom alle normale mennesker på et eller andet tidspunkt har overvejet at tage sig af dage, vil man uden yderligere forklaringer indse, at der er en direkte forbindelse mellem denne følelse og længslen mod tilintetgørelsen."

Som Kierkegaard undersøger Albert Camus menneskets grundvilkår i en verden, hvor Gud ikke længere er en synlig garant for moralen, meningen og målet med livet. Uden Gud opstår et tomrum, hvor kan blive ensomme under himlen, fordi eksistensens grundvilkår bliver, at man skal smede sin lykke hver for sig og ikke hinandens.

Vi har det i talesproget, hvor vi siger, at "man er sin egen lykkes smed". Vi siger ikke, at vi skal "være den andens lykkes smed". Camus siger da også, at lykkejageren kendetegnes ved ikke at beskæftige sig for meget med sit medmenneske. Men det siger selv: denne form for lykkejageri er et soloridt, der kun kan ende med at blive meningsløst. Men modsat Kierkegaard, der mener at troen kan frelse os, gør Camus sig ingen åndelige forhåbninger. Når vi én gang har erklæret Gud for død, kan vi ikke genoplive ham, og alene og fortvivlet står mennesket derfor tilbage i en absurd verden. Det er her det altoverskyggende spørgsmål kan melde sig, om man så ikke lige så godt kan få gjort en ende på galskaben?

Lykken er absurd

Sisyfos er en både fascinerende og uhyggelig skikkelse i de græske gudesagn, som Camus tolker ind i det moderne liv. Guderne var blevet vrede på Sisyfos, fordi han nægtede at vende tilbage til dødsriget - eller det døde i livet - efter at de for en kort bemærkning havde ladet ham komme på besøg i de levendes land. Ved duften af havet og græsset, ved at se solen og indånde luften – ved mødet med alt det, der er livgivende - nægtede Sisyfos at vende tilbage til det grå, triste og dødsforladte Hades. Som straf dømte guderne ham til at skubbe en vældig sten op ad et bjerg, og han var først frikendt, når den lå på bjergets top. Men hver gang, han var næsten helt oppe, gled stenen fra ham og trillede ned, og han måtte begynde forfra ved bjergets fod. Sådan gentog det sig igen og igen og fik aldrig ende.

Sisyfos lever i en absurd situation. Camus vil vise, at livet bliver absurd, når handlingerne i livet bliver meningsløse. ”Et værre Sisyfosarbejde” siger vi om noget, der ingen ting fører til. Lykken bliver da det surrogat, der fastholder mig i det menigsløse. ”Ved vi også, hvad vi vil, mer end brød og skuespil?” spørger Grundtvig mennesket, der lader sig nøje med at blive spist af med god mad og letfordøjelig underholdning, fornøjelse og nemme løsninger. ”Lykken og absurditeten er børn af samme jord”, skriver Camus, og konkluderer derfor: ”Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand”.

Lykken er absurd. Den er ligesom historien om en killing, der jagede sin egen hale, mens en ældre kat så på: ”Jeg har hørt, at lykken findes i min halespids, og jeg vil fange den, så jeg altid kan være lykkelig”, pustede killingen, da den måtte hvile sig lidt i jagten uden ende. Den gamle kat nikkede: ”Det har jeg også hørt. Men jeg har efterhånden indset, at hvis jeg lader være at bruge kræfter på at fange den, så kan jeg slappe meget bedre af. For jeg ved jo, at min halespids følger mig ligegyldigt, hvor jeg går”.

En statistiker i Danmarks Statistik har fortalt mig, at det er nemmere at blive smittet med hiv end at vinde i lotto. Det første regner vi for usandsynligt, men vi spiller på, at det sidste rummer en mulighed. Lykken har ingen vindere uden tabere Lykken handler om at opnå hurtig gevinst ved minimal indsats. Lykken opnås, siger tidsånden, ved at jage fremgang og succes. Jagten foregår på de marker i tilværelsen, hvor man er ”sin egen lykkes smed”. Lykken er noget, jeg vinder til eget bedste. Lykken kan ikke have vindere, uden at den også har tabere.

Med lykken ligger misundelsen derfor ligefor, og taberen minder da også gerne vinderen om, at ”lykken kan vende” – at han rent faktisk i morgen kan finde sig selv fortvivlet og ulykkelig over al den lykke, han vandt sig i går.

Det er jagten på lykken som livets mening, der kan drive os på selvmordets rand. Kun når vi vælger, at livet er værd at leve, kan vi holde op med det tomme spørgsmål: "hvad er meningen med livet? Livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær på trods af det, der smerter. Sådan har alle, der har været på højskole, lært at synge med Jens Rosendal.

Nogle har også lært at synge Tom Kristensen: Begik du livet, bedrev du livet, som det er givet du bør og gør, så er det givet, at alt i livet, - det blev dig givet, fordi du tør. For alt i livet som blev dig givet er lys og mørke i sammenspil. Og har du vovet og har du lovet og har du svigtet så var du til.¨ Begik du livet, bedrev du livet, som det er givet, du må og skal, så husk, at livet er blevet givet til dig i kraft af et syndefald. Livet er en gave, og en gave pakker man ud. Ved glæden over gaven, deler man den helt naturligt med andre. Selvmorderen tager gaven med sig i graven endnu før sløjfen er løsnet. Det er en forbrydelse mod livet selv - og os andre med livet i behold, der gerne havde delt vores gave med den selvmyrdede.

Asbjørn LindsøComment