Omsorg kan ikke gradbøjes

Omsorg betyder at bekymre sig, at bryde sig om. Ordet har rod i den danske vending at kere sig om, som vi genkender i det engelske ord "care". Sorgen vækker bekymring, men omsorgen tager sig af bekymringen. Derfor kan omsorg ikke gradbøjes - slet ikke i et regneark.

Klumme i Sjællandske 23. november 2019

I Sjællandske kunne man forleden læse, at man nu også i Sorø Kommune overvejer at spare penge i hjemmeplejen ved at indføre vådservietter som erstatning for vand og sæbe til sengeliggende og plejekrævende borgere. Den slags sparetanker udtænkt i offentlige forvaltninger er kendetegnet ved at have kort afstand fra tanke til handling. Det bekræfter avisen, hvor man kan læse, at hver fjerde kommune i 2020 endnu engang forringer omsorgen for ældre. 

Med seks børn har jeg forsøgt at fremtidssikre mig. Jeg sagt til dem, at det er nemmere for seks end for to at sørge for, at jeg i mine sidste år ikke skal gå i bad i vådservietter assisteret af kommunale plejere med stopurssamvær og spise vakuumpakket cateringmad, mens en robotstøvsuger fiser rundt i stuen, og hjemmebesøg i øvrigt er blevet til en forbindelse på skype. 

Som samfundet udvikler sig, er vi ved at afvikle den offentlige ældrepleje. Hvorfor? Fordi vi lever med velfærdsstaten som en livsløgn. Jeg hørte for nylig velfærdsforskeren Jørn Henrik Petersen sige, at velfærdsstaten reelt kun eksisterede fra 1969-1976. Siden har den været under afvikling. Det kniber blot med politisk mod til at indrømme det, hvorfor vi fortsat - men som blændværk - dyrker velfærdsstaten som et nationalt ikon på højde med Dannebrog, kongehuset og demokratiet. 

Jeg er opvokset på et alderdomshjem i 1960'erne. Min mors kvalifikationer til lederjobbet var et medfødt højt udviklet omsorgsgen. Med hjertet uden på kitlen tog hun sig af hjemmets 12 beboere samtidig med, at hun også drog omsorg for dem på egnen, som var ensomme, sorgramte eller på anden måde havde en tilværelse, der ikke handlede mildt med dem. De blev inviteret til jul og ved andre højtider eller på mærkedage, hvor smerten føles størst. Der var altid kaffe på kanden og mad nok på bordet, hvis beboerne fik gæster i spisetiden. 

Disse hjem - hvilehjem, alderdomshjem eller de gamles hjem - for ældre medborgere blev oprettet som en samfundsmæssig stolthed i de år, hvor velfærdsstaten blev etableret - de år, som vi sidenhen har kaldt "de glade 60'ere". 

 Der blev lagt vægt på at skabe et hjem for dem, så hjemligheden var i højsædet. Min far var kronisk syg men agerede alligevel både regnskabsfører og pedel, og hans stolthed var en blomsterhave med roser og stauder i mængder, så der altid kunne være friske buketter på stuer og på borde. Vi boede på hjemmet, og vores køkken var hjemmets køkken. Jeg har aldrig spist sammen med min forældre alene, men altid sammen med de gamle, som vi kaldte beboerne. Vi fejrede jul sammen med dem som én stor familie - og tænk: sognerådsformanden, som  fra 1972 hed borgmester, kom hvert år med julegaver på kommunens regning og holdt tale til de gamle med tak for deres bidrag til samfundsudviklingen gennem et langt liv. 

 I dag er disse hjem blevet til institutioner. Min mor på 90 år kom sidste år på et plejecenter i nabobyen til vores landsby. Det er i de samme bygninger, som i min barndom hed alderdomshjemmet. Et alderdomshjem er blevet til et plejecenter. 

Min mor er omgivet af et veluddannet, empatisk personale, men de er besparet ind til marven, og den pleje, de ikke længere har tid til, gør derfor ondt på dem. Der er på alle områder skruet ned for den omsorg, min mor selv ydede fem årtier tidligere, da velfærdsstaten var virkelighed. 

I dag ville den opgave, vi forventer af plejecentret, ikke kunne udføres, hvis det ikke var for 40 frivillige. De står for den ugentlige underholdning, de handler ind med dem, sørger for sponserede udflugter osv. Da man ville havde dem til at stå for det daglige middagsmåltid, hævede de dog stopskiltet.

Ingen ved endnu, hvad vi skal sætte i stedet for en velfærdsstat. Derfor tumler politikere og administrationer rundt i et vakuum, hvor budgetter mere end ideer for ofte bliver rettesnor, og besparelser og afgifter derfor de forhåndenværende redskaber. Når det går bedst, er det, når civilsamfundet træder til, som i eksemplet med min mor.

Men! Den eneste pris, man kan tillade sig at sætte på et menneske, er den pris, man sætter, når man værdsætter det. Værdsættelse har med værdighed at gøre. Et godt samfund diskuterer derfor først, hvilken værdighed vi ønsker for vores ældre medborgere. Når vi er enige om værdigheden - og først der - kan vi diskutere, hvordan den skal finansieres. Sker det i omvendt rækkefølge, bliver det økonomien, der bestemmer graden af værdigheden og gør det acceptabelt, at besparelser kan forringe den. 

Ældre medborgere fortjener at blive båret, når de ikke længere kan bære sig igennem ved egne kræfter og midler. Det er noget ganske andet end at blive båret over med. Den, der bærer over med et andet menneske, har omsorgssvigt med sig som ledsager - og det er det værste. Den, der vil bære et andet menneske, drager omsorg for det - og det er det bedste.