Højskolerne er ved at afvikle en særkende


Gennem det sidste års tid har højskolefolk diskuteret bopælstilknytning som en del af skoleformens særkende. Et resolutionsforslag på højskoleforeningens generalforsamling i foråret der ville pålægge bestyrelsen at arbejde for at sikre den fortsatte bopælstilknytning gennem lovgivning, blev afvist. Nu må politikerne gribe ind for at sikre skoleformen argumenterer dagens kronikører.


Af Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole og Erik Lindsø, foredragsholder, forfatter og tilknyttet Rødding Højskole.

Kronik i Jyllands-Posten 15. oktober 2018

Lige siden Grundtvig og Kold har det været en hovedhjørnesten i højskolens særpræg som skole- og livsform, at forstandere og lærere har boet og levet i samme miljø som elever og kursister, og så selvfølgeligt, at det slet ikke var indskrevet i højskoleloven. Bopælstilknytningen har været en ligeså central del af højskolens DNA som højskolens eksamensfrihed; men over de senere år er der sket et markant skred. En undersøgelseforetaget af Videnscenter for Folkeoplysning viser, at der i dag kun er 69 % af forstanderne, der bor på deres skoler, og kun 41% af skolerne forlanger eller opfordrer deres lærere til at bo i nærområdet. Denne udvikling er sket på trods af, at alle højskolefolk er enige om, at bopælstilknytningen er vigtig, og en del af højskolernes fundament.

Argumenterne for ikke at kræve bopælstilknytning er velkendte: Deter svært, når der ikke er ordentlige lærerboliger til rådighed, ansøgerfeltet blandt forstandere og lærere begrænses af bopælspligten, mange vil nødigt flytte fra byen, andre har svært ved at navigere i en livsform, hvor arbejde og fritid mere eller mindre flyder sammen, ligesom ægtefællen ofte ikke ønsker at være en del af højskolelivet. Disse indvendinger ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at skoleformen står i fare for blot at blive ligesom andre kostskoler men netop ikke højskoler. 

Problemet ligger i ændringen af tilskudsbekendtgørelsen i 2006, der gav de enkelte bestyrelser bemyndigelse til at fravige bopælspligten for forstandere. Hvad der var tænkt som en undtagelse fra reglen, er nærmest blevet reglen, forde enkelte højskolers bestyrelser ser naturligvis ikke i helheder, kun i dele. Og bor forstanderen der ikke, kan vedkommende ikke med nogen autoritet kræve, at lærerne skal bo der. Begge dele gør, at højskolerne drænes for deres DNA, hvor bestyrelserne i stedet for burde bevæge sig op i helikopterperspektiv og se, hvad alle disse bække små gør ved højskolebevægelsen; nemlig, at skabe et skred, der afgørende ændrer den skoleform, vi har kendt!

Som modsvar har en række højskolefolk forsøgt at brede debatten ud til at være et spørgsmål om hjemlighed og sige, at hjemlighed ikke behøver at have noget med bopæl at gøre. Men det er en undvigemanøvre. Det giver ingen mening at tale om hjemlighed uden bopælstilknytning. Hvis ”hjem” ikke betyder, at man bor og lever der, så skal ordet redefineres.

Og hvorfor er denne bopælstilknytning, så vigtig? For os at se, er det, at forstanderen og lærerne bor på højskolen en ligeså afgørende del af højskolens DNA som vores eksamensfrihed. Hvorfor? Fordi det at drive højskole er en livsform – og har været det op igennem højskolens historie. 

Det har indtil for nylig ikke været en pligt men en selvfølge, at man boede på skolen, for ellers kunne man ganske enkelt ikke holde højskole. Den forståelse skal vi have tilbage, ligesom argumentet om, at man ikke kan få de mest kvalificerede ansøgere, hvis man kræver bopælstilknytning, skal vendes på hovedet, idet vores pointe netop er, at det hører med til at være den mest kvalificerede, at man vil bo der, fordi det at bo på højskolen er så vigtig en del af højskolelivet. Det er da også præcis livsformen, der pointeres i højskoleloven, når det kræves, at en højskole som minimum råder over ”tofamilieboliger, hvor forstanderen så vidt muligt skal bebo den ene."

For os giver det helt naturligt merværdi, når man bogstaveligt talt deler fælles liv ved at bo  eller vedskolen. Eroderer bopælstilknytningen vil det være ødelæggende for højskoleformen! Hvorfor? Fordi højskolerne er mere end en almindelig uddannelsesinstitution. Højskolerne er også et internat, hvor lærer-elev-samværet i særlig grad understreges af, at man som forstander og lærere bor og lever i det miljø, hvor vi har eleverne og kursisterne boende.

Højskolerne har desuden altid været en del af lokalsamfundet, hvilket ikke mindst skyldtes, at forstanderen og lærerne boede der. De havde så at sige en egeninteresse i at være virksomme, det sted de boede. Bor de der ikke længere, ja, så siger det sig selv, at tilknytningen mellem skolen og lokalsamfundet alt andet lige bliver svagere. Sætter vi derfor bopælstilknytningen overstyr - sælger vi ud af traditionen, ja, så vil højskolen gå fra at være et hjem til at blive en institution, hvor eleverne bor med en vagtlærer, og man ikke længere møder os som mennesker, men som personer. Forholdet til både eleverne og kollegaerne risikerer i højere grad at blive en arbejdsrelation frem for en personlig relation – og herved går utrolig meget tabt. 

Faktum er, at der i dag er forstandere, der bor 10-50 km – ja en enkelt over 100 km - fra deres højskoler. Det næste bliver meget vel, at man kan bo i København og flyve til Billund eller Aalborg og være forstander på en jysk højskole. Den slags er almindeligt i erhvervslivet, men er det virkelig, hvad vi finder for en holdbar udvikling for højskolen? Vi mener klart nej! Og vi mener helt klart, at udviklingen skal vendes. 

Politikere vi har talt med, har været forbavsede over udviklingen, og givet udtryk for, at det skal der rettes op på for "at sikre skoleformen". Der findes MF'ere, der ser bopælstilknytningen som en del af det unikke ved skoleformen. Undergraver vi selv denne bopælstilknytning, undergraver vi også tilknytningen til de lovgivere, som giver os støtte. 

Den manglende bopælstilknytning strider desuden direkte mod lovbemærkningerne, der har været forudsætningen for Folketingets beslutning for at vedtage højskoleloven: ”Kostskoleformen er karakteriseret ved, at skolen danner ramme om samvær mellem elever, lærere, forstandere og øvrige ansatte, også udenfor undervisningstiden. Skoleformen styrkes derfor, når skolen har egen kostforplejning og passende opholdsareal, og når der bor en forstander og lærere på skolen. Der stilles krav om familieboliger for forstandere og lærere i umiddelbar tilknytning til undervisnings- og opholdsarealerne. Det forudsættes med forslaget, at boligerne bebos af fastansatte lærere og forstanderen”. Lovbemærkningerne understreger altså vores pointe om, at højskolen er et sted, hvor man bor! 

Derfor fremsatte vi også på højskolernes generalforsamling i maj en resolution, der krævede, at højskoleforeningen arbejdede for en lovændring, hvor fremtidige forstandere skal bo på højskolerne. Forslaget blev nedstemt med henvisning til bestyrelsernes ansættelsesfrihed, ligesom kulturminister Mette Bock har afvist at lovgive på området af hensyn til skolernes ”frihed”. 

Men lovgivning er desværre den eneste vej frem, da bopælstilknytningen ellers vil fortsætte med at erodere, ligesom det siden 2006 har vist sig, at hvis man overlader ansvaret til bestyrelserne at bestemme om forstanderen skal bo på højskolen, ja, så kræver de det ofte ikke. En lovændring, der betyder, at forstanderen fremover skal bo på højskolen, vil netop skærme højskolerne, fuldstændig som tilfældet er med eksamensfriheden, der jo er indskrevet i lovgivningen. Og hvorfor blev den det? Fordi vi her er inde og røre ved højskolens DNA – og på samme måde skal politikerne også skærme bopælstilknytningen. Loven skal altså skærme traditionen! Og kommer den ikke, må enhver spørge sig selv om, hvordan udviklingen vil fortsætte de næste 10 år. Er det den skole, hvor der ingen forstandere og lærere bor og lever, som vi vil videregive til næste generation?

Højskolen er som født til at opretholde hjemligheden, det nære, forpligtende, fælles liv, hvor forstanderen, lærerne, eleverneog kursisterne bor og lever på skolen. Vores ærinde er, at højskolen også i fremtiden skal være det sted, hvor vi viser elever og kursister, at dette fællesskab er så forpligtende, at det ikke kan sættes på stand by efter endt arbejdstid. 

 

Erik Lindsø