Ensom er den, der ikke har vidner til sit liv

Vi kan ikke leve uden livsvidner, fordi de løser vores liv fra hemmeligheden. Med livsvidner bliver vi gennemskuet og ikke overset.

Af Erik Lindsø
Klumme i Sjællandske den 17. november 2018

Storm P. har en tegning med to mænd. Den ene siger: "Mit liv er en hemmelighed." Og den anden svarer: "Nå, kan du holde på den?"
Vil man holde på sit liv som en hemmelighed, bliver man nemt ensom blandt mennesker. Vi kender det, når vi siger om et andet menneske, en kollega fx: "Han er sgu så hemmelighedsfuld". Den hemmelighedsfulde afskærer sig fra, at vi viser ham interesse.
Vi kan ikke leve uden livsvidner, fordi de løser vores liv fra hemmeligheden. Med livsvidner bliver vi gennemskuet og ikke overset.

Jeg kender et par, hvor hun ville skilles efter 16 års ægteskab. Hun flytter fra ham, men fortryder. Hun forklarede: "Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne leve uden det menneske, som jeg aldrig har haft hemmeligheder for, og som derfor er det vigtigste vidne til mit liv."

Vi spiste fornylig på en restaurant, hvor der ved et bord tæt på os sidder to venner, hvor den ene tydeligvis har brug for den andens hjælp. Jeg hører den hjælpende sige: "Med alt det, jeg ved om dig, kan jeg ikke andet end hjælpe dig". Den anden læner sig ind over bordet og omfavner ham med ordene: "Det bedste, der er sket mig, er, at du kender mig."
Det var to, som var vidner til hinandens liv, der sad skrot overfor os. Deres venskab var blevet deres skæbne.
Når vi er vidner til hinandens liv, danner vi et skæbnefællesskab af det, vi bevidner, siger Karen Blixen, og tilføjer, at det er det stærkeste fællesskab, der findes.

Når man mister et livsvidne - fx sin ægtefælle eller en nær ven - mister man ikke blot sin kærlighed eller et stærkt venskab, men man mister mest af alt et bindeled i sin egen livshistorie. Har man prøvet det, ved man, at det er ligesom at miste noget af sin egen fortid, fordi man mister en, der kan huske med. Men fremtiden ændrer også karakter, fordi man mister den, der bedst kendte ens håb og drømme. Derfor findes der vel ikke noget mere trist, noget der kan gøre os mere ensomme, end at kunne huske et telefonnummer på et livsvidne, som ikke er mere, og som man ikke længere kan ringe til. Mister man et livsvidne, skal man ligesom til at starte forfra.
Vores livsvidner er dem, der skaber sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid i vores liv. Det er vores livsvidner, der får vores livshistorie til at hænge sammen. Det er dem, der kender hele vores historie, og som ikke mindst kender vores urørlighedszone med dens indhold af det sårbare og det dyrebare i vores liv, som vi sjældent blotter, men som ofte er kilden til vores livsanskuelse.
 Det er vores livsvidner, der gør, at vi hænger sammen og kan føle os som et helt menneske. 

Jeg var til et bryllup, hvor præsten forklarede, at når hun spørger brudeparret, om de vil elske og ære hinanden, i medgang og modgang, indtil døden dem skiller, så spørger hun dem dybest set, om de vil være hinandens livsvidner. Vil I være livsvidner for jeres børn? Vil I bære minderne for den familie, I nu skaber? Ikke blot et stykke tid, men altid. Det kan virke skræmmende at sige ja til, men det er også stort og smukt, når man indser, hvillken betydning, der ligger i det - ikke mindst for de børn, man sætter i verden.

En højskoleelev viste mig et fotoalbum fra sin barndom fuld af minder. Men albummet sluttede, da han var 13 år gammel - for da blev forældrene skilt. Han brugte en vending, jeg aldrig vil glemme, mens han bladrede de tomme sider igennem: "Fra da af har jeg kun splittede minder." Han største sorg var ikke, at forældrene var blevet skilt, men at de havde fået hver deres historie om ham, som de ikke delte. 
 Det værste for skilsmissebørn kan være, at de får deres livsvidner revet over i halvdele. Derfor får bedsteforældre og søskende ofte stor betydning, for dem kan man ikke skilles fra, og de er er der som en livline af livsvidner, når forældrene beslutter at ville deles om minderne.

Jeg interviewede for nogle år siden en 94-årig man om hans liv. Han siger på et tidspunkt, at det værste ved at sidde yderst på bænken er, at han har mistet alle dem, der kendte hans historie. Jeg spurgte ham, hvad han gjorde for at lindre det savn, og han svarede: "Jeg flygter ind i fortiden". Vi lavede interviewet på en bænk på et bakkedrag, hvor han dagligt sad: "Her sidder jeg hver dag og lader tanken rejser tilbage til den tid, hvor der var mening og sammenhæng, fordi der var mennesker, der kendte mit liv. Nu er der kun nogen til at høre om det." 

   Jeg tror, det er derfor, at gamle mennesker nemt føler sig ensomme, når de rykkes op fra det vante og kommer på plejehjem. Det gælder min egen mor, der for få måneder siden, 89 år gammel, kom i plejebolig - et godt og varmt sted med megen omsorg, men hvor hun jo ikke kender dem, der viser hende omsorgen. Ligesom de heller ikke kender hende og hendes livshistorie. Jeg besøgte hende i søndags, hvor hun siger: "Jeg har sådan brug for, at I kommer - jer der kender mig". Med sine egne ord siger hun, at hun har brug sine livsvidner. Og hun tilføjede: "Jeg er blevet for gammmel til at fortælle det hele forfra." Og sandt er det jo, at det er med livsvidner, vi kan være sammen i tavsheden, uden den føles pinlig.

Grundtvig digter i en sang: 
"Ja, kæden af kærminder
man sagtens prise tør:
jo stærkere den binder,
des friere den gør."

Det er med livsvidner, som Benny Andersen siger om kvinder: "Det er besværligt med, men det går ikke uden." 
   Det er mine livsvidner, jeg deler minder med. De binder mig til min livshistorie, fordi de kender den. 
"Det bedste, der er sket mig, er, at du kender mig," sagde den ene ven til den anden over maden på Valencia. Det er i sådan en forbundethed til et livsvidne, man virkelig kan føle sig fri - som den, man er.