De forpligtende fællesskaber skal opgraderes

Dyrkelsen af individualsimen og den personlige frihed er en trussel mod fællesskabet og hermed den demokratiske tankegang. Vi bevæger os fra sam-fund til hver-for-sig-fund. Vi må derfor genfinde forståelsen for, at forpligtende fællesskaber er frihedens forudsætning. 

Den personlige frihed har opnået en forgudelse, så den synes hævet over det fælles ansvar. 

   Det blev lanceret i Anders Fogh Rasmussens regeringstid, at vi skal være vores egen lykkes smed, og det har fået et sådan tag i os, at det er blevet legalt ikke at være de andres. Magter du ikke at smede lykken selv, er det ikke mit problem, men ene og alene dit eget problem. "Tag dig sammen og bliv en bedre smed, makker," er blevet læren. 

   De, der var unge fra midten af 1960'erne til starten af 1990'erne, sagde med stor selvfølgelighed, at "det er samfundets skyld", når det ikke lykkedes, og evnerne ikke rakte. Det var langt fra altid sandt, men samfundet blev en modspiller, som man måtte forholde sig til. Man gjorde det ved f.eks. at skabe alternative samfund og livsformer.

   De, der har været unge siden midten af 1990'erne, er opdraget med liberalismens lykkesmedeteori, og de siger derfor, når det ikke lykkes for dem, at "det er min egen skyld." De virker stærke disse unge, og de er pæne og tilpassede, men de er forbavsende svage. De skaber for lidt, for individualismeåget i færd med at tage livsmodet fra dem. En højskoleforstander fortæller, at de på skift sidder og græder i hendes sofa over de utilstrækkeligheder, de mener, de har.

   Det gode liv er blevet noget, man selv skal skabe, og forudsætningen for det er blevet forbundet med rigelige mængder af personlig albueplads.

   Jeg hørte for nylig en mand sige: "Jeg lever i et godt ægteskab, fordi jeg kan få lov til at være mig selv." I ægteskabet smeder vi os sammen med en anden, og der er derfor noget selvmodsigende i, at ægteskabet bliver bedre, når jeg får mere af mig selv og mindre af den anden. Men med den personlige frihed i højsædet, ligger det lige for, at selv ægteskabet bliver en spændetrøje. 

    Ordet tvangsfællesskaberer dukket op i kølvandet på en opfattelse af, at for meget fællesskab truer menneskets frihed. Individualismen opfattes her som hævet over fællesskabet. Men herved bevæger vi os fra et sam-fund til et hver-for-sig-fund.

   Et godt fællesskab kendetegnes ved at have solidaritet både indadtil og udadtil.

Individualisterne derimod har det til fælles med lukkede loger og rockerklubber, at de kun har fællesskab indadtil.

 Betegnelsen forpligtende fællesskaber et vigtigt begreb i den grundtvig-koldske skoletradition, og det indgår heldigvis fortsat i de fleste grundtvig-koldske skolers værdigrundlag.

  Måden at være sammen på skal således ikke alene væreet fællesskab,men et forpligtende fællesskab. 

  Denne særlige kvalifikation ved fællesskabet har i 150 år taget udgangspunkt i Grundtvigs opfattelse af, at mennesket gennem en ubetinget acceptfra andre og fra Gud er gjort fri fra at bekymre sig for sin egen værdi - om han eller hun er noget værd - og derfor kan bruge denne frihed til at være noget for andre.    

  Vi skal først og fremmest forpligte os i forhold til andre, sådan som det angives i næstekærlighedsbuddet, og det er, hvad skolen skal lære fra sig.

   Det forpligtendeved fællesskabet rummer desuden kravet til mennesker om at tage de andre så alvorligt, at man reagerer positivt eller negativt på de andres ord og handlinger, så der opstår en dialog mellem os, hvor vi bliver klogere på os selv og hinanden. 

  I moderne psykologi taler man om, at man stiller sig til rådighed som ”spejl” for de andre. Kun gennem en positiv spejling i andre kan et menneske udvikle en ordentlig selvforståelse. I et godt fællesskab skal alle derfor være forpligtet til at spejle sig i andre og være til rådighed for de andre som spejl.  Kun i et sådant forpligtende fællesskab kan mennesket finde sig selv, mener Grundtvig.

Grundtvig udtrykker det poetisk og stærkt i kærlighedsdigtet "Min Marie". I første vers spørger han, hvad det dog er, der gør, at to mennesker på trods af alle forskelligheder kan finde sammen og føle sig uadskillige - som kirken og dens amen. Hvad er det, der gør, at vi finder sammen? Han svarer:

Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære 
hinanden som vi er

Når et fællesskab på den måde forpligter, bærer vi ikke over med næsten, men vi bærer næsten. Hvis nogen bærer over med os, er det ubærligt. Men at blive båret, er at føle kærlighedens og fællesskabets arme bredt ud under sig.

  "At være hinanden som vi er," betyder ikke at være sig selv, men at få lov til at træde i den andens sted og se sig selv med de kærlighedens øjne, den anden ser mig med. Herved ser man kun det gode og det elskværdige, som den anden faldt for. I et sådan syn set ved selvsyn vokser enhvert menneske. 

  I det billede, som Grundtvig her digter, er det, man er i kraft af sig selv, intet at regne imod, hvad man er i kraft af næsten. Derved bliver forpligtetheden på næsten (fællesskabet) større og mere værd end forpligtetetheden på sig selv (individualismen).

I de gode fællesskaber skaber man noget fælles - og netop skaber. Fællesskab er fælles skabelse.

   De ældste af mine børn gik på Midtals Friskole. Skolebladet hed "Vores skole" - og netop vores, for skolen var noget, vi var fælles om. Den opstod på initiativ af forældre, som ikke lavede eller byggede en skole, men de "skabte"en friskole.

   For nogle år siden var jeg til skolens 25-års-jubilæum. Jeg sad til bords med nogle af dem, der kunne huske 25 år tilbage. De skålede med et: "Vi gjorde det sgu." Ikke "et jeg", men "et vi".

   Jeg spurgte for nylig en af mine sønner, hvad han bedst huskede fra sin tid på friskolen. Han sagde det var dengang, hvor han gik i mikrogruppen, og alle forældre og børn brugte en weekend sammen på at male og indrette deres klasselokale. Mandag morgen dagen derpå var den bedste skoledag, da de satte sig i ikke blot skolens klasselokale, men også forældrenes.

   Man kunne ønske, at en sådan et "vi"mellem forældre og skole kunne vokse frem blandt forældre med børn i institutioner og skoler. 

  I Danmark vælger vi jo, at børn fra de er helt små bliver medlemmer af et nyt fælleskab. Vuggestuen er et dagslangt fællesskab, vi vælger til vores børn. Det samme gælder børnehave og skole. 

  I de frie skoler har man en skolekreds, som består af personer, som støtter fællesskabet om skolen. Skolekreds er et vælgvalgt ord, for det er netop mennesker, som slår kreds om skolen og fællesskabet.

   Det vil styrke offentlige skoler og institutioner og børnenes trivsel, hvis børnene oplevede en lignende aktiv kreds af forældre slå kreds om deres institution og skole - et udvidet fællesskab, som inddrager både hjem og skole.

   Men en sådan tanke er svær at lancere i en tid, hvor man skal være sin egen lykkes smed, og fællesskaber med forpligtelser strider mod indivudualismens forventning om sig selv først. Derfor ser vi i dag også forældre vælge den skole, de mener passer bedst til den personlighed, de mener, deres barn har. De vælger ikke en skole, der bedst styrker fællesskabet, men en skole, hvor barnet opdrages til og styrkes til personlig frihed - om nødvendigt på andre børns bekostning. Blikket for at børn mere end noget andet styrkes gennem fællesskab med andre, er her helt blevet fraværende.

I det gode fællesskab er grundvilkåret at selv den, der modarbejder fællesskabet, og den jeg er allermest uenig med, kan og skal være med.

   Jeg boede for nogle år siden på en gade, hvor vi hvert år holdt vejfest - et sammenskudsgilde, hvor hver kom med sit bidrag. Men Peter og Ingrid fra nr. 16 bød aldrig ind. De meldte sig aldrig til at arrangere festen og havde altid mindre med til fællesbordet end os andre. Den ene flaske vin, de havde med, var hurtigt drukket, og så drak de, hvad vi andre altid havde med af lidt ekstra. Men de blev alligevel inviteret hvert år. Sådan er fællesskabet.

   I Ny Testamente er der en stærk kulturbærende beretning om det. Da Jesus aftenen før, han henrettes, indstifter den hellige nadver - et måltidsfælleskab - er der også er dækket til Peter og Judas. Peter var fornægteren af fællesskabet. Judas og var forræderen mod fællesskabet. Men de sidder med til bords. Vi hører med i fællesskabet trods mangler og fejl.
   Denne grundfortælling er vi ved at sætte overstyr.

   Hvorfor? Fordi dyrkelsen af indivudualisme i stigende udstrækning betragter fællesskaber som noget negativt - som noget, der tvinges ned over os og står i vejen for den personlige frihed. Individualistens personlige frihed består derfor også i retten til at vælge fællesskaber fra. Individualisten vælger kun fællesskab til, når det gavner ham selv - og som regel kun midlertidigt. 

   Indiviualismen er ved at udvikle fællesskabet til en trussel mod den enkelte og ikke som et aktiv. Det er en udvikling, vi må have vendt, så fællesskabet opleves som noget positivt og noget givent nødvendigt - og som frihedens forudsætning.