Man kan ikke synge fællessang alene
Højskolesangbogen er samlet set et oprør mod ligegyldiggørelsen af tilværelsen. Det eneste, man da heller ikke kan finde en sang om, er det at være ligeglad. Der er sange, der kan få os til at græde over livet, men ikke sange, der får os til at begræde det. Hvor vi i hverdagen knokler for at have noget at leve af, fortæller sangene om, hvad vi skal leve for.
Klumme i Sjællandske lørdag 27. juli 2019.
Når vi den 17. august for anden gang afholder maratonsang i Sorø, er det fællesskabet, vi hylder. Med Højskolesangbogen som ord-fører, synger vi om det, der er værd at være sammen om. Det er nemlig det, en god sang handler om.
Bryder du ud i klagesang, mister du tilhørere. Kommer du med en opsang, lægger du afstand. Men synger du fællessang, er du med i et ligeværdigt fællesskab, hvor - som vi siger - hver fugl synger med sit næb.
Fællessangstraditionen i Danmark er ført an af Højskolesangbogen, som udkom første gang i 1894. Lige nu arbejdes der på 19. udgave, som udkommer i november 2020.
Højskolesangbogen er en steady seller, og over de seneste 25 år er den med 1,5 millioner solgte eksemplarer Danmarks mest solgte bog.
Højskolesangbogen har gennem årene sat standarden for den danske fællessang. Det er ikke nok, at en sang er populær og topper hitlisten. Den skal have poetiske og musikalske kvaliteter, der gør den slidstærk i folkemunde - og i bedste fald åbner til noget nyt, hver gang man synger den. Som f.eks. Grundtvigs "Den signede dag", som har stået som sang nr. 1 i Højskolesangbogen i samtlige udgaver. Den er så stærk i sin ordkraft, at den ikke kan slides op; med linjer som: "Det kendes på os som lysets børn,at natten hun er nu omme". Og"så tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde". Med slutlinjerne "så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale". Det er poetiske guf-guf-sætninger, som kan synges igen og igen.
Eksistensfilosofisk efterklang
Man siger om en sang, der skal i Højskolesangbogen, at den skal have "eksistensfilosofisk efterklang".
Det er det, vi oplever, når vi synger Jens Rosendals populære "Du kom med alt det der var dig" med verset om det, han kalder livets tale:
At livet det er livet være
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli'r,
og hvad end hele verden si'r
så har den vore hjerter
Man har også sagt om en højskolesang, at den skal rumme "en poetisk kommentar til vores fælles skæbne". Det krav opfylder f.eks. Mads Nielsens "En lærke letted", som hvert år bliver sunget den 4. - 5. maj:
Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår
Når vi næste år markerer 75-året for Befrielsen, er der planlagt Alsang over hele landet, og da vil netop den sang med sikkerhed runge.
Det er endvidere sagt om en god højskolesang, at den skal rumme en indgang til at forstå, hvem jeg er, og hvad det vil sige at være menneske. Det er derfor, at enhver højskolesang grundlæggende handler om kærlighed - en lovsang til livskraften. Lovsang har rod i det oldnordiske ord "lofsongr", som vi genfinder i det engelske ord "lovesong". Enhver højskolesang gemmer således på en kærlighedserklæring til noget, vi sætter så højt, at vi lovsynger det: en årstid, et landskab, morgenstunden, solnedgangen, kunsten, musikken, sproget, fællesskabet osv.
Kærlighed giver lovsang
Ordet "elsker" dukker da også oftere op i sange end i hverdagssproget. Tænk på hvor ofte, man i Højskolesangbogen støder på kærlighedserklæringen "jeg elsker" - f.eks. den brogede verden, de grønne lunde, du danske sommer, Limfjordens blå humør og Danmark mit fædreland.
Vi kender fra hverdagssproget vendingen, "jeg har ikke ord for det". Det er ofte de store ting i livet, vi siger det om. Måske derfor sangen og fællessangen er blevet så populær. For sangene har ordene. Højskolesangbogen er samlet set et oprør mod ligegyldiggørelsen af tilværelsen. Det eneste, man da heller ikke kan finde en sang om, er det at være ligeglad. Der er sange, der kan få os til at græde over livet, men ikke sange, der får os til at begræde det. Hvor vi i hverdagen knokler for at have noget at leve af, fortæller sangene om, hvad vi skal leve for.
Det er dybest set fællessangens væsen, at den gør glad. Man kan ikke blive sur på den, man synger sammen med. Og som det væsentligste: fællessangen fordrer fællesskab, og den skaber fællesskab. Den, der synger, er derfor aldrig alene.
Måske er det derfor, fællessangsarrangementer er blevet populære og har bredt sig ud over landet i et omfang som ikke set i mange år. Når vi synger, er vi sammen om noget, der er større end os selv.
Erik Lindsø