Noget at leve af, men hellere noget at leve for

Dem før os har skabt Sorø som en flot by. Vores opgave er at forvalte byen, så vi kan aflevere stafetten videre, så de, der overtager den, føler stolthed ved den. 

Indlægget er en forkortelse en tale på Torvet i Sorø lørdag den 5. januar, hvor den nystiftede forening Sorø & Friends for første gang holdt nytårskur for byens borgere.

Der er megen storhed i Sorø. Det er ikke blot den smukke natur med den skovkransede sø. Det er endnu mere historien og kulturen. Storheden ses afspejlet i byens arkitektur.

Havde der ikke været nogen før os, der havde tænkt store tanker rodfæstet i store drømme om liv og samfund, så havde vi ikke haft den flotte by, vi har.

De har givet stafetten videre til os, og vores opgave og forpligtelse er at skabe en by, så vi kan aflevere stafeten videre, så de, der overtager den, føler stolthed ved den. 

Derfor nytter det ikke, hvis Sorø som by falder af på den. Og det synes jeg, der er tegn på, at den gør. 

Jeg tænker på det, når jeg kører ned af Alleen og ser det storladne Allehuset tømt for indhold og i forfald. Når jeg kører ind på Storgade og hilses velkommen til byen af den gamle Flyggerforretning, som i over et år har haft presenninger for vinduerne, fordi der bor nogen derinde, der slet ikke må bo der. "Er I ved at pakke byen ind?" spurgte en gæst, da vi gik forbi. Når jeg ser tomme forretninger. Jeg tænker på det, når jeg kører forbi Postgården, hvor fordums storhed ligesom med Allehuset er omdannet til forfald. Når jeg hilser på træerne i Storgade, som ikke ved med sig selv, om de skal leve eller dø. Og ikke mindst, når jeg kommer til Torvet - det flotte gamle, stolte torv - og hilses velkommen af en øjebæ af en Bistro. Det er jo majestætsfornærmelse, at Frederik 7. på sin statue hver dag skal have den udsigt. Og grimhed har det med at avle grimhed. Det ses fx ved den primitive rampe, som apoteket nyligen har klistret på en  historiske bygning.

Jeg synes også, at Sorø politisk er faldet af på den. Jeg tænker på det, når jeg læser byrådsmedlemmernes debatindlæg i Sjællandske, som er blevet lidt primitive Christiansborgagtige i deres klantren modparten alle fejl. Når jeg læser, hvor meget økonomi fylder på den politiske dagsorden, og hvor altings løsen synes at være besparelser. Når jeg går forbi Rådhuset, der både konkret og symbolsk har lukket sig om sig selv. Hovedindgangen er spærret, og man henvises til en bagindgang med fornemmelsen: "Bliv væk fra vores fæstning".  

Luk dog Rådhusgården op! Lav en legeplads for børn derinde. Skab liv. Sæt boder op og server kaffe for os en gang imellem. Invitere os indenfor. Så kan vi også hilse på de mange embedsfolk, som tjener deres løn her, men som vi aldrig hilser på i forretninger, på gaden, i børnehaven - alle de steder, hvor hverdagen leves - fordi mange af dem forvalter vores by uden at bo her.

Danmark rammes i disse år af landsbydød, og byer med Sorøs størrelse har det i udpræget grad svært. Men historien viser - og vi ved det også fra nutidig forskning - at der er to ting, der får en by til at blomstre: Når man satser på børn og unge. Når man sætter kulturen i førersædet. Vi kender det fra byer som Holstebro, Horsens og Sønderborg. 

Frederik den 6.'s slogen var, at "fordi vi bliver fattigere, behøver vi ikke blive dummere". Dummere bliver vi, hvis alting kommer til at handle om budgetter og økonomi.

Uden drømme går det ikke, men drømme og originale ideer udspringer aldrig af et excelark, og når mennesker - det være sig både borgere og politikere, men ikke mindst embedsfolk - bliver til talende excelark, skal vi virkelig passe på. Thi da bliver altings indgang: "Hvad får vi for pengene?" Og det spørgsmål har det med at blokere for originalitet.

I den økonomiske verden snakker man om, hvad vi skal leve af. I den kulturelle verden handler det om, hvad vi lever for. 

Churchill blev under 2. verdenskrig spurgt, hvorfor ikke kulturlivet skulle spare for at bidrage til krigsmaskinen. Han svarede: "Jamen, det er jo kulturen, vi kæmper for."

Vi må i dag ikke tro, at vi kan skabe fremtidens samfund - og fremtidens Sorø - uden at sætte kulturen i front. Og vi har i Sorø alle muligheder for det. Ingen anden dansk by af Sorøs størrelse har kunstmuseum, kulturhistorisk museum, biograf, bibliotek, spillesteder, musikfestivaller, lysfest, et myldrende foreningsliv osv. Klosterkirken og Akademiet vidner om den storhed, det er rundet af.

I dag ligger Sorø blandt de kommuner, der satser mindst på kulturen. Det skal der ændres på. Jeg synes, det er Sorøs vigtigste opgave at invistere i den enestående kultur, vi har, så den påny bliver byens kendetegn.

En gang for mange år siden, da Sorø blev Sorø, boede Ingemann hernede ved søen. Landets største besøgte ham. H.C. Andersen i perioder boede hos ham og havde sin gang i byen. Grundtvig ligeså. Blicher kom forbi helt fra Jylland. 

Oehlenschlæger var her. På et strøg i Nashville lægger der fliser for alle store stjerner, der har besøgt byen. Vi kunne i Sorø lægge fliser Storgade op og ned for de stjerner, der har gæstet byen og i perioder gjort den til en lysende stjerne.

Skal Sorø blomstre, skal vi tænke og drømme så stort - politikere og civilsamfund i en fælles aktion - at vi vil skabe en by, der trækker stjerner til, som fremtiden kan lægge fliser for. Jeg synes, vi bor i en by, hvor historien forpligter os til det.