Hjem fra ferie og slappe lidt af

Jeg er ikke god til at holde ferie, og derfor er jeg helt elendig til at få den planlagt. Det ender som regel med en eller anden hovsaløsning, for noget skal der jo ske, når man har børn. Når vi så i sidste øjeblik kommer afsted - som denne sommer til et ferieland i Sønderjylland - kommer den gamle jyde op i mig, at det er sgu godt nok dyrt det her, og hvad kunne vi ikke have fået for de penge!
Jeg er ganske på det rene med, at det er en usund måde at holde ferie på - og jeg ved slet ikke, om det kan kaldes ferie. Måske ved jeg slet ikke, hvad ferie er.
Jeg er vokset op i bondekulturen, og min onkel, der var landmand, sagde altid, at en ferie ikke kan vare længere, end man kan nå ud og hjem mellem to fodretider. Min far forbandt ferie med lediggang, som bekendt er roden til alt ondt.
   I min barndoms landsby i Himmerland var der da heller ingen, der holdt ferie. Havde nogen forladt landbvyen en uge eller to, ville man have troet, der var noget galt eller mistænkeligt ved det.

Ferie var oprindelig betegnelsen for de kirkelige helligdage, hvor der ikke måtte arbejdes. Hvor man holdt fri, tog pænt tøj på, inviterede gæster, lavede god mad og spiste i den pæne stue. Hvor gårdspladsen blev revet, stalden fejet og dyrene fik ekstra strøelse. 
 I Himmerland huserede udtrykket "at rive til søndag", som betød, at man hver lørdag skulle rive og feje og gøre pænt til søndagen. En gang imellem kørte vi tur på egnen og spiste medbragt mad i det grønne.

 Men forandringerne kom. 
1969 er et skelsættende år, for det er det første år, hvor industriproduktionen overstiger landbrugsproduktionen. 
Med velfærdstaten bliver ferien et gode, og som man ligefrem fik løn for at holde. På få blev det så almindeligt at holde sommerferie, at min far mente, vi skulle prøve det.  Men det er svært at gøre noget, man ikke har prøvet før, og som man ikke ved, hvad er! Det blev en katastrofe af en uge, og jeg kan ikke udelukke, det har traumatiseret feriebegrebet for mig! 
   Vi lejede et villatelt, som det hed, i Viborg. Der var ingen grundt til at købe et telt, for ferie var jo kun noget, vi skulle prøve. En hel uge øvede os på at stille det op hjemme i haven, så vi ikke åbenlyst dummede os, når vi kom ud blandt de ferievante.
 Folkevognen blev pakket om flere gange. Far måtte rive sig og købe en tagbagagebærer (et fantastisk ord, som ikke bruges længere). Alle var nervøse op til afrejsen. Far skældte, og mor græd. Selv schæferhunden blev ilde til mode og gik rundt og peb.
Min far havde i sin ungdom været på højskole og mødt en højskolelærer, der lidenskabeligt havde fortalt om den sønderjyske sag. Så for ikke helt at spilde en uge, have han besluttet, vi skulle til Dybbøl og nærmeste omegn. Det var en lang rejse, når vi ikke tidligere havde været sydligere end på en søndagstur til Himmelbjerget.
Derfor var afgangen sat til kl. 4, så vi var sikre på at nå frem før solnedgang. Vi nåede en campingplads på Broagerland kl. 12! Vi fik tildelt en teltplads i det, der mindede om en teltby. Og så kom problemerne ellers væltende. 
Far finder ud af, at vi er omringet af tyskere, som han fortsat i 1970 så på som besættelsesmagten. Han går derfor op i receptionen og beder om at få en plads blandt danskere. Men det er først senere, det blev almindeligt i Danmark med teltlejre til fremmede! Vi må tage til takke med den plads, vi har fået. Far konkluderer: "Vi behøws jo heller æ å snak mæ dem." 
Vi har glemt posen med pløkker. Det må have været et cirkus-skue for de campingvante tyskere, at se tetet falde sammen over en panikslagen familie. Af  medlidenhed starter de en indsamling af pløkker, og med et "bitte schön" rejser de teltet for os.
Vi har medbragt det, der på himmelandsk hed "et campingssæt" - et foldeud-bord, hvori der var fire taburetter. Far har skiftet den ene taburet ud med en klapstol med ryglæn til ham selv. 
For første gang i vores liv, skal vi sove på luftmadrasser. Min bror og jeg i soveposer. Mine forældre har medbragt de vante dundyner til dem selv.
Den første nat starter regnen - en ubønhørlig regn, der hamrer mod teltduen. Vi vidste ikke, at man ikke må røre ved en våd teltdug, så om morgenen, ligger dunene som en våd klump i bunden af min fars dyne.
Mor har hørt, at man skal blive brun, når man er på ferie, så når der endelig er en solstråle, ligger hun sig en en gryde ved stranden. Men det er koldt, så hun bliver forkølet med ondt i halsen. 
   Det regner nat efter nat, og luftmadrasserne ville ikke holde luft. 
På fjerdedagen står far op kl. 5 og tusser rundt ude i forteltet. Han vil lave kaffe, men også primussen er våd, så han må tage til takke med et glas mælk til sin ostemad. Vi er alle vågnet og følger ham inde fra sovekabinerne.  Vi ved, at hans temperament kan løbe af med ham ved kontroltab.
Da han vil sætte sig med mælk i den ene hånd og ostemad i den anden, vælter klapstolen bagover, og han lander med et plask i en mudderpøl. Vi sætter os op med et "hvad nu?" Men han besinder sig - ved vel ikke, vi har set det. Han rejser sig op og børster skidtet af sig. 
Det er onsdag morgen kl. 6 mellem to byger. Vi skulle have været der til lørdag. Far knapper armene oppe under hagen, som patriraker gør, når de skal fremsige en afgørelse. Til hele teltet bekendtgør han: "Vi kører hjem i daw." 
Det var en sand lettelse, og stemningen var lsøsluppen hele vejen op gennem Jylland. Da vi krydsede Skals Å og igen var hjemme i Himmerland, klappede vi, ligesom flypassagererne gør i Østen efter en veludført landing. 
Måske jeg er arveligt belastet. Men jeg følte en løssluppen lettelse, da vi forleden uge ved frakørsel 38 så skiltet med Sorø 10 km. Jeg tænkte: Nu skal vi hjem og slappe lidt af.