Til gavn og fornøjelse

Den dag, vi som højskole ikke længere tør eller kan skelne mellem det lys, som opliver, og det lys der slår ihjel, har vi overflødiggjort os selv.

Trykt som i jubilæumsskrift i anledning af 25-års jubilæum for Idrætsskolerne i Ikast
Endnivere som kronik i Højskolebladet nr. 1, 2019

Grundtvig formulerede aldrig et program for, hvordan en højskole skal være. Han havde kun det ene krav, at skolerne varetog en livsoplysning, der gjorde, at eleverne forlod skolen gladere og med mere mod på livet, end da de kom. Det har da også altid været højskolens opgave og største pligt, at sende bedre versioner af mennesker ud, end de kom ind: Mere oplivede og livslystne, mere dannede, mere fællesskabsorienterede.
Morten Pontoppidan (1851 - 1931) beskriver det udmærket i en opsang til højskolen, som han skrev i 1925:
"Hør mig engang, alle I gode folk, der har taget eder den gerning at tale til den danske ungdom. I som hvert år samler de fremmeligste af de unge i hundredevis om eders talerstole og lærerstole, og som derigennem har en fortrinlig lejlighed til at påvirke folkets fremtid - skaf mig nogle gode borgere! I har allerede skaffet mig mange inderlig rare mennesker, og det skal I have tak for, men jeg kan ikke længere nøjes med rare mennesker, jeg må have borgere. Væk derfor de unge op til følelsen af det ansvar, det giver at være vælger til landets lovgivende forsamling. Lær dem at beskæftige sig med de ting, som en vælger må forstå sig på for ikke at blive et stykke stemmekvæg. Lær dem at bruge deres hjerne og tillige bruge deres tunge, så de uden grød i munden kan stå frem og sige deres mening, hvor det kræves. Og frem for alt: sørg for at de bliver gode danske borgere."

Noget at leve formere end noget at leve af
Vi skal ikke sende rare mennesker ud i samfundet, der tager til takke med at være folkestyrets stemmekvæg, men vi skal skabe engagerede borgere, der "uden grød i munden kan stå frem og sige deres mening".
Christian Hostrup forklarer poetisk, hvad opgaven er (Højskolesangbogen nr.  183):

det gælder om, vi hjælpes til
at se med egne øjne,
og ret forstå, hvad tiden vil,
 men ikke tro dens løgne

Eller med Grundtvig igen i "Nu skal det åbenbares" (Højskolesangbogen nr. 88), hvor han siger, at vi skal 

ej alt i fred-ler forme
 men vælge livet storme
for gravens stille ro.

Vi skal på vore skoler tage de væsentligste - og hermed også nogle gange de allerstørste - opgaver på os. Vi skal følge med tiden, men ikke flyde med strømmen. Vi skal som højskole ikke medvirke til at skabe ro på samfundets bagsmæk a la "du får ret, og jeg får ro", men vi skal krydse klinger med samfundsmagten om det, der er værd at leve for. Gravens stille ro opstår, når vi kun stræber efter noget at leve af og ikke noget at leve for. Da ender vi som det, Grundtvig kalder dødbidere. 
Der er to lys i livet, digter Grundtvig, vi skal lære at skelne imellem: Lyset fra kampen og lyset fra mageligheden.

Da skal man forskel kende 
på solskin og på lyn
 skønt de kan begge brænde
 og skabe klare syn;
 thi som fornuften giver,
 det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!

Grundtvig vidste, at magelighedens lys kan være destruktivt, men han havde også dybe erfaringer med lysets livgivende og helbredende kraft.

At vise underet i under-visning
Vi lærer eleverne at skelne det destruktive lys fra det livgivende lys, når undervisningen er livsoplysende, og det bliver undervisningen, når den grunder sig på, at undervise betyder at vise selve underet ved livet. Johannes Møllehave beskriver opgaven i digtet "Lær os" fra bogen "Da alting blev anderledes":

Brug den styrke
hvert barn har haft:
Lær os at bruge vor
indbildningskraft.
Lær os at høre
og træn vores øjne
lær os at skille sandhed
fra løgne
Lær os at takke for livet
og prise.
Husk hvad der ligger 
i under-vise.
At vise det dagligdags
mægtige under,
hvorpå vor fælles
dagligdag grunder.

I bemærkningerne til højskoleloven står der, at "folkelig oplysning er højskolens hovedsigte, fordi det udtrykker den tradition, der skal fastholdes og udbygges: Oplysning om de folkelige fællesskaber, tolkning af tilværelsen og meningen med livet."
Det er stærke sager, der forventes af os! 
Men det er den opgave, vi må tage på os, og som adskiller os fra mange andre institutioner i samfundet. Vi skal vide, hvad vi vil med livet, så det bliver andet end og "mer' end brød og skuespil", som Grundtvig digter i "Folkeligt skal alt nu være" (Højskolesangbogen nr. 91).  
   Den dag, vi som højskole ikke længere tør eller kan skelne mellem det lys, som opliver, og det lys der slår ihjel, har vi overflødiggjort os selv.

Det overfladiske må ikke stikke for dybt
Det er derfor en højskolelærers fornemste opgave at sørge for, at det overfladiske ikke stikker for dybt. Herved varetager man som lærer den tradition, som der fordres af os. Og højskolen, hvis vi har fat i dens tradition, stikker dybere, end vi nogle gange selv tror, hvorved vi nogle gange kan komme til at tage noget meget stort lidt for selvfølgeligt.
Hvorfor?
   Fordi internatet er skoleformernes væsentligste bidrag til verdenspædagogikken. Heller ikke andre skoler en højskolen har nævnt i lovgivningen, at man tilbyde undervisning og samvær. 
Samværet og hjemligheden er alfa og omega - det at man bor og spiser sammen elever og lærere og er sammen i alvor og fest, i jubel og smerte, i bøvl og begejstring. Det giver en hel særlig form for undervisning, man ikke kan opleve andre steder, fordi undervisning, morgensang, foredrag, ekskursioner - hele fagligheden - uvilkårligt præger samværet i en levende vekselvirkning, så også samværet præger undervisningen. Men tag ikke fejl: det er inspiration og engagement fra læreren og undervisningen sammenholdt med graden af lærerens tilstedeværelse på skolen, der er bestemmende for, hvor betydningsbærende samværet er udenfor undervisningen.

Den muntre alvor
Der stilles hermed selvsagt særlige krav til læreren på en højskole. Man skal ikke blot være faglig dygtig, men samtidig være rundet af det, Grundtvig kalder den muntre alvor: "De vrantne skolemestre må aldeles forsvinde og erstattes af muntre fætre, der lade som om de lovre med halen, men i grunden er de meget alvorlige." 
Johannes Møllehave beskriver det i digtet "Lær os", at undervisningen skal gøre det alvorlige sjovt.

Lær os det svære
lær os det nemme.
Lær os at huske
og lær os at glemme.
Lær os at hver gang
der læres og lyttes
udvides verden
og grænserne flyttes.
Lær os at alle
har lærdom behov
men lær os dog også
at lærdom er sjov.

Det er derfor, at idræt og leg, musik og sang, kunst og teater også er eksemplariske fag, når en højskole skal være livsoplysende. Disse fagområder kan virke unyttige, men netop heri består deres nytte. De gør det hele sjovere, fordi de rummer et sprog og en udfoldelse, som giver styrke og mod, kreativitet og nye vinkler, når man i det talte sprog skal forstå sig på livet og argumentere for en sag. 
 Inger Christensen taler i digtsamligen DET om parallelsprog, og det er, når disse sprog forenes i os, vi kan løfte det store i livet op i forklarelsens skær. Da blivet det gavnlige i de bedste situationer så fornøjeligt, at vi deler det ud til folkegavn. Når det sker, har vi i højskolen løst den opgave, vi er sat i verden for at løse.