Dem, der går deres egne veje, åbne nye veje for andre
Det er heldigt for vores samfund, at 25 % af en ungdomsårgang ikke gør, hvad der bliver sagt, de skal, for at få en fremtid. De går deres egne veje, og minder os om, at det er et dumt og ansvarsløst samfund, som kun tænker på individuel uddannelse. Det er nemlig dem, der går deres egne veje, der lærer os andre om nye veje.
Jeg havde for nylig besøg af Esben. Han kommer forbi, når det kniber. Esben drattede ud af skolen i 9. klasse. Han kalder det en lykkelig skilsmisse: "Skolen savner ikke mig, og jeg savner heller ikke den". Udover et afgangsbevis, han har smidt væk, gav skoletiden ham et par diagnoser med. Men som han selv siger om diagnoserne: "De har ikke hjulpet".
Esben er nu 22 år, og han har fjumret rundt i nogle år, fordi han i barndommen sad skævt på potten. Derfor egnede han sig heller ikke til at gå i skole, da han skulle. Men dum er han ikke, og man er i klogt selskab sammen med ham. Han har lært sig engelsk og tysk på rygsækrejse i to år, hvor han bl.a. fandt sammen med nogle navere i Tyskland. De modnede en drøm i ham om at blive møbelsnedker.
Da vi sidder og snakker om fremtiden, siger han pludselig: "Hvad kan man egentlig blive uden en studentereksamen?"
Det går op for mig, at han fejlagtigt tror, at man ikke kan blive snedker uden en studentereksamen.
Hvorfor er Esben kommet til at lide af den misforståelse? Det er han, fordi der går et uddannelseskorstog hen over vores land, som tuder ethvert uskyldigt, ungt menneske ørerne fulde: ”Få dig en studentereksamen, hvis du vil i livet frem”. Hvorfor op mod 75 % af en ungdomsårgang knokler løs med 12-13 års skolegang for straks, de har fået belønningen sat på hovedet, møder et samfund, der siger: ”Spild nu ikke tiden, for tiden spilder ikke dig. Det er på høje tid, du får dig en uddannelse”.
Korstoget fortæller, at kun den uddannelsesslagne vej er belagt med fremtid. Det er som om overskriften kunne være: Vil du dø lykkelig, så husk at dø faglært!
Finansministeriets regnedrenge har sat dagsordenen: Mest mulig uddannelse på kortest mulig tid for færrest mulige midler. Men hermed er der også startet et korstog mod de unges trang til at fjumre og gå omveje, som Esben gør, og derfor føler han sig forkert.
Jeg har gennem årene haft mange højskolelever som Esben, for 25 % af en ungdomsårgang gør heldigvis ikke, hvad der bliver sagt, de skal, for at få en fremtid. De går deres egne veje, og minder os om, at det er et dumt og ansvarsløst samfund, som kun tænker på individuel uddannelse. Det er nemlig dem, der går deres egne veje, der lærer os andre om nye veje.
Vi tror, at børn lærer det hele i skolen. Sidenhen frelser vi os i troen på, at de kan uddanne sig til resten. Men meget af det, som vi ikke kan klare os uden, læres andre steder. Det er derfor, at mange virksomheder, når de ansætter unge, ikke gider se deres eksamenskarakter, men hellere vil høre om, hvad de har lavet, når de ikke gik i skole.
På en tegning af Storm P. står en ældre herre og grunder over livet: ”I skolen sagde de, jeg ikke blev til noget særligt. Men jeg snød dem - jeg blev slet ikke til noget”. Han siger det med et skævt smil, der fortæller, at han blev til mere end bare til noget, men på sin egen måde.
Sådan også med Per Nørhaven fra Viborg. Han duede ikke i skolen, og som Esben drattede han ud i utide. Siden blev han indehaver af Danmarks største bogtrykkeri, der trykker mere end 50.000 bøger om dagen. Midt i trykkeriet hænger i glas og ramme et uddrag af den udtalelse, skolen gav ham: ”På Per Nørhaven vender hænderne rigtigt, men han bliver aldrig til noget, der har med bøger at gøre”.
”Uddannelse er svaret på alting”, lyder en af de politiske fraser. Men hvad er egentlig spørgsmålet til det svar? Spørg folk Esben og Per Nørhaven - de giver svar på både tiltale og på ikke så lidt.
Jeg har kendt Esben i fem år. Da vi denne gang tog afsked, tænkte jeg for første gang: Ham er der sgu fremtid i.
Trykt som klumme i Sjællandske 11. januar 2020.