En hjemløs blev inviteret hjem

At et menneske forliser, er ikke det samme som, at det er fortabt. Vi kan derfor ikke tillade os at sætte lighedstegn mellem det at være forlist og så være nytteløs. Fordi man er fattig, er man ikke dum. Barmhjertigheden kan ikke underlægges noget-for-noget princippet. 

Vi bruger ordet hjem om det bedste, vi ved. 

   Vi glæder os til at komme på ferie, men hjemme igen konstaterer vi, at "ude er godt, men hjemme er bedst."
   "Han er fra et godt hjem," er et kvalitetsstempel, vi sætter på ham. Kommer hun fra "et hjem med klaver", kan det næsten ikke gå galt for hende. "Lad som om du er hjemme," siger vi til vores gæster, når vi byder dem velkommen. Og vi hilser dem med et "kom nu godt hjem," når de tager afsted igen.

   "Jeg glæder mig til at komme hjem," siger jeg til min kone i telefonen, når jeg er på farten. Når vi har vundet, siger vi, at "vi bragte sejren hjem."

   "Her er så hjemligt," kan vi sige om et sted, og så er det et godt sted. Når noget er "som i mit barndomshjem," er det allerbedst.

   "Hvor er du hjemmehørende?" spørger de på offentlige kontorer. Hjemme er der, hvor vi hører til - der, hvor vi har slået rod, og hvorfra vores verden går.

   Hjem har så stærk en betydning, at hjemløs er forbundet med det værste, vi kan forestille os.

Ofte står der en hjemløs foran Brugsen i Sorø og sælger avisen Hus Forbi. De er høflige og hilser pænt. Jeg køber altid deres avis, når den er udkommet, for der er godt læsestof i den. Men ellers går jeg bare forbi dem og klarer mit.

   En dag standser en ældre dame op og køber en avis. Hun indleder en samtale med avissælgeren, og det ender med at, hun inviterer ham hjem på et måltid mad. Han bliver forlegen og undslår sig. Men så roder hun i tasken og finder papir og blyant og skriver sin adresse ned. "Se, her har du min adresse, så kan du bare komme, når du er færdig eller en anden dag."

 Der er ca. 5000 hjemløse i Danmark. Mere end halvdelen af dem er registrerede som avissælgere, og de bliver synlige for os foran vores supermarkeder, hvor de sælger Hus Forbi. Avisen koster en flad tyver. Halvdelen går til tøj og udstyr til sælgerne og til at finansiere den akutte hjælpekasse "Red røven". Den anden halvdel går til produktion. 

  Hus Forbi udkommer 12 gange om året. Salget giver de hjemløse mulighed for at tjene deres egne penge og have noget at stå op til. For mange er salget et alternativ til tiggeri og kriminalitet.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en af de vigtigste fortællinger i vores kultur. To mænd går forbi uden at hjælpe ham, men den tredje, en samaritaner, standser og hjælper den nødstedte. Lignelsen har lært os at reagere. Den har givet os det instinkt, at vi skal reagere og tage os af den, som lider, den nødstedte, den svage.

Det er barmhjertighed. 

   Barmhjertighedens modsætning er kynisme - at være ufølsom. Jeg oplevede det foran Brugsen i Sorø et par uger senere. Et ældre ægtepar har denne ordveksling, da de passerer en hjemløs, der sælger Hus Forbi. Hun siger: "Det er dog irriterende, de altid skal stå her." Han svarer: "Ja, det skulle forbydes." 

Kynisme er en trussel mod vores velfærdsmodel. Kynsimen indtræder også, når vi som samfund sætter torvepris på mennesker. Men at sige ”Hvad koster et menneske?” - det er en uhyggelig tanke, men ikke desto mindre gør vi det. Hvad koster en hjemløs? Hvad koster en hofteoperation? Hvorfor bruge penge på rygeren, der selv er ude om sin kræft? På sundhedsområdet diskuterer vi nu åbenlyst, om nogle mennesker er mere værd end andre at bruge penge på.

   Men et menneske kan ikke betales. Den eneste pris, vi kan sætte på et menneske, er værdsættelse. Et menneske i nød skal vi gøre alt for at hjælpe - uanset hvad det koster. Vi skal som samaritaneren og damen foran Brugsen stoppe op.

Den oldgræske betydning af ordet barmhjertighed betyder at "have ondt i indvoldene” - at man direkte føler den andens smerte ved at se ham lide. Og jeg kun kommer af med min smerte ved at lindre hans.

   At et menneske forliser, er ikke det samme som, at det er fortabt. Vi kan derfor ikke tillade os at sætte lighedstegn mellem det at være forlist og så være nytteløs. Fordi man er fattig, er man ikke dum. Barmhjertigheden kan ikke underlægges noget-for-noget princippet. 

   Livet handler ikke altid mildt med os, og nogle får en skæbne så hård, at de har brug for andre, der vil tage den på sig. Ser jeg på den hjemløse foran Brugsen, skal jeg vide, at det kunne være mig.

   Tak til damen foran Brugsen i Sorø, der gik hen til den hjemløse for at lukke sit hjem op for ham.

Klumme i Sjællandske 21. juli 2017.