Gør håndværksfag til dannelsesfag

Et forslag til efterskolerne

Historiske erfaring er god at have med sig. Jeg kunne ønske mere historik i debatten om uddannelse - specielt i de forgæves politiske tiltag for at gøre håndværksfag mere attraktive, så flere elever søger erhvervsuddanelser.
I 1960'erne og -70'erne var det forbundet med større prestige end i dag at blive håndværker, og man var lykkelig, når man fik en lærerplads. Jeg er årgang 1954, og jeg husker min jubel, da jeg fik lærerplads som radiomekaniker hos Radio Christensen i Ålestrup. At blive tømrerlærling hos tømrer Christiansen i min barndoms landsby i Himmerland var det største, man kunne opnå - og mange ville alene af den grund være tømrer. Det ville jeg også, men jeg var en af de mange, der ikke fik en plads hos ham. Tømrer Christiansen var lig med både status og ypperligt håndværk. Christiansen var også lig med dannelse - fordi han var vidende og favnende udover håndværket, og derfor som god håndværker også sad i råd og bestyrelser. Tømrer Christiansen var en mand, vi var stolte over, og for mange i min skoletid var han et idol og et pejlemærke for en en sikker fremtid.
Jeg kom på Borremose Ungdomsskole og gik der i tre år, hvor håndværksfag havde høj status, og vi kunne vælge fag som metalsløjd, træsløjd, landbrug, landmåling, mekanikerværksted (hvor vi både kørte i gamle biler ude på marken og reparerede vores knallert), elektronik, radioteknik m.v. Det var her, min interesse for radiofaget blev vakt. Lærerne i disse fag var selv af faget. I alle fagene lærte vi at bruge redskaber. Jeg lærte f.eks. at svejse, reparere ledninger og bruge landmålerudstyr.
Fra min egen efterskoletid husker jeg disse mange håndværkerfag som dannelsesfag. Hvorfor? Fordi de gav os selvværd, stolthed, praktisk indsigt og forbundethed med en tradition, der rakte ud over os selv. Carl Madsen var uddannet snedker og underviste i fagene. Han havde boet i Tanzania og var etnografisk interesseret, og når vi høvlede og snedkerede, fortalte han om de afrikanske håndværkere - og om at smeden er den ældste håndværker, og han findes i alle kulturer. Jeg tænker på alle disse historier hver gang, jeg selv står og laver et stykke håndværk i huset, jeg bor i.
Jeg vil foreslå, at man tager den håndværkertradition, som mange efterskoler en periode var bærere af, op igen. Netop nu, hvor alle snakker dannelse, og hvor nogle ser dannelsesperspektivet truet, foreslår jeg helt konkret, at efterskolerne gør håndværksfag til selvfølgelige dannelsesfag - til en del af den dannelsen, vi er enige om er en nødvendig del af skole og uddannelse. Det vil også højne erhvervsfagenes status, og det er der brug for. Det kan sagtens ske, uden at man sætter gode kreative og ekspressive fag overstyr, som mange skoler i dag slår sig op på. En håndværker, der kan spille musik, male og danse, bliver en bedre håndværker! En håndværker, der kender til gode historier, bliver en bedre håndværker. Ligesom en akademiker, der kan sætte en lampe op og selv kan lappe sin cykel, er en bedre akademiker.
Den bedste lærer i min børneskole var lærer Ib, der var fantastisk til at fortælle nordiske myter. Jeg var for et par år siden sammen med gamle klassekammerater - en af dem Oluf, der var umulig i skolen, men som siden blev murer og i dag har egen stor cementvirksomhed, der laver fliser, gylletanke m.v. Vi mindedes Ib, og det undrede mig, at Oluf i den grad blev glad ved mindet om de nordiske myter. Jeg spurgte, hvad det var, der for ham var så godt ved de myter. Han svarede: "Jeg aner det ikke, men de virker endnu."
Jeg måtte droppe min lærerplads som radiomekaniker, fordi jeg er farveblind, og jeg blev senere lærer og akademiker (religionsvidenskab) - sådan en af slagsens, der kan svejse, lodde og - som jeg netop har gjort - skære en dør til og sætte en låsekasse i. Jeg har en håndværksmæssig dannelse med mig, som har virket. Håndværksfag i min efterskoletid og i min opvækst har lært mig respekten for håndværk, men vigtigst har disse fag lært mig betydningen af faglig stolthed. 
Hannah Arendt skelner mellem anerkendelse og vedkendelse. I dag higer vi efter anerkendelse. I den faglige stolthed liggger indbygget en vedkendelse. Det er vigtigere, at man vedkender sig faget, mere end at man får mesters anerkendelse. Det er det, som et godt håndværk kan lære os. Når vi til at vedkende os faget, giver det os stoltheden ved faget som gevinst - og hermed en oprejsthed i livet. Jeg tror, at de nordiske myter hjalp Oluf til sin håndværksmæssige stolthed. Ligesom en håndværksmæssig dannelse har hjulpet mig til finde ud af, hvad akademisk stolthed er.
Fik vi igen givet håndværksfag status som dannelsesfag, kunne vi igen få fagfolk på tværs af faggrænser til at snakke sammen - i en samfundssamtale, vi trænger til at få nuanceret og gjort til andet og mere end en cand. polyt.-samtale suppleret af, hvad velmenende og dytige tænketanke og allehånde kommentatorer sætter i søen. 
Vi trænger til jordnærhed i debatten. Det er det, historien kan give os: Vi har kunnet - derfor kan vi også igen. Efterskolerne bærer rundt på denne erfaring. Se at få den aktiveret.