Første skoledag i Kong Corona-land

Skrivende stund er onsdag morgen den 15. april. Jeg har lige afleveret min datter, Thea, i 2. klasse på Sorø Privatskole. Vi har de seneste dage modtaget udførlige informationer og instrukser. Hvis der er noget, lærere også kan, så er det, at de kan organisere, og de har knoklet påsken igennem for at få søsat en skoleplan til en undtagelsestilstand. Det er i øvrigt imponerende, som hele Sorø Kommune på rekordtid fik sadlet hestene om, så alle skoler og institutioner i vores kommune genåbnede som forventet. Det er godt gået!

Thea og jeg kom slæbende med festivalstol, pude og en pose med overtøj, madpose og termokande med varm the til udeskolen - i dag i fem grader stiv kuling. 

Vi sagde farvel til hinanden ved indgangen til skolegården, hvor lærere tog over, der tydeligt var parate, men også lignede nogle, der kunne sige: "Det her er for mærkeligt". Det gjorde vi forældre også, der afleverede, og stod ude på Frederiksvej og vinkede med to meters afstand mellem os - sådan da. 

Hvor hun dog glædede sig, Thea. På vej derover måtte jeg høre: "Godt det er slut med dig som lærer." Jeg spurgte hvorfor, og hun svarede: "Du er aldrig ordentligt forberedt."

Gensynsglæden var stor, da hun så sine venner, og det med to meters afstand var derfor hurtigt reduceret til én meter og vil nok i løbet af dagen blive til en halv meter og til sidst tæt på. Hvad forstår en 8-årig sig også på to meters afstand mellem mennesker?

Skolen følger i et og alt Sundhedsstyrelsens instrukser, og derfor startede dagen med, at de små rollinger stod i kø til håndvask. Så kan de lære det, som vi voksne godt ved: at der kan være kø ved håndvasken. 

Midt i det organiserede virvar slog det mig: Hvad ved Sundhedsstyrelsen om børn og skole? Har de koordineret deres instrukser med lærerne i den daglige praksis, inden de melder ud om noget, man skal være superpædagog for at få børn til at finde ud af, endsige forstå? Nej, det er åbenlyst ikke her, Sundhedsstyrelsen har sin spidskompetence. Derfor vil der ganske sikkert hurtigt vise sig en forskel på de direktiver, man har fået oppefra, og den måde, man er nødt til at indrette sig på i praksis. Ikke fordi, man vil slække på sikkerheden, men fordi praksis nu en gang er noget andet end overordnede direktiver uden praksiserfaring indbygget. Som vi fra Nordjylland tidligt lærte: Loven skal holdes, men den skal brydes, når det er fornuftigt.

Vi har siden 11. marts holdt isolationen, og holdt den så godt, at alle kurver er knækket, og rød kurve er en kurve i Rusland. Men så pludselig! Den 15. april slipper vi de små løs, der kun ved det lidt, vi nu har kunnet forklare dem, om Kong Corona, der for en tid vil herske over deres skoledag.

Forventningen om at lærerne skal holde to meters afstand til børnene viste sig praktisk umuligt straks fra morgenstunden, og nogle af dem tænkte nok også: Hvad risikerer jeg her? Udenfor stod vi forældre og tænkte det samme. Som en af dem sagde: "Så får vi se, hvor mange små banditter de har med hjem." For det er jo det, de ikke bare kan have, men også skal have som fortropper i den flokimmunitet, man ikke må nævne højt, men som det handler om. Hvorfor skulle vi ellers åbne et lukket samfund med små børn?

Jeg føler mig tryg ved vores faglige myndigheder og den politiske handlekraft, der er udvist. Jeg føler mig stolt over at være borger i et land med en oplysningstradition, så befolkningen i en krise som nu ganske overbevisende kan gøre ord til handling, der virker. Jeg tror derfor, at vi gør det rigtige, når vi bedst muligt indretter os efter de overordnede direktiver. 

Men på vej hjem fra skolen blev jeg pludselig lavpraktisk - nok ud af en underlæggende frygt og bekymring: Hvad gør vi så, når hun kommer hjem? Skal hun tage tøj af i kælderen? Skal hun i bad? Skal hun gennemsprittes? Hvordan hindrer vi at blive smittet, uden at en 8-årig føler sig som pestramt? Men: Jeg vil kramme hende, som jeg plejer - med den risiko, som det er meningen, vi skal løbe - og vel vidende, at jeg er en far i en større risikogruppe end de fleste fædre.

Da jeg havde afleveret og gik hjem fra første skoledag i Corona-skolen med alle mine tanker, mødte jeg Frode, der går i børnehave med min anden datter Rosa på snart fem år. Søde, lille kloge Frode sagde: "Jeg skal være hjemme hos min far, for der er for meget corona." Rosa er også hjemme - og ja, jeg siger "beklager" til Sundhedsstyrelsen, for jeg tænker, at Rosa ligesom Frode er hjemme, indtil Kong Corona er nedkæmpet, og hans regeringstid er ophørt. Hun hoster også lidt...

Jeg kan tage mig selv i for tiden at synge Anne Linnets "Tusind stykker":
For når vennerne forsvinder,
og når livet er betrængt,
ser man alt med ganske andre øjne.
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne.

Det var alle børnene, der lige nu er venner hver for sig, jeg tænkte på, da jeg næsten hjemme kom til omkvædet:
Alting kan gå itu
Et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang,
så er jeg her nok endnu

Erik Lindsø, forfatter og foredragsholder