Snyder du, er det om bagerst i køen

Slår man ordet kø op i den store ordbog lyder definitionen, at "en kø er en række af personer, der ivrigt venter på noget bestemt, hvor det bedste er at stå længst fremme". Vi kan ikke lide at stå i kø, Godt nok har vi køkultur, som er forbundet med vores retfærdighedssans, men den gælder kun indtil kasse 2 åbner.

Klumme i Sjællandske 8. juni 2019

 En mand vil snyde sig ind i en kø. "Du skal om bagerst i køen," lyder det straks. Han svarer: "Det kan jeg ikke - der står en i forvejen."
Vi er gode til mange ting i Danmark, men vi er elendige til at stå i kø. Vi er kultiveterede, og derfor har vi køkultur, men vi kan ikke lide den. Vi gider det simpelthen ikke stå i kø.
Vi kender det fra Netto. Der er tre kasseapparater, men en del af discounten er, at der kun er et, der er åbent. Det kan også gå, så længe køen ikke er for lang. Men nærmer køen sig køledisken midderst i forretningen, griber rastløsheden os, og en muren breder sig i geleddet. På et tidspunkt bliver det for meget, og en råber surt køens vegne: "Kan I ikke åbne en kasse til?" Den, der sidder ved kassen, ringer så fire gange med en klokke, før der kommer en. Når der så endelig kommer en for at åbne kasse 2, udbryder der anarki i køen. Det burde retteligen være sådan, at den der har stået længst i kø, automatisk får lov til at komme først til kasse 2. Eller den der er dårligt gående. Eller moren med de trætte børn. Men sådan forholder det sig ikke. Det handler simpelthen om at komme først derover. Vi står allesammen og overvejer, hvornår vi skal sætte springet ind. Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg er gammel eliteløber på 400 m, så jeg kommer ofte først derover. Køkulturen er nok forbundet med vores retfærdighedssans, men den gælder kun indtil kasse 2 åbner.

Det forunderlige er, at i supermarkeder holder vi en vis orden i køen. Vi snyder ikke og presser os ind foran andre. Vi kan også bare vove på det. Vi stiller os pænt bagerst i køen. Men enhver form for køkultur ophører, når vi rejser med offentlige transportmidler. Når vi skal ind i toget, er der ingen kø, og det er legalt at skubbe og mase. Vi skal godt nok vente med at gå ind i toget, til alle er kommet ud, men det er i orden at snyde lidt.
Den største venlighed mod hinanden udviser vi i små forretninger. Når ekspedienten siger: "Hvem er den næste?" kan vi blive ramt af overskud og finde på at slå ud med armen og sige til en medkunde: "Det var vist dig, der kom først." Eller: "Du må gerne komme først."
Jeg mener dog at huske, at uddeleren i min barndoms landsby udviste en anden autoritet end nutidens ekspedienter, fordi han bestemte, hvis tur det var. Han kunne sige:"Nå Else, nu er din tur." Og der var ingen, der sagde ham imod. Men autoriteten bag disken er forsvundet, og nu må vi selv finde ud af, hvis tur det er.
Der kan opstå et dilemma, hvis vi holder plads til en i en kø, f.eks. ved et billetsalg. Det kan gå, hvis det kun er enkelt, og vi signalerer, når vedkommende kommer, at det er en god ven, vi har holdt køplads til. Men der bliver alligevel skulet lidt. Og det skal ikke være hele vennekredsen, man er sendt i forvejen for at holde pladser til.

Vi kender også udtrykket, hvis vi f.eks. skal have en is, og køen er for lang: "Nej, den is gider jeg simpelthen ikke stå i kø for." Hvorefter vi hellere går en halv time efter et sted uden kø i stedet for at stå i kø i et kvarter. Jeg oplevede for nogen tid siden i en fyldt slagterbutik, hvor en kom ind og stillede sig i kø, men hurtigt gik igen med begrundelsen: "Nej, den bøf er sgu ikke værd at stå i kø for." Jeg tænkte, at sådan kan man ændre køkultur til købekultur!

Køkulturen kommer under pres, når vi har travlt, og der er mere , vi skal nå, og flere steder vi skal være. Her irriteres vi over en kø, den kan stresse os, og den stressede eller fortravlede kan finde på at starte en forhandling om, hvis tur det er. At det at stå i kø også har med evnen til at udvise disciplin og tålmodighed, er en evne, der ophører, når vi har travlt. Der er måske også blevet flere steder, vi skal stå i kø, som kan give en metaltræthed overfor den gængse køkultur. 

Det er en i kø en, man kan høre vendinger, som en der ringer hjem: "Jeg står i en kø, der ingen ende vil tage." Eller: "Der er en kø herfra og til evigheden". Eller den mere dramatiske: "Jeg ender med at stå her, til jeg dør." En kø kan byde os så meget imod, at vi føler, at vi dør af at stå i den.
Vi kan ikke lide at stå i kø, men alligevel er vores køkultur et af symbolerne, vi har på det at være civiliseret. Det ligger i vendingen: "Snyder du, er det om bagerst i køen." I en kø er vi også jævnbyrdige. Den største kommer ikke automatisk først. Direktøren må pænt stille sig bag arbejdsmanden, og overklassefruen kan havne bagerst i køen. 

Slår man ordet kø op i den store ordbog lyder definitionen, at "en kø er en række af personer, der ivrigt venter på noget bestemt, hvor det bedste er at stå længst fremme".
Ak ja! Jeg stødte en gang på en gravsten, hvor der nederst stod: "Han stod altid bagerst i køen." For nylig mødte jeg en mor, hvis søn har succes, og hun forklarede det med, at "han har altid haft en evne til at springe køen over."
En god ven var en lørdag formiddag med sin seksårige søn i Silvan, hvor der var en meget lang og meget langsom kø. Foran dem stod en midaldrende kvinde, der med sin gestikuleren og sine udbrud fortalte, at hun ikke var i humør til at tilbringe sin lørdag formiddag i en kø. Da køen på et tidspunkt skal rykke endnu en tak frem, kommer min vens seksårige søn til ved en fejltagelse at sætte sin fod op i kvindens taske. Det er lige nøjagtig den dråbe, der får kvindens utålmodighedsbæger til at flyde over, og hun lader al sin irritation gå ud over knægten. Faren overvejer at træde frem og vise, hvem der er far, men han når det ikke, for drengen kigger op på damen og siger: "Tak for væmligheden." Der breder sig et smil ned gennem køen, og udenfor siger en medkunde: "Den bemærkningen var dog værd at stå i kø."